“Du vil da gerne amme, vil du ikke?”

Sådan sagde jordemoderen på fødegangen, da vi gik fra modtagelsesstue 1 til fødestue 2 i Randers, hvor Noam blev født d. 22. marts 2012. “Jo da, helst gerne” lød mit svar og det var bestemt også min intention. Min plan var at fuldamme Noam i 6 måneder, derefter begynde på grød og ved 9 måneders alderen stoppe amningen. Men hvad gør man, hvis ens baby ikke ønsker at blive ammet? Tvinger man det til det? Presser man brystet i munden af barnet, mens man vugger det i armene, går rundt i stuen, synger, trøster og inderst inde græder i takt med barnet, der sparker, skriger, river og hiver efter vejret midt i al hysteriet? Mens man håber og beder til, at barnet vil tage fat, sutte og spise sig mæt og egentlig et eller andet sted frygter den næste amning? Og hver gang det lykkedes, krydser fingre for, at den næste amning bliver ligeså “succesfuld”.. Nu skal det lige siges, at jeg på intet tidspunkt har presset brystet i munden af Noam, men jeg har tilbudt og tilbudt og tilbudt ham det kærligt, men det føles, som om jeg presser ham og tvinger ham til noget, han ikke har lyst til. “Det er blot en selvopfyldt profeti” som vores sundhedsplejerske siger: “Du skal bare være rolig, når du lægger ham til” Selvfølgelig er jeg rolig, når jeg lægger Noam til.. Jeg trækker vejret dybt, snakker sagte og beroligende til ham, roser ham, når han tager fat, sænker skulderen og synger hans yndlingssang, men hvad så? Han tager måske fat, hvis ammebrikken er fyldt, sluger det i sig, slipper og skriger på livet løs, mens tårerne står ud af ham.. Med masser af tålmodighed, dyb vejrtrækning og trøst, klemmer jeg alt, hvad jeg kan for at fylde ammebrikken op igen i håb om, at han så den her gang ikke kun suger, men også sutter og hvis ikke skal jeg være hurtig til at fylde ammebrikken op.. igen.. “Du skal bare være dobbelt så rolig.” Det er rådene fra vores kære sundhedsplejerske. Ork ja, hvis det var så nemt, stod vi ikke her i dag!

Siden den sidste opdatering på vores ammeproblemer har det virkelig været et helved! Noam nægter at tage brystet, han bliver så frygtelig ked af det og jeg kan sidde og græde sammen med ham. Det kan da ikke passe, at det skal foregå sådan? Det kan da ikke være rigtigt, at mit barn, mit et og alt, skal være ked af det, hver gang han får noget at spise? Skal jeg amme for enhver pris? Skal jeg virkelig tvinge brystet i mit hjerteskærende, skrigende barn? Hver gang, Noam har været sulten, har jeg tilbudt brystet og hver gang har det føltes som et kæmpe nederlag at bede Heine om at lave ham en flaske, lige meget hvor mange gange vi forsøger, Noam og jeg, føltes det gang på gang som et kæmpe nederlag at overgive sig og lave den pokkers flaske..

“Vigtigt: brystmælk er den bedste næring for dit barn.” Det er rent faktisk, hvad der står på samtlige modermælkserstatningsprodukter. Tror de da ikke, at jeg ved det? Hver gang, jeg laver en flaske, læser jeg det og hver gang giver det et jag i maven, et stik i brystet og en kæmpe dårlig samvittighed. Er de da ikke klar over, at jeg ved det? Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg kæmpe videre? Selvom det er frustrerende, energidrænende og en kamp, jeg ikke kan vinde? Mit barn har fravalgt amning. Jeg er spækket med mælk – der er masser af det og det mætter ham. Han vil bare ikke. Han nægter. Hvad kan jeg gøre?

Vi har kæmpet længe og hver gang, jeg har talt med Heine, om jeg bør overgive mig til flasken, får jeg det her stik i maven, en dårlig fornemmelse, en dårlig samvittighed og følelsen af et “dårlig-mor” skilt i panden. Det er helt sikkert mig, den er gal med mht mit syn på modermælkserstatning. Helt sikkert! Det er noget, jeg skal arbejde med, men jeg må erkende, at mit barn er et flaskebarn. Færdig, slut. Bare at skrive det ned giver mig en dårlig smag i munden, jeg har det forfærdeligt med det, jeg er grædefærdig, men det er ikke min beslutning, det er mit barns. Han vil jo ikke, jeg kan jo ikke tvinge ham til det amning. Jeg ser jo, at han er en ovenud lykkelig, glad, tilfreds og en smilende baby, når blot han har fået sin flaske. Hans flaske. Jep – mit barn er et flaskebarn, håndklædet er kastet i ringen, jeg kan ikke stille mere op, jeg giver op – men ikke uden en kamp, jeg har virkelig kæmpet – virkelig! Det gør så ondt. Ikke engang natamning vil han mere, som jeg ellers har kunnet lokke ham til, fordi han er så træt om natten, men ikke mere – han vågner straks og bliver sur.