Juniorseng

Lilla

Da jeg fik at vide, at også Theo ville blive en dejlig dreng, var lilla absolut den sidste farve, jeg tænkte på.
Længe har gul været Noams favorit farve, men det er der en simpel forklaring på. Nede i dagplejen har børnene hver sin farve. Det er den farve, der går igen på deres kasse i hver deres garderobeskab, det er den farve, de skal gå efter, hvis de er tørstige og vil tage en kop på bordet med vand. Det er den farve, der viser, hvilken tallerken der er hvis osv. Og som den snu læser, du er, er Noams farve rigtig nok gul. 
Det er det fortsat, men pludselig skiftede han yndlingsfarve. Han har fuldstændig styr på det med farverne, og han elsker at fortælle, hvilken farve traktoren, blomsten, bogen, blusen osv har. Men lige netop lilla har vakt kæmpe begejstring hos ham. I starten var det især, hvis vi gik forbi nogle blomster udenfor, men hurtigt opdagede han, at vi også har lilla kopper og bestik i det obligatoriske, børnevenlige IKEA plastik service, og siden da beder han pænt om at få den lilla ske, hvis ikke han da selv allerede har dækket op med den.

Det er ikke meget lilla, vi har i hjemmet. Faktisk tror jeg sådan på stående fod kun, at det er min tandbørste, der er lilla. Og lige netop den har der været rigtig meget diskussion om. For Noam har i en periode pludselig hadet at få børstet tænder.. Indtil han så min tandbørste, og så har vi ellers haft en kamp om, hvem der ejer den lilla tandbørste. Til sidst spurgte Heine Noam, om han kunne tænke sig sin egen lilla tandbørste, og som den gode far Heine er, tog han ham straks en tur i Rema, hvor Noam fik “frit valg på alle hylder”. Stolt kom Noam hjem og viste mig, hvilken lilla tandbørste han havde købt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juniorseng