I den her graviditet tænker jeg faktisk meget over, hvilket tøj jeg går i. Udover
Se næste indlæg >
Følgevirkninger
Da vi var frem og tilbage mellem læge, vagtlæge, hjem og børneafdelingen, mens Noam havde rs/rota-virus, var hans immunforsvar så langt nede, at han muligvis har fået sig astmatisk bronkitis. Det er i hvert fald lægens forklaring.
Efter hele sygdomsturen begyndte Noam nemlig at hoste helt frygteligt, så meget at han vækkede sig selv hele natten lang, selvom hovedenden i sengen er stillet ovenpå 20 cm bøger og pludselig blev han også helt vildt forpustet, når han kravlede rundt og begyndte at ralle meget. Vi tog ham derfor til lægen, som i første omgang gerne ville gå langt udenom spaceren og mistænkte en forkølelsesastma og derfor fik vi noget andet medicin med hjem, som skulle tages i pulverform og efter en måned komme til en opfølgende samtale. Medicinen hjalp desværre ikke spor og vi fik at vide, at det måske kunne skyldtes en allergi. Hvis Noam havde en eller anden form for allergi, ville medicinen nemlig ikke hjælpe og derfor blev vi sendt videre til sygehuset for at få taget diverse blodprøver, i mens skulle vi fortsætte med medicinen i håb om, at den ville hjælpe.
Blodprøverne viste umiddelbart ingen allergi, men lægen sagde, at han sagtens kan være særlig sensitiv overfor noget og han mistænkte ikke umiddelbart madvarer, men f.eks. dyreallergi. Vi fik at vide, at blodprøven ikke ville give udslag, hvis han blot var særlig sensitiv, men det ville alligevel kunne forhindre medicinen i at virke og fordi han sagtens kunne høre noget på lungerne, Noam fortsat rallede og hostede frygteligt, kunne vi ikke komme udenom spaceren.
Og her slog jeg mig selv hårdt i hovedet.. Ikke at jeg kunne gøre nogen forskel, men jeg har altid forbundet astmatisk bronkitis med børn af rygere – og det er helt sikkert forkert og snæversynet, men jeg har virkelig gjort mit både i graviditeten og efterfølgende for at holde Noam fra dårlig kemi, røg osv. så det føles lidt som et nederlag, selvom lægen sagde, at det skyldtes, at hans immunforsvar var så meget nede i sygdomsperioden. Igen skulle vi komme til en opfølgende samtale en måneds tid efter og det var vi så i går.
Medicinen virker helt utvivlsomt og lægen er derfor fristet til at tro, at det har udviklet sig fra en forkølelsesastma til en astmatisk bronkitis, desværre. Udover at være interesseret i om medicinen har hjulpet, spurgte han ind til, hvordan Noam reagerede. Vi fik at vide, at han godt måtte græde, når han fik spaceren, men det har vi begge været meget imod, så da vi kom hjem med den, gjorde vi meget ud af at lege med den med Noam og lod den ligge tilgængelig fremme for Noam. Alligevel blev han i starten ked af at bruge den, selvom vi viste på os begge, at det var “sjovt”. Den dosis, Noam skal have, er i midlertidig udgået, så i stedet for 1 pust morgen og 1 pust aften, er han nødt til at få 2 morgen og 3 pust aften, det er rigtig meget at forvente af ham og han har slet ikke haft tålmodighed til det i starten, men nu går det heldigvis rigtig godt. Han tager masken op til hovedet, hvis den står fremme og trækker vejret skiftevis dybt og hurtigt, i mens han griner, smiler og snakker. Han hjælper med at ryste medicinen og sidder ligeså stille, mens han får den og bagefter hjælper han med at stille den på plads. Han er simpelthen så dygtig og det gør bestemt det hele meget nemmere – selvom jeg syntes, at det er pisse ærgerligt, at vi desværre er derhenne, hvor sådan en maske og medicin er nødvendig.
Fordi Noam kun får forebyggende medicin, aftalte vi med lægen, at han kun skal have det en måned endnu, derefter skal vi trappe ned til 1 pust morgen og aften i 14 dages tid og derefter stoppe helt, hvis det går fint og uden problemer. Til efteråret skal vi så komme til en samtale igen og måske Noam fra omkring oktober af skal have masken igen til at forebygge, at det bliver for slemt til vinter, som skulle være der, hvor det er værst.
Gud hvor jeg dog føler med dig. Vi har netop selv fået masken til lille M og han får 2 pust 3 gange om dagen, misser vi en kan vi med det samme hører han begynder at ralle. Heldigvis hjælper det ham rigtig meget, men det føles som en mega failure når man nu har gjort alt hvad man kunne som mor for at give dem den bedste start på livet. Men der er desværre nogle ting vi ikke kan ændre på. Knus til jer