7 måneder senere

I min graviditet tænkte jeg meget på strækmærker, jeg frygtede dem noget så inderligt og da det første kom frem, græd jeg nærmest, men håbede, at når nu jeg var så langt henne i graviditeten, ville jeg måske kunne få et par stykker. Sådan blev det ikke. Langt fra! 

Jeg tror, at strækmærker, hængehud og udtømte bryster også fylder meget, når man i en graviditet oplever, hvordan ens krop forandrer sig meget! Jeg var bestemt en af dem, som var meget bange for, at min mave blev så stor, at huden ville sprække på kryds og tværs, at amningen ville ødelægge den naturlige fylde og form, mine bryster havde og min krop aldrig ville blive den samme.

Selvom jeg fik fortalt, at strækmærker er hormoneltbetinget ligesom morgenkvalme, hormonknopper og andet, købte jeg alligevel mig fattig i diverse cremer og olier i ren og skær desperation – inden strækmærkerne overhovedet dukkede op. Jeg startede ud med at købe Mor-Barn cremen fra Matas’ eget mærke, men da min søster fortalte, at den havde hun brugt i sin første graviditet uden succes, tyede jeg til de væsentligt dyrere mærker. Morgen, middag og aften smurte jeg min krop ind i Vichys anti-stretch mark creme samt den nye olie fra Bio-Oil og jeg indtog ren kokosolie og olivenolie. 

I min graviditet var jeg klart fanatisk: jeg drak ikke sodavand, spiste slik, chokolade, kage osv., jeg farvede ikke hår, brugte parfume eller make-up med parabener, vaskepulver, skyllemiddel og rengøringsmidler blev skiftet ud og jeg indtog mine vitaminer slavisk – og jeg gør det gerne igen, men jeg må nok indrømme, at jeg alligevel så mine strækmærker som en straf og følte en kæmpe uretfærdighed og jeg tudbrølede, da det ene strækmærke viste sig at overtage det andet og min mave endte med at være alt andet end fri for strækmærker. 

Her 7 måneder senere mangler jeg at tabe 2 kg, navlen er ikke den samme, mine strækmærker er blevet mindre, de er ikke længere lilla, men kører man en hånd over min mave, vil man mærke tydelige fordybninger og blive konstant mindet om, hvad min krop har været udsat for og hvilken skat vi har fået. Jo vist mangler jeg at træne min mave op, huden er stadigvæk lidt løs, men jeg er forundret over, hvor meget min krop ligner sig selv igen. Man siger, at strækmærker ikke må få sol det første år og i sommers dækkede jeg mig da også konstant til i håb om, at de engang vil blive helt hvide og næsten usynlige. Jeg har aldrig vist de sidste graviditetsbilleder af min mave uden tøj og jeg har slet ikke vist min mave, som den er nu til folk, og det er helt sikkert også grænseoverskridende at gøre det nu, men jeg er træt af at skamme mig over mine strækmærker, jeg er træt af at være flov over, hvordan min mave ser ud, når jeg har fået det største i hele verden i bytte mod min flade, fejlfri mave – jeg har givet liv til et andet menneske og jeg syntes ærlig talt, at strækmærker er det mindste for den største gave af dem alle. Jeg elsker dem ikke, men jeg er stadigvæk i processen med at forlige mig med dem.

“A mark for every breath you took, every blink, every sleepy yawn. 
One for every time you sucked your thumb, waved hello, closed your eyes and slept in the most perfect darkness. 
One for every time you had the hiccups. One for every dream, you dreamed within me. 
It isn’t very pretty anymore. Some may even think it’s ugly. That’s ok. It was your home. 
It’s where I first grew to love you, where I laid my hand, as I dreamed about, who you were and who you would be. 
It held you until my arms could, and for that I will always find something beautiful in it”