Kjoellers Give-away

Baby eksamen

Mange steder er man gået fra Boel prøven som en del af besparelserne, men i vores kommune har man fastholdt prøven, fordi en del af de noget ældre sundhedsplejersker er meget glade for den. Det fortalte vores sundhedsplejerske i går, da hun var forbi til det aller sidste besøg. Hun fortalte også, at den i vores kommune igen er under debat, fordi der er så mange delte meninger omkring den.
Boel står på Blik Orienteret Efter Lyd og er en screeningsmetode, hvor man ser på barnet, dets evne til at have kontakt, styre sin motorik, vælge fokus og man observerer barnets opmærksomhed til høre, føle og synssansen.
Til testen havde sundhedsplejersken redskaber med, som hun kort fortalte om og bagefter blev Noam placeret på mit skød, så hun kunne se, hvordan han reagerer i uvante situationer: om han er meget tryghedssøgende, nysgerrig osv. Herefter puttede hun 2 klokker i hver af sine hænder: den ene med dyb tone og den anden med høj tone og så placerede hun sig ellers så tæt på, at når hun havde udstrakte arme, gik hendes sammenknyttede hænder bag Noams hoved og mod mig, straks reagerede Noam ved at kigge op på mig, smile og så faldt fokus tilbage igen på sunhedsplejersken og i papirerne kan vi læse, at hun har konkluderet, at han er en meget veltilpas og tillidsfuld dreng – de samme ord, som alle andre har fortalt os, når vi har været nogle steder. Hurtigt rystede hun forsigtigt med den ene klokke i den ene hånd og bagefter den anden klokke i den anden hånd, hvorefter hun gjorde det samme i den anden hånd, alt i mens hun selvfølgelig fik Noams opmærksomhed. På den måde tester hun hans hørelse, hans evne til at vælge fokus og hans motorik i forhold til, om han kan dreje hovedet efter hans fokuspunkt. Umiddelbart havde Noam problemer med at reagere, når hun rystede med hendes højre hånd (hans venstre øre), så hun gik videre til næste øvelse for at vende tilbage senere til klokke-øvelsen, for Noam var langt mere interesseret i sin ble end alt andet.
Efter øvelsen fandt hun en lang, rød træpind frem, som hun holder et stykke væk fra Noam og bevæger fra side til side. Her tester hun igen hans evne til at vælge fokus og motorik i forhold til hoveddrejning, men også hans synssans og nysgerrighed bliver testet, hvor hun fortalte, at han gerne skulle finde pinden interessant og have lyst til at putte den i munden. Sundhedsplejersken nåede knap nok at bevæge den fra den ene side til den anden, før Noam havde udstrakte arme og forsøgte alt, hvad han kunne for at få fat i den og da hun endelig gav ham den, røg den straks i munden.
Den sidste øvelse er sådan en lille skinnende ting, som hun drejer, så den spinder rundt, mens hun også her bevæger den fra side til side. I denne øvelse kigger man særligt på lysindfaldet i synet i forhold til skelen, men selvfølgelig bliver både hans valg af fokus, nysgerrighed og hovedmotorik også testet. Øjnene fulgtes fint af sted, så der var heldigvis ingenting.
Sundhedsplejerske besøget var rigtig uheldigt placeret og egentlig er Noam også for lille til allerede at blive testet, fordi man i en alder af 7,5 måned endnu ikke har pincetgreb, som også testes, men fordi vi står midt i en flytning og dermed kommuneskift, valgte vores sundhedsplejerske at komme tidligt fra morgenen, så hun kunne udføre den i stedet for, at vi skulle have ny sundhedsplerske til kun det formål. Men faktisk burde Noam sove på det tidspunkt, hun kom, så selvom vi både havde forsøgt med en god potion havregrød og et langt karbad, kunne jeg bare ikke få ham til at sove før tid, så den stakkels dreng endte med at være vågen i 3,5 time fra morgenstunden af. Når et barn er træt og måske også uoplagt, kan det godt have svært ved at bestå Boel-prøven og så må den tages igen senere. Bestås den igen ikke, vil man blive sendt videre til enten en hørelæge eller en børnelæge til at teste evt. koncentrationsbesvær. Men heldigvis viste det sig, at der ikke var problemer med Noams venstre øre eller koncentrationen, da sundhedsplejersken forsøgte igen efter en kort pause og Noam bestod babyeksamen. Mht pincetgreb kunne sundhedsplejersken dog konkludere, at han faktisk så småt benytter sig af sin pege- og tommelfinger, når han undersøger små ting, så vi skulle bare fortsætte med at øve det med ham.
Endeligt blev Noam målt til 70 cm og 8660 gram, vi snakkede lidt om hans mad- og spisevaner og endelig godtog hun, at han simpelthen bare ikke gider sin flaske andet end om aftenen og natten. Noam sover klart bedre – vi giver nu kun én flaske om natten, men han sover langt fra igennem og vågner stadigvæk omkring hver 3. time, men det er helt sikkert blevet bedre, men vi kan nu begge godt mærke, at vi begynder at være trætte efterhånden 😉 ..
Alt i alt mente sundhedsplejersken, at Noam er i trivsel, han er meget fremme motorisk og at det i det hele taget går rigtig godt og så ønskede hun os ellers al held og lykke fremover.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kjoellers Give-away