I nogle kommuner har man fortsat BOEL-prøven, men det er vidst efterhånden langt fra al
Se næste indlæg >
“Jeg fik et barn mere”
Til det sidste sundhedsplejerske besøg og BOEL-prøven var sundhedsplejersken, Gitte, lidt forsinket. Derfor puttede jeg, som tidligere fortalt, Theo ind til en hurtig lur, og da Gitte dukkede op, blev vi enige om, at han lige kunne få lov til at sove lidt videre, mens jeg havde nogle spørgsmål ang Noam og hans førnævnte madvaner.
Gitte er simpelthen så sød og forstående, og vi kom langt og bredt omkring. Jeg har før nævnt for hende, at vi har haft et stort ønske om at beholde Theo hjemme, og det var så fedt at kunne fortælle hende, at det lykkedes os at finde en måde, hvorpå det kunne lade sig gøre.
Men selvom Theo er hjemmebarn, er min barsel altså stadigvæk ved at nå sin ende. Og det er møg sørgeligt, som jeg også gav udtryk for overfor Gitte. Jeg elsker at gå herhjemme og opleve mine børn på tæt hold. Jeg nyder, at der ikke er stress på, men at vi har masser af tid til at nå opvasken, handle ind eller spontant tage en tur på legepladsen om formiddagen. Ingen stress eller jag. Ingen der skynder på hinanden og har travlt med at komme ud ad døren og nå et eller andet. Selvfølgelig har vi da også planer, lægeaftaler og madlavning, men det er altså bare helt anderledes, end når man skal jonglere alle de ting oveni et studie, praktik, lektier og eksamen.
Der er ingen tvivl om, at studiet er det helt rigtige for mig. Det er bare det forkerte tidspunkt. Min barsel nr to er fløjet forbi mig, før jeg overhovedet har nået at opfatte, at den var startet. Jeg har ikke nået halvdelen af de ting, jeg så gerne ville. Men det hårdeste er nu klart tanken om, at “min og Theos tid” er ved at være forbi, og snart kalder en travl hverdag, der ikke kun består af baby, bleer og kys og kram. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange mødre på barsel glæder sig til at komme tilbage til jobbet og have andet end baby på programmet – og fred være med det! Det er bare ikke tilfældet hos mig.
Jeg fortalte Gitte, at det var på præcis samme måde, jeg havde det, da barslen med Noam nåede til sin ende, og til det spurte hun mig på sin allerbedste, pædagogiske og oprindeligt interesseret facon: “Hvordan taklede du det?”
“Jeg fik et barn mere”, jokede jeg. For det gjorde jeg jo – hvor tosset det end lyder. Det er ikke, fordi Theo nogensinde har skulle erstatte Noam eller tiden med ham, men I virkeligheden taklede jeg det nok egentlig ikke. Jeg skreg og græd, da Noam skulle begynde i dagpleje, men da studiet startede op igen, var jeg atter gravid og med kun 1,5 måned til læseferie og efterfølgende lang sommerferie, ja så bankede endnu en barsel altså på døren. Og med Heine hjemme på barsel var Noam jo knap nok alligevel i dagpleje.
Når man får sit første barn, ligger det næsten altid i baghovedet, at man da skal have en mere. Det gjorde det i hvert fald hos mig. Men hvad så når man har fået de gyldne to børn? Det er ikke længere en selvfølge, at jeg skal have flere børn. Den her gang syntes jeg, at der lurer sådan en usikkerhed omkring, hvad fremtiden bringer. Især fordi hvis vi skal have flere, går der adskillige år, inden det overhovedet vil blive en realitet.
Mit nye skema samt studiestart er opgivet til de studerende nu, og det viser sig, at det nye semester allerede starter d. 18. august i stedet for noget nær september. Så om lidt over en måned er jeg atter tilbage og studerende igen. Jeg har lidt svært ved at acceptere, at vi allerede er nået dertil. Men jeg kan trøste mig med, at mit skema i det mindste ser fint ud ift Heines skema og vores planer om at have Theo hjemme.
Det er fedt, I kan have Theo hjemme. Det bliver så godt for alle parter, tror jeg. Og hvem ved? Måske I alligevel får den 3’er, når Theo engang i fremtiden skal til at starte op på “pasningslivet”? 😉