En af de der dage

I dag har bare været en af de der dage.. Vi kender dem alle. De dage, hvor man ved, at maden bare brænder på, toilettet stopper til, og hvor man venter på, at “de rigtige” forældre snart kommer og henter deres kropumulige børn!

 

Toiletter stoppede dog ikke til, faktisk tror jeg slet ikke, at jeg har haft tid til at gå på toilet i dag. Maden bestod af rester – sådan er det ofte på et su-budget, så den brændte ikke på, men det kunne være godt det samme, for Noam spiste alligevel ikke noget. Og de der kropumulige børn? Jo, dem har jeg set rigeligt til i dag!

Med fare for ren og skær brok er det tid til lidt sandheder her på bloggen. Det er dem, der tæller. Det er dem, der viser, at jeg blot er et menneske på den anden side af skærmen, som oplever de samme følelser som alle andre. Omend de er tabubelagt.

Det startede allerede i nat, Theo sov ikke fra kl 2-4, og i morges da larmen startede inde fra stuen kl lidt i 6 med en frisk og veludhvilet Noam, vågnede Theo alligevel og var knap så frisk. Jeg aftalte med Heine, at han kunne slippe for cyklen og tage bilen her i sneen, hvis han hentede Noam i sin fritime kl 11.30, så jeg ikke behøvede tænke på det. Hele formiddagen powernappede Theo, og jeg gruede lidt for, hvordan det ville gå, når jeg skulle få dem begge til at sove senere. Og med rette.

For i dag har bare været en af de der dage, hvor babyen er så overtræt, at den skriger ørerne af sin mor, og hvor det ældste barn nægter at sove, og dermed bliver ved med at vække den overtrætte baby, som fortsat skriger. Da Noam endelig overgav sig til søvnen, sad jeg og vuggede Theo inde i stuen, som skiftevis powernappede, spiste og skreg. Og intet hjalp. Det er sådan dage, hvor jeg ikke kan undlade at tænke på Samanthas kommentar om Mirandas skrigende baby i Sex & The City: “He is an asshole!” Jeg har aldrig tænkt tanken at kaste babyen ud ad vinduet, men det er ærlig talt sådan dage, hvor jeg selv tænker på at springe.

Selvfølgelig er Theo ikke et røvhul, han er bare en baby. Men man kan ikke lade vær med at tænke på citatet, alt i mens man skynder sig at kysse og kramme ham – mens man selvfølgelig fortsat forsøger at trøste – fordi man rammes af en altoverskyggende dårlig samvittighed. For sådan må man bare ikke tænke om sit barn. Men i dag har jeg alligevel ikke kunnet lade helt vær. Jeg havde glædet mig til lidt alene tid med drengene ovenpå juleferie og sygdom, men der er ingen kvalitetstid over en grædende baby i armene, mens det ældre barn skriger efter opmærksomhed, pludselig mener, at han skal have skiftet trøje, at vi sammen skal fange en flue, læse en bog, bygge et legotårn og i øvrigt også lige lave lidt mad. Og man ved faktisk ikke helt, hvad der er mest frustrerende: den grædende baby, fordi han forhindrer hygge med det ældre barn, eller det ældre barn, der forhindrer den grædende baby i at få ro.

Det er dage, hvor man undrer sig over, hvad fanden man tænkte på, da man valgte at få to børn med halvandet års aldersforskel. Og hvor man fristes til at tænke på, hvorfor man i det hele taget valgte at få de her børn. Det er dage, hvor tanken: “det her må da være en legitim grund til at ringe manden hjem” strejfer en. Det er dage, hvor man venter på, at børnene går i seng, så man selv kan følge efter. Men det er også dage, hvor man får en genfunden respekt for enlige mødre. Det er dage, hvor man sætter ekstra meget pris på sin stakkels mand, der kommer ind ad døren og straks bliver overladt med barn 1 og 2, mens man ser sit snit til at smide sig i sengen med den efterhånden meget kraftige hovedpine.

Jeg takker for hans støtte og hjælp disse dage. Jeg kysser og krammer ekstra meget mine børn, da frustrationen har forladt kroppen, og jeg atter har følelsen af, at de er fuldstændig uundværlige – og savnet, mens jeg fik 30 minutters tiltrængt ro. I dag var en af de der dage. I morgen er en ny og forhåbentlig meget bedre en af slagsen.