Jeg kaster lige bomben

For sagen er ganske simpel – jeg nævnte, at der lige nu foregår rigtig mange ting privat, som jeg endnu ikke har været klar til at dele med jer. Men det er jeg nu. Det er vel også en del af processen at dele med andre? Derudover er bloggen mit personlige frirum på godt og ondt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er mig, der har truffet beslutningen, men det er uden tvivl den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har skulle træffe: at gå fra mine børns far. Jeg elsker stadig Heine – det vil jeg måske altid gøre, han har for pokker givet mig de her to, skønne lyshårede drenge, og han har været min bedsteven de sidste 7,5 år.

Men vi glemte at kysse hinanden, og da vi opdagede det, var et kys slet ikke nok. Det er i sagens kerne ganske simpelt, men det er naturligvis ikke det, der alene har gjort, at vi står, hvor vi gør i dag. Men med respekt for både Heine og vores forhold vælger jeg, at nogle ting er for private til, at jeg deler dem her. Men vi har kæmpet det sidste år, og skal vi være komplet ærlige, ved vi også, at vi faktisk har kæmpet siden midten af graviditeten med Theo. For det er jo, hvad man gør. Man kæmper og kæmper og giver lige det hele én sidste chance om og om igen, men man når til et punkt, hvor kampene er for store, og hvor man mister sig selv i processen. Og det er her, jeg befinder mig nu. Jeg mistede mig selv, og jeg skal nu i gang med at starte et helt nyt liv, hvor jeg står fuldstændig på egne ben, men med to små drenge og et studie.

Jeg har altid fået at vide, at man må ikke blive sammen med sine børns far for alt i verden, og man må under ingen omstændigheder bliver sammen udelukkende for børnenes skyld. Det samme har jeg gentaget overfor andre veninder, der har haft brug for at få at vide, at “det er helt okay”. Men alligevel faldt jeg i præcis dén fælde! For hvornår har man kæmpet nok? Og hvornår går det mere udover børnene end det gavner dem, at vi er sammen?

Det er selvfølgelig skide dårligt timet ift flytning og hjemmebarn, men heldigvis kan min økonomi da bære, at jeg bliver siddende i huset med drengene – dog uden bil, men pludselig har jeg mere end travlt med at finde den helt rigtige ordning mht Theo. Det gør skide ondt, at han nu skal i institution langt før end planlagt – det var jo overhovedet ikke det, vi havde ønsket os.

Jeg er helt afklaret med min beslutning, og jeg er omsider nået til det punkt, hvor det også føles som det helt rigtige – for os allesammen. For det er hverken fair overfor mig selv, børnene eller Heine, at jeg kun er i det halvhjertet. Han fortjener mere, han fortjener bedre. Men derfor sørger jeg jo stadig over det, der ikke gik. Det som jeg ønskede og håbede. Samtidig glæder jeg mig også over, hvad fremtiden så bringer, og det er det, jeg er nødt til bl.a. at fokusere på her i processen mod at finde mig selv.

Det er vanvittigt vigtigt for mig, at drengene ved, at vi elsker dem uendelig højt begge to, og det ikke er nogens skyld. Det hele handler om drengene lige nu, og vi ønsker begge at samarbejde på allerbedste vis omkring dem, for selvom vi ikke længere er kærester eller skal bo sammen, har vi stadig skabt en lille familie.