2013 har for os budt på virkelig mange, store og fantastiske oplevelser. Det har været &
Se næste indlæg >
Hellere for meget end for lidt?
Jeg har haft rigtig svært ved at erkende det. Og jeg har haft svært ved at indrømme det. Virkelig svært. Og jeg har været desperat. Virkelig desperat.
.jpg)
Theo har ikke været den nemmeste baby, han har grædt og skreget enormt meget. Ser vi bort fra en ammestrejke, var Noam absolut verdens nemmeste baby. Han græd aldrig, han skreg aldrig, han havde ikke ondt i maven, han var nem at lægge til at sove, han vågnede glad op, og jeg stod ikke i timevis og vuggede ham i mine arme, trøstede ham eller “sch’ede” ham, mens han var ked af det. For det var han bare slet ikke.
Men Theo.. Det er en helt anden sag. Jeg har som sagt både haft svært ved at indrømme og erkende det og ikke mindst sige det højt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har set det lidt som en falliterklæring – at jeg har fejlet. Min mor ringede, da Theo var ganske få uger og spurgte, om det gik godt. Det var med en klump i halsen og tårer i øjnene, at jeg først tav og derefter trak meget på mit “jaae”. Der blev virkelig stille i den anden ende af røret, da min mor naturligvis gerne ville have et uddybende svar. Jeg forklarede hende, at Theo omkring kl 19 hver aften konsekvent begynder at skrige og græde utrøsteligt, og hverken sut, bryst eller trøsten og vuggen ham hjælper spor. Jeg fortalte også, hvordan det påvirkede Noam, som på det tidspunkt (selvfølgelig!) er ved at blive puttet af sin far og højt råbte: “Hva’ det???”, indtil enten ham eller Theo til sidst ville gå omkuld. Og her startede det. Det startede med at være et bestemt tidspunkt på dagen, og jeg havde ingen ide om, hvad pokker det kunne skyldtes.
Derfor stoppede jeg i en periode med at spise chokolade, løg og drikke mælk. Jeg tog alle de der husråd til mig. Jeg var desperat. Men det hjalp ikke spor. Jeg nægtede at tro, at det kunne være kolik, selvom det nok ærlig talt mindede om det. Men derfra udviklede det sig så. Pludselig var det på alle tider af døgnet, og særligt hvis vi var nogle steder. Der gik ikke mange minutter fra, at vi trådte ind ad døren et sted til, at han græd helt ulykkeligt og først stoppede, når vi var hjemme igen. Derfor tænkte vi, om han måske var sensitiv. Vi aflyste nytårsaften hos et vennepar, og vi overvejede kraftigt en juleaften derhjemme. I en kort periode trøstede det mig faktisk lidt, at han “måske var lidt sensitiv”. Det gav mig styrke til at fortsætte med at trøste en utrøstelig baby. Lad mig endelig slå fast: det er ikke mig, det er synd for. Det er min stakkels, lille baby, det er synd for – virkelig synd for. Jeg nævnte det for sundhedsplejersken, og hun lyttede forstående og sagde, at der måske godt kunne være noget over det. Men jeg har haft svært ved at fortælle hende helt præcis, hvor meget han egentlig græd, for hun skulle endelig ikke misfortolke noget. Jeg har det godt, det er bare min baby, der er ulykkelig.
Ammenet har på facebook en gruppe, hvor der sidder eksperter klar til at hjælpe og rådgive, hvis man støder ind i problemer. Jeg skrev derinde 1. juledag, om jeg gjorde noget forkert, siden Theo “spilder” rigtig meget mælk under amningen. Straks modtog jeg et link til deres side vedrørende en overproduktion og blev spurgt, om jeg passede på nogle af punkterne. Inden da havde jeg netop kontaktet min sundhedsplejerske, da jeg var blevet tippet om BioGaia-dråber. Theo græder nemlig særligt, når han prutter, selvom han ikke har spor svært ved at fylde bleerne. Sundhedsplejersken sagde god for dem, og jeg håbede sådan, at de ville hjælpe.
Med Noam var der ingen tvivl om, at jeg havde en overproduktion. Amningen var sat akut i gang ved brug af automatisk brystpumpe, og min mælk endte aldrig med at tilpasse sig Noams behov. I stedet var de altid overspændte, overfyldte, jeg lækkede konstant og fyldte det ene ammeindlæg ud efter det andet, skiftede bluse konstant, og mine bryster var så spændt ud, at jeg var nødt til at bruge ammebrik, ellers ville han aldrig få fat. Sådan er det slet ikke den her gang, og jeg ville aldrig have overvejet, at jeg havde en overproduktion. Jo vist har jeg meget mælk – mine bryster tror åbenbart bare, at de skal kunne levere til hele Afrika, men det er slet ikke i nærheden af sidst. Faktisk har jeg været overrasket over, hvor bløde ammebryster kan være!
Hvis man har en overproduktion, kan det ses ved:
- Barnet græder ofte og er ofte meget irritabel og rastløs
- Barnet kløjes i mælken under amningen
- Barnet lader til at bide eller hage sig fast i brystvorten under amningen
- Mælken sprøjter når barnet giver slip, specielt i begyndelsen af en amning
- Moderen kan have ømme brystvorter
- Amningen føles ofte som en kamp, hvor babyen tager fat og giver slip hele tiden
- Barnet dier ofte og i meget kort tid, 5 eller 10 min ad gangen
- Barnet lader til at have et had/kærlighedsforhold til brystet
- Barnet bøvser meget eller har meget luft i maven og har tendens til at gylpe meget
- Barnet har grøn, tynd eller slimet eksplosiv afføring
- Moderens bryster føles ofte overfyldte
- Moderen har ofte tilstoppet mælkegange
Ser vi bort fra “har tendens til at gylpe meget” og “amningen føltes som en kamp”, passer punkt 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9 og 10! Hele 9 ud af 12 punkter. Ammeeksperterne rådede mig til straks at blokamme. Når man blokammer, sætter man såkaldte blokke på sin amning. I mit tilfælde mellem 4 og 6 timer. Det betyder, at hvis man lige har ammet fra eksempelvis venstre bryst, og babyen melder sig indenfor 4 timer, ammer man igen fra venstre bryst. På den måde er man sikker på, at babyen når ned til den fede, mættende mælk.
Og det har da helt sikkert hjulpet. Blokamningen sammen med BioGaia har uden tvivl givet mig en helt anden baby. Normalt plejer Theo at tage lure på kun 40 min af gangen, men nu har han prøvet at tage hele 3 timer i stræk. Før meldte han sig hver anden time, men nu kan der være alt mellem 2 og 4 timers interval. Amningen tog før kun 10 minutter, nu kan den tage det dobbelte, og selv om natten har han nu været oppe på hele 4,5 time, inden han har meldt sig igen. Og så er luften i maven minimeret og gør ikke længere ondt. Ved en overproduktion kan spædbarnets opførsel godt fejl diagnosticeres som f.eks. kolik. Det er netop tilfældet her – både tegnene på kolik og sensitivitet kan altså forklares med min overproduktion. Og jeg har vitterligt prøvet at finde alle mulige former for forklaring: spændt nakke, kolik, sensitivitet, tigerspring – you name it.
Theo græder ikke længere hele dagen lang. Jovist kan han græde og blive overstimuleret, når vi er ude i uvante omgivelser med mange indtryk – han er jo baby. Men vi har ikke længere grund til at tro, at han er lidt sensitiv. Ind i mellem tager han da fortsat kun 40 minutters lur, der kan fortsat godt kun gå 2 timer mellem amningen, han spilder stadig ind i mellem og han kan da også “græde uden grund”. Alt er selvfølgelig ikke lutter idyl, men det er noget helt andet nu, han er en helt anden. Det har i den grad gjort en forskel.
Rigtig godt indlæg. Tak for at dele. Jeg manglede mælk med Oliver, så derfor spiste han meget ofte. Tak for tip om den facebook gruppe. Det vil jeg helt sikkert gøre brug af næste gang.
Og hvor er det flot at du har løst problemet. Det er godt gået.