Indrømmet - det er ikke ligeså stort og magisk at trille den første barnevognstu
Se næste indlæg >
Theos vej til verden
Jeg har igennem hele graviditeten været meget spændt på, om man virkelig kan få lov til at få 2 drømmefødsler. På mange måder har Theos fødsel været ulig Noams, den var mere hård og langtrukken, men alligevel fuldstændig fantastisk.
Tirsdag formiddag var jeg til et ekstra jordemoderbesøg i Randers, hvor jordemoderen skulle foretage hindeløsning og se, om det ville være muligt at tage vandet, hvis det endte med endnu en igangsættelse. Hurtigt konstaterede hun, at det netop var muligt, og jeg derfor sagtens kunne undgå diverse igangsættende midler. Desværre måtte hun ikke tage det uden en fødsel læges tilladelse. I stedet ville hun foretage en ekstra hård hindeløsning, og for pokker hvor gjorde det da også ondt. Men hun havde advaret mig og sagt, at jeg hellere måtte holde Heine i hånden, og meget velvillig havde jeg jo bare sagt, at hun endelig skulle gøre det så hårdt som muligt.
Hvis jeg ikke havde født inden torsdag, skulle jeg som tidligere fortalt have foretaget en scanning, hvor bl.a. fostervandet ville blive målt. Jordemoderen forklarede, at jeg efterfølgende blot skulle gå op på fødegangen, hvor de ville tage vandet, med mindre der pludselig var fuldt booket på alle stuer. Hun ønskede os derefter al held og lykke og foreslog, at vi tog på cafe en sidste gang inden fødslen.
Vi nåede knap nok ud af Randers, før jeg fik en masse plukveer. Plukveer, der var regelmæssige, men ikke varede længe nok, så vi tog på cafe i Silkeborg, hyggede os og afventede plukveerne, mens Noam var i dagpleje. Hjemme fortsatte plukveerne med et gennemsnitligt interval på 6 minutter og en varighed af 30 sekunder, så de var fortsat ikke lange nok og gjorde egentlig heller ikke ondt. Ingen af os vidste, hvad man gør i sådan en situation, så vi besluttede os for at ringe til fødegangen. Inden da ringede jeg min mor op og advarede hende om, at hun muligvis var nødt til at tage før fri.
Derefter ringede jeg til fødegangen og fortalte, hvad jeg oplevede. Jordemoderen, jeg snakkede med, sagde, at man ikke ville gøre noget for at sætte gang i plukveerne, selvom vandet kunne tages, men hun syntes alligevel, at vi skulle komme ind, så jeg kunne blive undersøgt grundet Noams korte fødsel. Vi hentede derfor Noam før tid og fik min mor hjem. Hele tiden tænkte jeg, at det virkede så tosset at bede hende tage fri fra arbejde, når nu fødegangen alligevel ikke ville gøre noget, og hun derfor højst sandsynligt skulle tage før fri torsdag, når de netop ville tage vandet.
Oppe på fødegangen blev vi sendt ind i et modtagelsesrum, hvor vi var ret overladt til os selv. Jordemoderen mærkede, om jeg havde åbnet mig yderligere og lyttede hjertelyd, men der blev ikke kørt en kurve, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at de ikke mente, at der var spor i gang. Jordemoderen konstaterede, at der var meget spænding på hinderne, men jeg havde ikke åbnet mig mere end til jordemoderbesøget tidligere på dagen. Hun valgte derfor at give mig et lavement i håb om, at det kunne sætte lidt gang i tingene. Men det gjorde det ikke, og vi ventede egentlig bare på at blive sendt hjem.
Nora, jordemoderen, undersøgte mig igen og konstaterede som sagt, at lavementet ikke havde gjort spor, men der fortsat var meget spænding på fosterhinderne. Hun syntes, det var synd, at vi skulle hele vejen tilbage til Silkeborg, og at jeg muligvis skulle gå med de her regelmæssige plukveer helt indtil torsdag. Derfor ville hun snakke med en fødselslæge og bede om tilladelse til at tage vandet.
Meget stolt over sine overtalelsesevner kom hun tilbage med en “hæklepind i hånden” og spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg fortalte, at jeg gerne ville føde i vand igen, og at Heine havde et ønske om at tage imod. Hun gjorde derfor klar en fødestue klar, og kl 18.10 tog hun vandet.
Da vandet blev taget, tog veerne til – men kun når jeg bevægede mig. Sad jeg ned, var det som om, at det hele gik lidt i stå, hvilket var meget modsat Noams fødsel. Dengang sad Heine og jeg på “familie sengen”, mens han masserede mig under hver ve, indtil jeg kom i vand. Nora undersøgte mig et par gange, og det lod til, at jeg ikke åbnede mig mere end gennemsnittet, hvilket kom bag på hende. Fra vandet blev taget med Noam til, at han var født, gik der kun 4 timer, så vi havde alle forberedt os på, at det ville gå rigtig stærkt. Vi blev derfor enige om at vente med at fylde karret op, så vi ikke risikerede, at det hele ville gå i stå. I stedet fandt Nora et tv frem til os, og stille og roligt sad vi og hyggede os til meningsløst tv på dr1, mens vi ventede på, at der ville ske mere.
Kl 22.30 var jeg åben 5 cm, og Nora fyldte derfor vand i karret, og så blev veerne ellers kraftige. Indtil da havde jeg haft masser af overskud til hygge og snak, men med det samme jeg kom i vand, overtog den ene ve den anden, men jeg åbnede mig ikke yderligere.
Ved midnat var der vagtskifte til Noras store skuffelse, som ellers så gerne ville have været med til en vandfødsel, hvor manden tog imod. Ind kom en ny jordemoder, Merete, som blev hos os resten af forløbet. Jeg spurgte hende, om hun ikke ville undersøge mig, og måske det var held i uheld, for jeg havde ikke åbnet mig meget mere end en halv cm siden sidste undersøgelse. Til gengæld fortalte hun, at Theo stod skævt i bækkenet, og det forklarede altså, hvorfor der ingenting skete til trods for, at jeg havde vestorm. Hun sagde , at det var rigtig godt, at jeg bevægede mig konstant, så jeg kunne hjælpe ham ned i bækkenet, og jeg forklarede hende, at jeg havde en følelse af, at jeg meget snart skulle presse. Hun sagde, at jeg gerne forsigtigt måtte presse med, så Theo kunne komme ordentligt ned i bækkenet, men jeg måtte endelig ikke lægge ret mange kræfter i det.
Der gik ikke længe, før Merete bad mig stå ud af karret midlertidigt, så jeg kunne få tømt blæren ude på toilettet. Heine måtte støtte mig hele vejen derud, da der ikke var pause mellem veerne, som efterhånden var meget kraftige. Tilbage i karret foreslog Merete derfor, at hun kunne give akupunktur, og jeg takkede pænt ja. Men netop som Merete havde forladt stuen, bevægede jeg mig midt i en ve, og pludselig var blod i hele karret. Jeg hørte Heine råbe “shit!”, mens han straks hev i snoren, og jeg råbte: “han kommer nu!”.
På under 15 minutter havde jeg åbnet mig fra 5,5 cm til, at jeg nu var i gang med at presse. Merete kom hurtigt ind i stuen igen og sagde, at hun godt havde haft det på fornemmelsen.
Klokken 01.15 tog Heine imod Theo, som straks blev lagt op på mit bryst, Heine kysser mig og fortæller, hvor sej jeg har været. I virkeligheden syntes jeg jo bare, at det var ham, der var sej. Theo og jeg lå i vandet i ganske kort tid, inden jeg blev bedt om at stå op af vandet, så jeg kunne føde moderkagen. Mens jeg holdte Theo i mine arme, tørrede Merete og Heine mig hurtigt af og støttede mig hen til briksen, hvor Heine klippede navlesnoren.
Vi får lov til at ligge i familiesengen i et par timer hud mod hud, inden Theo bliver målt til 52 cm og vejet til 3625 gram. Kl 05.30 får vi en stue på familieafsnittet, hvor vi alle sover et par timer.
Fantastisk…! Jeg får helt tårer i øjnene – og lyst til at føde igen <3 Tak, fordi du delte det, Simone. Smukt og hårdt, som en fødsel skal være.