En pseudo-mor kommer sjældent alene

Lørdag havde vi som sagt en lege aftale med min skønne veninde, Elisabeth, der også har pseudotvillinger, Zoé og Leonardo, på samme alder som Noam og Theo.

Morgenen og formiddagen forløb ganske smertefrit herhjemme, og Noam var endda helt klar på at vinke farvel til sin far, alt i mens han snakkede løs om, at vi skulle køre med bus hen til Zui, som han så fint kalder hende.

Men eftermiddagen var til gengæld fyldt med frustration og (over)trætte børn. Og sådan to trætte drenge betyder herhjemme, at ingen vil sove eller spise, at Theo bliver pylret og vil hænge på armen, og Noam.. Ja, han bliver en trodsig 2årig, der syntes, at det kunne være mega fedt at lege fangeleg (læs: stikke af i et kæmpe grin og nægte at stoppe eller komme tilbage) når mor er allermest udkørt og Theo troligt gnider sig i øjnene, hiver sig i øret og nægter at overgive sig til søvnen.

Jeg var derfor mildest talt møg udkørt, da vi var hjemme om aftenen, og drengenes skulle puttes. Men gudskelov har jeg ikke stået fuldstændig alene. Det er såmænd ikke, fordi jeg tænker, at Elisabeth føler for at overtage endnu et barn – eller alternativt to – mens jeg kæmper videre, eller at hun for den sags skyld gør det. Men det er fedt at vide, at man ikke er alene. At man har en, man lige kan skule hen på midt i kaosset og kaste alt sit brok over på. En, som højst sandsynligt har prøvet at stå i selvsamme situation mere end én gang og derfor fuldstændig kan relatere til det.

Jeg elsker, hvordan hun troligt ringer hver dag, når hun om aftenen lufter hunden, hvad enten hun har brug for at komme af med dagens frustration eller ganske simpelt vil fortælle en jubel historie. Jeg elsker, hvordan hun gerne hører på mit bitchen over børn, mand eller kedelig mor-krop. Jeg elsker, hvordan hun er fuldstændig med på det, når jeg lægger en “vi kommer lørdag og du har intet valg” besked på hendes telefonsvarer. Og jeg elsker, hvordan hun altid har tid, plads og hjerterum – til mig, mine børn og hvad der ellers følger med.