Et bord til to

Lillebror driller..

Nogle af jer fulgte måske med på Instagram i går, og jeg takker mange gange for jeres tanker og ord. 
Jeg har tidligere nævnt, at jeg var til tjek på fødegangen kort inden, vi tog til Mallorca, fordi jeg har nogle ret heftige plukveer, der ikke ville stoppe. Fordi jeg dengang ikke var længere henne end 22+5, blev jeg derfor scannet både indvendigt og udvendigt. Her kommenterede lægen op til flere gange, at der var meget aktivitet hos lillebror, men konstaterede samtidig, at min livmoderhals ikke lod til at være påvirket af det. Den var lidt mindre, end man kunne forvente på det tidspunkt, men inde for en acceptabel grænse, hvor man ikke ville gøre mere ved det. Lægens konklusion var derfor, at det var lillebrors voldsomme aktivitet, der satte gang i en masse plukveer.
I går fyldte Noam 1,5 år, og vi valgte at fejre dagen med en tur i svømmehallen om formiddagen. Da vi kom hjem, fik jeg en pludselig tiltagende kvalme, og jeg valgte derfor at tage en lur sammen med Noam. Men da han vågnede, havde jeg ikke fået det spor bedre. Tværtimod. Heine tog derfor Noam med ind i stuen, og knap en time fik jeg lov at sove, inden Noam ikke kunne undvære mig mere – men mere om det senere. Da jeg stod op, var det med en masse heftige plukveer, der tvang mig til at sætte mig i sofaen. Og der fortsatte de ellers. De blev kraftigere, længerevarende og med kortere interval, og hver gang Noam ville have mig med et sted, og jeg forsøgte at rejse mig, kom de væltende, og det var helt umuligt at bevæge mig eller så meget som at rette mig op. 
Selvom jeg fortsat slappede helt af på sofaen, gjorde det ingen forskel, og Noam kiggede undrende til, når jeg forsøgte at rejse mig. Samtidig havde jeg mærket væsentligt mindre til lillebror, og jeg vidste selvfølgelig godt, at det var bedst at ringe til fødegangen. Men da vi nærmede os aftensmads tid, valgte vi at se tiden an og så ringe til fødegangen, hvis det stadig stod på efterfølgende.
Noam lod ikke til at være særlig sulten, og lettere pustende ringede jeg derfor til fødegangen, som gerne ville se mig og køre en kurve, så vi kunne se, hvordan lillebror havde det. Vi afleverede derfor Noam hos mine forældre iført nattøj og natble, hvor han havde en kæmpe fest. 
På fødegangen blev vi taget imod af en studerende og en jordemoder, som begge støttede mig ind til modtagelsesrummet. Her bad de mig om en urinprøve, mens de gjorde klar til at køre en kurve, og vi var alle enige om, at vi krydsede fingre for en omgang blærebetændelse. Desværre var det ikke tilfældet, og de kunne på kurven også godt se, at der var en del heftige plukveer. Heldigvis viste lillebror masser af overskud, men de ville nu alligevel gerne have mig om på siden, fordi de tænkte, at det måske var livmoderens vægt, der påvirkede den store blodåre og dermed satte gang i plukveer. Men med det samme jeg blev vendt, kom plukveerne igen væltende. Det lod til at chokere dem en smule, og de vidste umiddelbart ikke, hvad de lige skulle gøre, så de lod kurven fortsætte, mens de snakkede om, hvad det mon kunne være. I mellemtiden kom den studerende ind og forklarede, at de ikke havde tænkt sig at stoppe det, hvis det var fødslen, der var i gang. 
Jordemoderen besluttede, at hun ville undersøge mig indvendigt, og der konstaterede hun, at min livmoderhals var tydeligt forkortet: 0,5-1 cm, men i det mindste lukket. Plukveerne har altså taget sit indhug, og hun mente, at min livmoder tilsyneladende er irriteret. I et forsøg på at stoppe irritationen ville hun derfor give mig et lavement og håbe, at der ville komme ro på. Hun mente i mellemtiden ikke, at fødslen var i gang, og derfor blev vi sendt hjem med ordene, at jeg skulle slappe endnu mere af og ringe, hvis det fortsætter eller sker igen. 
I dag har jeg derfor ligget på langs på sofaen, og det hjælper da også lidt, men så snart jeg rejser mig op, kommer plukveerne igen væltende. Oveni det hele kommer den dårlige samvittighed  også snigende, for Noam vil så gerne lege med mig og vise min alverdens ting og sager! Han fik en masse hosteanfald, da vi atter kom hjem sent i går aftes, og natten er gået med, at han skiftevis har hostet, grædt og hevet efter vejret. Heine har heldigvis taget fri i dag, så han kunne tage ham til lægen, og han forsøger så godt, han kan at underholde N. Men det er virkelig ikke sjovt at spørge Noam, om han kan bruge sin far i stedet, hver gang han vil have mig med et sted hen. At dømme ud fra det lille, forvirrede ansigt er det heller ikke spor sjovt for ham. 

10 kommentarer

  • Øv men godt han blir detinde.
    Den dårlige samvittighed bliver bestemt ikke mindre når lilkebror kommer sku jeg hilse og sige! For så kan du ik bar smide lullebror i sofaen hver gang 🙁
    Og det har været hårdt! Iben har været go til at bruge sin far meget og der kom os en periode hvor det kun var far hun henvendte sig til fordi hun vidste jeg var konstant optaget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg forstår hvor du kommer fra, hvad den dårlige samvittighed angår. Det er frygteligt at sidde hjælpeløst på sofaen, når ens lille unge ikke kan forstå, hvorfor man ikke kan være med på samme niveau som normalt. Men søde Simone, det er snart overstået 🙂

    Jeg venter spændt på flere indlæg omkring lillebror, inden længe er I også en dejlig familie på 4 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder bestemt ikke sjovt 🙁 Jeg krydser fingre for, at han bliver derinde et par uger endnu!
    Ja, det er hårdt, når man ikke kan det samme, som man plejer. Og senere ikke kan pga. Lillebror. Men som du ved, er vores tre også født tæt, og jeg er sikker på, det er det hele værd i sidste ende – håber de får et rigtig tæt brødreforhold <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor langt er du henne nu?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er i dag 36+6, så som jordemoderen sagde, er det selvfølgelig ikke en katastrofe, hvis han bliver født nu. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at beholde ham i hulen et par uger endnu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan jeg godt forstå – Hvis du venter til i morgen, så bliver han jo stadig født til termin 🙂 Men krydser fingrene for at du holder ham inde lidt endnu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh – hvor må det være frustrerende for dig… Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan min datter ville reagere på sådan noget, hun har det allerede slemt nok med at mit bækken driller så meget som det gør…

    Jeg krydser fingre, og håber på alt godt derhjemme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øv, det lyder som en rigtig træls oplevelse. Det er så svært når man ikke kan være den mor man plejer at være. Sender et virtuelt kram og håber på bedring og en rolig nat for Noam

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et bord til to