Give-away

Når nu man er 6 måneder..

Så åbner der sig en helt ny verden for en: havregrød, øllebrød, kød, linser og nitratholdige grøntsager.
Sundhedsplejersken var forbi til 6-måneders besøg sidst i september og var mere end tilfreds med Noams udvikling – hun var meget forundret over, hvor godt han selv sidder, og kunne ligesom jeg også se, at der en tand på vej. Vi snakkede om, at Noam ikke gider majsgrød med hjemmelavet frugtmos eller flasken længere og hun gav grønt lys for, at vi så småt begyndte på rugbrødshapsere. Mht flasken foreslog hun, at vi skiftede tilbage til Nan og det har bestemt hjulpet – pludselig vil han gerne drikke af flasken igen, men han vågner altså stadigvæk op hver 3. time om natten, som han har gjort lige siden, jeg stoppede med at amme for nu 3,5 måned siden. Hun foreslog derfor også, at Noam kom på eget værelse – og det gjorde han så for 2 uger siden, det har desværre ikke hjulpet spor – tværtimod! Faktisk sover han bedst, når vi opgiver at gå frem og tilbage en milliard gange og han derfor kommer over i vores seng. Det er helt sikkert noget med tryghed – og det giver vi ham selvfølgelig, men vi holder modet oppe og giver det lige lidt mere tid i forhold til, at han skal vænne sig til at sove alene på værelset uden alle lydene fra os. Men sundhedsplejersken var nu ikke helt tilfreds med, at han vågner op kl 23, 02 og 05 for at spise, hvad der svarer til 50-90 ml for så at stå op kl 6.

Egentlig begynder man ikke allerede på rugbrødshapsere i en alder af 6 måneder, men jeg forklarede sundhedsplejersken, at vi en aften havde fået en pastaret med bl.a. skinketern og ærter, som Noam havde fået lov til at smage og hvordan hans tyggerefleks pludselig bare gik i gang, selvom han tidligere har nægtet at spise mad med klumper i. Dagen efter blev majsgrøden med frugtmos bare slugt uden videre besvær og dagen efter igen gad han den slet ikke mere. Derudover vil han pludselig kun have grøntsagsmos, hvis det most med en gaffel frem for stavblenderen og aller helst vil han faktisk gerne bare have en skive kogt kartoffel til at tygge på. Sundhedsplejersken foreslog derfor, at vi kunne begynde stille og roligt med rugbrød og fylde på Noams nysgerrighed i stedet for at vente, til han egentlig har alderen til det og dermed risikere, at han ikke gider det længere. Ligeledes må Noam gerne få af vores aftensmad, hvis vi blot tænker over vores saltforbrug. Jeg er helt sikkert fanatisk, men salt begyndte jeg allerede at skære meget ned på i graviditeten, og hvis vi endelig benytter os af salt nu, eftersalter vi blot maden og dermed undgår, at der er salt i det, Noam skal spise.

Men vi begyndte så på rugbrød og han er helt vild med det! Han sidder meget koncentreret og er han ved at tabe noget, skynder han sig at stikke sin pegefinger i munden og redde det. Den første dag fik han bondebrød med ærtemos og spiste en halv skive med undtagelse af den haps, jeg tog for at smage og yderligere 2 hapsere, fordi jeg ganske simpelt ikke kunne lade vær! Ærtemos smager fantastisk 😀 .. Dagen efter spiste han en hel rugbrød og har gjort det lige siden. Jeg havde nok forventet, at en stille og rolig opstart betød, at han ikke gad mere end et par stykker af gangen, men han er helt vild med det og bagefter får han så lidt frugt.
Jeg ved godt, at det er smadder nemt at købe færdiglavet pulvergrød eller leverpostej, men jeg syntes ikke, det kræver særlig meget tid eller energi at lave det hele selv fra bunden og med opskrifterne i Sundhedsstyrelsens Opskrifthæfte er det heller ikke spor besværligt. Så udover ærtemosen har jeg også lavet humus til ham (igen: det smager jo vildt godt!) og til i morgen vil jeg lave broccolimos. Opskrifterne er simple, det tager ingen tid at lave og jeg elsker, at jeg ved, hvad der er i det, han spiser – ingen salt, ingen konserveringsmidler, ingen tilsætningsstoffer 🙂 
Sundhedsstyrelsens Opskrifthæfte kan købes på apoteket til omkring.. 70 kr? Ellers kan den hentes her.

Noam vejede i øvrigt 8030 gram og var 69 cm lang. Næste gang, vi får besøg af sundhedsplejersken, er til Boel-prøven eller nærmere betegnet babyeksamen og heldigvis har vi fået det arrangeret, så hun kommer blot et par dage, inden vi flytter, så vi ikke behøver skifte sundhedsplejerske for én og sidste gang.

8 kommentarer

  • Hvor lækkert at han tog så godt imod rugbrødsmadderne. Når Oliver og jeg skal ned og handle senere tror jeg også at jeg vil købe noget bondebrød og nogle af ingredienserne til de der pålægsopskrifter fra bogen.

    Som jeg skrev på bloggen forleden dag har vi haft nogle uger, hvor at Oliver fik pulvergrød, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue at lave det fra bunden og opvasken, når jeg havde en sur baby der næsten kun ville hænge på armen. Men jeg er SÅ gad for at jeg nu har tid til at lave maden fra bunden igen og har tid til opvasken. Føler mig bare som en meget bedre mor, når jeg selv laver maden til ham <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg glæder mig til at høre, hvordan det er gået 🙂 jeg er overrasket over, så godt Noam har taget imod det og han sidder virkelig helt koncentreret og spiser glædeligt en hel skive.. Det er vildt!

      Det er rigtig dejligt at høre, at du har fået overskud igen <3 som du selv siger, så føler man sig klart som en bedre mor, når man selv laver maden. Her er jeg efterhånden bare blevet vant til den manglende søvn 😉 men jeg ville nu ønske, at han snart ville sove lidt mere end 3 timer af gangen..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også ALTID lavet alt mad til Alberte fra bunden, som du selv skriver så tager det altså ikke særlig lang tid at gøre det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvad er Boelsprøve og hvornår? Har aldrig hørt om det før, så er lidt nysgerrig 😉
    Det lyder til det går rigtig godt med Noam. Skønt at læse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Boel står for Blik Orienteret Efter Lyd og tages når barnet er mellem 7 og 9 måneder af sundhedsplejersken. Her tester hun hørelse, syn og gribe refleks, hun tester, hvordan han samspiller med andre, hvor opmærksom han er og hvordan han reagerer på bestemte lyde og synsindtryk 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sjovt når jeg læser om den der baby eksamen – det er der altså ikke noget der hedder i Københavns amt. Spurgte min sundhedsplejerske, og hun sagde at det var da noget underligt noget 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Give-away