Her kunne jeg snildt indsætte diverse luk-ørene-børn ord og frustrationer, men l
Se næste indlæg >
Dagpleje-kærlighed
Noam fortalte i dag, at han elsker mig, sin far, Theo og.. Kirsten, hans dagplejer. Og det gjorde faktisk lidt ondt. Jeg tænker, at det er det, der sker, når man går i dagpleje, hvor der kun er én voksen at hente nærhed, omsorg og trøst hos.
Der er ingen tvivl om, at Kirsten er den helt rigtige dagplejer for os – der er jo en grund til, at vi har skrevet Theo op til en plads hos hende. Og at Noam er rigtig glad for Kirsten er jo drømmescenariet. Men derfor gjorde det alligevel ondt. Det er helt bevidst, at jeg omtaler Kirsten som dagplejer og ikke dagplejemor. Jeg ønsker jo ikke, at hun er en form for mor eller en erstatning for mig, når jeg ikke er der. Det er en ambivalent følelse, for samtidig ønsker jeg jo netop, at Kirsten giver ham tryghed, omsorg, opmærksomhed og nærhed, præcis som vi gør, men netop på de tidspunkter hvor vi ikke kan.
Jeg ser, hvordan Kirsten tager ham i armene om morgenen og krammer ham, når han er mut. Jeg ser, hvordan hun ofte sidder med ham, mens hun aer ham og holder om ham. Jeg ser, hvordan han hygger sig hos hende, finder trøst hos hende, løber glad hen til hende, og jeg ser jo også, hvordan hun blidt og kærligt kysser ham på siden af hovedet, når han løber hen og krammer hende farvel, inden de vinker til hinanden. Det er jo præcis, som jeg havde håbet og drømt om. Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre dagplejer for Noam. Men derfor gør det nu alligevel lidt ondt.
Jeg TØR sige at jeg forstår, det er netop de følelser ikke ret mange tør fortælle at de føler.. Det er ganske naturligt at blive ked og en smule skræmt når ens lille bar pludselig også elsker andre end mor og far..