Og så er der heldigvis de andre dage

Heldigvis! For det er dem, der gør, at man overlever de andre dage, hvor man mest af alt har lyst til at opsige jobbet som mor.

Ligeså elendig som tirsdag var, ligeså god var i går. Begge børn vågnede lidt i 6 og blev pænt afleveret hos Heine, så jeg kunne få lov til at få bare en halv time mere, inden Noam stod ved siden af sengen og ivrigt skreg: “mor, mor, mor!”

Normalt bliver Noam hentet kl 14, når han vågner fra sin lur i dagpleje, men igen i går valgte jeg at hente ham inden luren, så vi kunne få lidt ekstra tid sammen, inden vi skulle hente Heine. Beslutningen blev kun forstærket i, at det var tiltrængt, idet Heine fortalte, at Noam havde skreget og grædt efter mig hele vejen ned til dagplejen. Og det var da også en meget glad og ivrig dreng, der løb mig i armene, da jeg kom kl 12 efter at have været i mødregruppe med Theo.

Theo er endnu ikke særlig glad for sin barnevogn, og ofte må jeg vugge og trøste ham i mine arme, mens han er puttet i sleebeen, indtil jeg omsider kan lægge ham ned i vognen. Derfor var jeg lettere nervøs over at stå alene med drengene, som begge trængte til en lur, da vi kom hjem. Men Theo lagde sig uden brok til at sove, og Noam stod ligeså fint ved siden af og snakkede, mens jeg kørte barnevognen frem og tilbage, indtil Theo sov. Derefter puttede jeg Noam i vores seng, og for første gang i lang tid var der tid til, at jeg sad ved siden af og nussede ham i håret, mens han lagde sig til at sove.

Heine havde først fri kl 16, så jeg havde aftalt med ham, at vi kunne mødes på biblioteket. Noam elsker at være i børneafdelingen på biblioteket, så jeg tænkte, at vi lige kunne score lidt ekstra kvalitetstid sammen. Men Noam endte med at sove helt indtil 14.50, og Theo stod først op kl 15.10. Og inden han var blevet ammet og skiftet, var det tid til at hente Heine. Alt i mens havde Noam siddet ligeså pænt ved siden af mig og snakket. Ingen skrig. Ingen skrål. Ingen grædende børn!

Vi nåede lige at hygge lidt herhjemme, inden Theo og jeg atter skulle ud ad døren og hygge med nogle af mine veninder fra min første klasse på læreruddannelsen for første gang i mange måneder.

Det er virkelig sådan dage, der holder en kørende, når det hele brænder på. Dog havde jeg håbet på, at Noam sov knap så længe, så jeg kunne have haft lidt mere alene-tid med ham. Så igen i dag har jeg valgt at hente ham tidligt, så Heine har muligheden for at have bilen her i sneen. Kryds lige fingre for endnu en af sådan dage, så jeg kan få lidt ekstra Noam-tid.