Rigtig glædelig jul

Noam 9 måneder

For et par dage siden fyldte Noam 9 måneder og det slog mig, at jeg fuldstændig har glemt at lave den månedlig status over ham. Vi er efterhånden derhenne, hvor Noam har været ligeså lang tid uden for maven som inde i maven. Vildt, ikke? 

Aktiviteter:
Og pludselig gik det stærkt! Torsdag d. 29. november begyndte Noam at lave soldater bevægelse, når han lå på maven, 3 dage senere havde han lært at sætte sig op fra liggende stilling og torsdag d. 6. december begyndte han at kravle – dog stadigvæk med det ene ben i siddende stilling, men lørdag d. 8. december kravlede han rigtigt. Og nu kravler og kravler og kravler han bare, som havde han aldrig gjort andet og det er endda begyndt at gå rigtig hurtigt og forhindringer som dørtrin og stoleben fra højstolen sætter bestemt ikke en stopper for det. Senest har han også lært at klappe i hænderne og er så småt begyndt at stille sig på knæ og rejse sig op, når han enten kravler hen til tvbordet eller sidder i sit badekar. Ligeledes kravler han tit hen til os og vil enten rejse sig op af os eller strækker armene i vejret og giver tydeligt tegn til at ville op.
Legetøjet er til gengæld begyndt at kede ham, det er alt andet i lejligheden, der skal kigges på, røres ved, prikkes til og slikkes på. Især ting som dvd-afspilleren, skuffer, døre og stikkontakter er særdeles spændende. Nåh ja – og så alle moderens fine pyntegenstande på diverse borde, hylder og kommoder 😉 .. Noam finder det også virkelig sjovt at køre sin finger op og ned ad vores mund, så vi siger sjove lyde – især om morgenen i sengen hvor vi ligger og hygger.
Lyde:
Så småt er vi ved at lære ham “nej”, men nogle gange kigger han bare på en, smiler og piller videre. Andre gange basker han med hænderne, kaster hovedet frem og kommer med en frygtelig brokkende, pylrende lyd og så er der de gange, hvor man føler sig som en succes som forældre, fordi han stopper fuldstændigt op, kigger undrende over på en, smiler og kravler et nyt sted hen. Man kan tydeligt mærke, at det bliver nemmere og nemmere at kommunikere med ham og vi fortæller ham meget, hvad det er, han eller vi gør i enkelte stavelser. Eksempelvis drejer Noam på hovedet, når han ikke vil have mere at spise, hvorefter vi altid tilbyder drikkelse og klart og tydeligt siger “vand” eller “mælk”, så vender han atter hovedet mod os og drikker løs. Det samme gælder, hvis vi siger: “op med armene”, så tager han dem fint op og hjælper med tøjet, hvilket en veninde bed meget mærke i forleden. Ellers siger han stadigvæk “jajaja”, “babababa”, “ha-ha-ha” når han griner stille for sig selv, “hø-hø”, “oj”, “næææj” og “hva”. Selvfølgelig siger han også en masse andet, som ikke helt er til at opdele i stavelser.
Tænder:
De er opgivet! Noam får aldrig tænder 😉 til gengæld har han fået virkelig langt hår og jeg tror desværre, at han snart skal klippes om ørerne og i nakken. 
Mad:
Er for tiden lidt af en kamp – i hvert fald rugbrøden. Havregrøden og aftensmaden guffer han i sig og om morgenen spiser han stadigvæk gerne, hvad der kommer af 1 dl havre og 2 dl modermælkserstatning og aftensmaden er ligesom vores, men favoritten er klart kartofler og brun sovs. Men rugbrødshapsere gider han bestemt ikke lige for tiden uanset hvilket slags pålæg, der er på, og selvom jeg sagtens kan stå og lave grøntsagsmos til ham til frokost, kan jeg godt panikke lidt over, hvad vi gør, hvis det fortsætter, når han om mindre end en måned begynder i dagpleje.
Søvn:
Noam kommer i seng mellem 19.00 og 19.30, hvor han får en aftenflaske på omkring 150 ml. Ved 22-tiden får han så endnu en flaske, dog kun omkring 90 ml, inden vi går i seng og resten af natten vågner han med 2-3 timers interval, får vand eller sutten og ender som regel inde hos os. Vi har begge tænkt lidt på, om han mon bør komme ind ved siden af os igen, fordi det tydeligvis ikke har gjort spor gavn at komme på værelset, men jeg ved skisme ikke.. 
Vægt og mål:
Noam vejer 9100 gram og måler 73 cm. Han har altså ikke taget på siden sidste månedsstatus og jeg tænker, at det har meget at gøre med, at han er knap så god til at spise forleden og til gengæld kravler løs og pludselig bevæger sig på en helt anden måde. Så selvom man selvfølgelig er frustreret og en smule bekymret over det, tænker jeg ikke, at det er noget faretruende, for han trives jo og er faktisk vokset 1 cm på en måned.

2 kommentarer

  • Tillykke med smukke (store) baby-Noam 🙂 Tænderne kommer sikkert snart 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak 😀 pyh ja – han bliver alt for stor! Hehe måske – det har vi sagt siden august, så nu må vi se 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rigtig glædelig jul