Har I fulgt med så længe, ved I, at jeg i sin tid til første sundhedsplejerske be
Se næste indlæg >
Har han luret os?
Jeg tror nogle gange, at vi er faldet i den klassiske fælde.. I kender den: far skælder ud, mor trøster – groft sagt naturligvis. For på mange måder er Heine favoritten, og det er såmænd heller ikke, fordi vi skælder ud på den der gammeldags, traditionelle facon, hvor man råber og skriger, peger fingre og smider barnet ind på værelset.
Men det er klart, at vi gør nogle ting på hver vores måde, og det er klart, at vi ikke altid er enige i hinandens måde at gøre tingene på. Her er Heine ret god, for han tager den som regel med mig om aftenen, når børnene sover. Og det kunne jeg bestemt lære noget af. Men i kampens hede så at sige kan jeg have svært ved at holde min mund, hvis jeg ikke forstår formålet.
Det er jo ikke, fordi det er blevet reglen, at Heine irettesætter og jeg straks trøster og over-ruler alt, hvad der netop er blevet sagt. Men Noam er stædig, og det har han ikke fra fremmed. Så nogle gange kan man godt ende et ret fastlåst sted, hvor man ingen vegne kommer. I de situationer, syntes jeg, at det bedste er fysisk at fjerne drengene fra hinanden, og derfor tager jeg Noam i armene, går ind i et andet rum og snakker med ham om, hvad der skete, og hvad man må, og hvad man bestemt ikke må. Bagefter går han med mig i hånden ind på eget initiativ, siger undskyld for, hvad det nu end er, der er sket, giver en krammer og en mysser. Det har egentlig fungeret ret godt, men det betyder altså også, at Noam nu selv kan finde på at henvende sig til mig, mens han gevaldigt brokker sig over sin far. Og i de situationer føler man netop, at man er havnet i det klassiske mønster, man altid har forsvoret.
Ind i mellem kan man godt føle sig som teenagere, der farer forvildet rundt, eller som børn, der leger hus. For nogle gange kan man godt undre sig over, hvorfor man overhovedet fik lov til at få børn, for der findes de øjeblikke, hvor man virkelige ikke aner, hvad pokker man bør gøre, eller hvad man foretager sig. Det er det øjeblikke, hvor man får alvor godt kunne bruge en manual. F.eks. når klokken nærmer sig 21 og den 2årige stadig er vågen – og ikke bare vågen. Men så overtræt at han er i fuldstændig hopla for at undgå så vidt muligt at føle trætheden. Så meget i hopla at han har tendens til at vække sin lillebror, som naturligvis bliver mere og mere ked af det. Men han er snu, er han! For han prøver først med at sige, at han ikke er spor træt, så er han sulten, tørstig, har ondt i en tand, vil hellere sove i stuen eller vores seng, skal lege med traktoren – nåh nej, sove med traktoren, som han pænt prøver at forhandle sig til. Og sådan fortsætter det puttemareridt, som vi stort set har befundet os i, siden vi gik på sommertid.
Men hvad gør man så, når han endelig indser, at nu er der altså ikke mere at gøre end at sove, og han så stadig nægter? Hvad gør man, når han gør alt for at holde sig vågen, at han brøler, sparker med benene og i øvrigt griner enormt højt, når man atter gentager, at nu skal han sove. I takt med at frustrationen ophobes, begynder alle narrestregerne og i disse situationer føler man sig ikke kun magtesløs, men også direkte dum og som den nybegynder, man jo egentlig er.
Men når Heine så begynder at tale mere og mere bestemt og insisterer på, at det faktisk er sengetid.. Ja, hvad gør Noam så? Han kalder naturligvis ganske hjerteskærende og med krokodilletårer på sin mor! Og hvad gør hun? Tja.. Som den blødsøden nybegynder hun er, kan hun ikke gøre andet end omfavne ham og fortælle ham, at nu er det sengetid, mens hun stryger ham i håret og beder til, at der snart er ro og voksentid.
Her tog vi snakken inden den første kom til verden og var enige om at vi kiggede på hinanden på en bestemt måde hvis vi var uenige med den anden og så tager vi den så snart vi har mere end 10 sekunder alene. Men har generelt været enige.den store er ligeglad hvem der trøster, mens den lille helst vil have mig.men den som starter “kampen” er også den som slutter den. Vi blander os ikke når den anden er igang med at irettesætte. De skal opleve os som værende enige omkring opdragelse