Man kan ikke vinde hver gang

Da jeg oprettede bloggen for snart 3 år siden, var det så, jeg havde et frirum, hvor jeg kunne læsse af, hvor jeg kunne fortælle om mine oplevelser i den nye mor-verden, der snart skulle åbne sig op for mig og ikke mindst så jeg havde et sted, hvor jeg kunne kigge tilbage og huske på alle de små ting, man nemt kan glemme. 

Derfor kommer der til tider nogle meget personlige indlæg, hvor jeg forsøger at give et lille stykke af mig selv. Nogle kan relatere til sådan et indlæg. Andre kan ikke. Man kan ikke vinde hver gang. 

Ind i mellem hjælper det, når man skriver tingene ned, ser dem sort på hvidt eller som her på bloggen: vender det med andre. Det har helt sikkert været en motivation i sig selv for mig. Jeg lukkede op for nogle frustrationer, og jeg lukkede jer ind. 

Det var fedt at se, hvordan jeg ikke er den eneste, der står med en næsten 1årig, der stadig spiser og drikker om natten – hvad enten det er fra flaske, kop eller bryst. Og det var ikke mindst fedt at få en masse råd og erfaring med på vejen. 

Men jeg vil gerne lige pointere, at det under ingen omstændigheder er mit behov at amme hver anden time natten lang. Som jeg startede med at fortælle i indlægget, er jeg skide træt og ønsker netop en sammenhængende søvn – for vores alle skyld. Men det har været svært for mig at tage kampen. Først og fremmest har jeg intet overskud what so ever til det, men det er også bare rigtig hårdt at høre sin baby skrige og græde og vide, at man på et splitsekund kan få det hele til at stoppe, hvis man blot giver ham, hvad han vil have. 

Det er ikke, fordi vi ikke har forsøgt at tage kampen før – men den er hård, og jeg har ganske simpelt ikke kunne holde ud at stå på sidelinjen og blot lytte til min ulykkelige baby. Indtil Theo var knap 14 dage spiste han faktisk med kun halvanden times interval, og jeg håbede sådan, at jeg kunne få ham til at tage et endnu længere stræk, end de to timer vi fik arbejdet os op på. Sådan gik det bare desværre ikke. Men han har haft nogle perioder, hvor han om natten pludselig er sprunget en amning over og derfor sovet 4 timer i streg, og jeg har da også prøvet en håndfuld gange, at han faktisk har sovet 6 timers streg. Derfor har jeg hele tiden haft et håb om, at det blot var et spørgsmål om tid, før han var mere konsekvent med det. 

Men nu er vi løbet tør for tid så at sige. Nu tager vi kampen op. Det er ikke, fordi jeg har fået overskud eller er knækket grædende sammen til min sundhedsplejerske. Nu kan jeg bare ganske simpelt ikke mere, hvis jeg både skal have energi til mit studie og overskud til mine børn, huset osv. 

Mange har foreslået sutten eller en kop eller flaske med vand, og alle disse er afprøvet. Og stort set inden hver amning. Om dagen tager han gerne sutten og drikker vand af både flaske og kop, men om natten nægter han fuldstændig og sætter for alvor i et skrig, hvis man tilbyder ham det. Det er ikke, fordi jeg tror, at det handler spor om sult, som det også er blevet foreslået, men derimod tryghed. For det tager vitterligt ikke mere end 2-5 minutter, og så er han langt væk igen. Det har selvfølgelig ikke gjort det bedre for mig ift at nægte ham dét behov. 

For 3 nætter siden tog vi kampen op. Det har været lidt af en blandet landhandel, men nu er vi i gang. Først og fremmest har vi besluttet, at han ikke skal have noget fra godnattåren kl 19.30 og indtil efter midnat. Den første aften var der meget skrig og skrål, og han lå stadig og hyperventilerede, da han sov videre. Han endte med i alt at tage et 5 timers langt spring, indtil han fik en lille slurk og sov videre indtil morgentåren. Den næste aften var der skrig og skrål, og Heine nåede kun lige at sætte sig i sofaen igen, inden han igen vågnede grædende op. Til sidst kunne jeg ikke mere og overgav mig. Men i nat gav mig for alvor blod på tanden. Theo fik sin sædvanlige godnattår kl 19.30. Kl 21.30 vågnede han op, og selvom der var både skrig og gråd, var det slet ikke ligesom natten forinden, og vi hørte intet, fra han overgav sig og indtil kl 2, hvor han fik en lille tår. Først kl 6 vågnede han igen og fik sin morgenslurk. 

Sådan! Sådan skal det gøres! Jeg tror, at I har ret, når I siger, at det handler om først og fremmest at have besluttet sig for at tage kampen.. Og så ellers hænge i. Det er præcis, hvad vi gør nu.