Heldigvis! For det er dem, der gør, at man overlever de andre dage, hvor man mest af alt har
Se næste indlæg >
Kønsbegrænsninger
Ja, vi er nogle af de der irriterende, anerkendende, pædagogiske forældre. Vi er den der slags forældre, der giver et legekøkken og en afrikansk dukke til vores søn. Vi er den slags forældre, der lader ham kigge med (og undersøge!), når moderen lægger make-up eller sætter hår.
I forrige uge faldt Noam over en af mine mange neglelakker. Han viste mig den straks, pegede skiftevis på hans og mine negle og sagde ihærdigt “mmh”, da jeg spurgte ham, om han gerne ville have det på. Ligeså fint og roligt lod han hænderne blive på bordet, mens jeg gav ham det på, og det var med hvin og begejstring, at han har brugt en helt uge på stolt at vise fingrene frem, mens han højt udbryder: “Se! Eeeej!”
Jeg er den slags forældre, der stolt viser min søns fingre frem sammen med ham, og ja – jeg er den slags forældre, der syntes, at det er pisse fedt, at det ikke kun er min dreng, der er iført neglelak, når han kommer ned i dagplejen. For det er da pisse fedt! Hurra for de andre forældre!
Jeg ville til gengæld gerne kunne sige, at jeg er den slags forældre, der er fuldstændig ligeglad, når de første: “det er fimset”-kommentarer kommer. Men det er jeg bare ikke. Jeg er mundlam, handlingslammet i øjeblikket og ked af det på min søns vegne, for ingen skal begrænse ham ud fra hans køn. Jeg vil elske, at mit barn vokser op i en verden, hvor (køns-) fordomme og forestillinger ikke præger hans barndom eller hans sind. Hvor det er ligeså tilladt, at drenge pynter sig og leger med dukker, som det er, at pigerne leger med biler, værktøj og har bukser på. At sige, at det er fimset, er, for mig, en gammeldags indstilling, der bør udryddes – eller i hvert fald holdes langt væk fra mit barn.
“Keep his mind open” er mit mantra, mens jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for ikke at præge ham i en bestemt retning ud fra hans køn, og hvad der dertil er normen. Denne drengemor har været inde på det, idet hun både giver sin søn lyserødt tøj og glimmer hårspænder, hvis han beder om det. Jeg syntes, at hun er for sej, og jeg forsøger at følge hendes eksempel.
Jeg tror på, at vi forældre kan udgøre hele forskellen. Ingen børn kommer til med en snæversynet holdning – tværtimod. Se blot på min søn. Han syntes bestemt, at den bordeaux farvede neglelak hører ligeså meget til på hans fingre som på mine. Og det gør den også. Lad ham bare. Det skader ingen.
… osv. Men på en eller anden måde synes jeg at det er mere “accepteret”, når piger er drengede end omvendt. I dag så jeg et Spiderman kostume i Toys r Us udformet som kjolesæt. Men man ser ikke et prinsessekostume udformet som bukser f.eks.? Der er noget galt der.
Synes det er dejligt, at I lader Noam være nysgerrig og få lov til det, han viser interesse for 🙂