Også andet måtte stoppe

Det var ikke min intention, og ærlig syntes jeg også, at det er skide uheldigt timet ovenpå alle de andre omvæltninger, men midt i bruddet glemte jeg at tænke på mig selv, passe på mig selv og tage mig af mig selv. Jeg glemte at spise og jeg tabte 3 kg på 2 uger. Derfor stoppede mælkeproduktionen fuldstændig af sig selv.

Jeg havde egentlig satset på at amme året ud, og Theo har bestemt heller ikke været tilfreds med det her pludselige stop. Det er underligt ikke at amme længere. Jeg nåede at gøre det i over et år, men jeg nåede ikke at forberede mig på at stoppe. Pludselig var der bare ikke mere mælk.

Det er nu over 1 uge siden, at jeg sidst har ammet Theo, og den sidste gang var slet ikke ligeså idyllisk, som jeg havde håbet, at den ville blive: jeg lagde Theo til, som glædeligt sluttede, indtil det gik op for ham, at der intet kom, og jeg intet kunne presse ud. Heller ikke selvom det var en halv dag senere end sidste gang, og der var heller intet, da jeg igen prøvede at mærke om aftenen.

På den ene side har det været rart ikke at være den, der skulle træffe beslutningen om at stoppe, men omvendt savner jeg den nærhed, jeg havde med Theo. Det mærkes også på ham, som stadig ikke sover særlig godt om natten og som har et kæmpe nærhedsbehov inden sengetid, hvor jeg står med ham tæt i mine arme, mens han putter sig ind til brystet.

Jeg har ikke forsøgt at amme siden, og selvom jeg nu med mad i maven nok godt kunne få opbygget mig en lille produktion igen, er han alligevel så gammel, at jeg ikke ser nogen grund til det – heller ikke selvom det var fandens hyggeligt. Især med de kommende samværsordninger er det nok også meget praktisk, at jeg ikke skal tænke på amning.

Men derfor er det nu stadig trist: en tid er forbi, og nu som enlig mor til to er det ikke til at sige, om jeg nogensinde kommer til at amme igen. Det har været et godt ammeforløb set tilbage – der har været udfordringer, gode og dårlige dage, bideri, overproduktion og brystbetændelse. Men trods alle udfordringerne har det været nemt at overkomme, fordi Theo aldrig selv har sagt fra, og fordi han altid så gerne har ville ammes.

Her til sidst i amningen hev han selv ned i blusen, pegede, sagde en bestemt lyd eller lavede “tørstig” babytegnet. Det er måske der, hvor de fleste syntes, at så er han blevet for stor. Men for Theo har det tydeligt været hans lille break fra dagligdagen; hans tryghed, hans trøst og hans egen lille verden, mens han lå tæt ind til brystet og knugede Louie-nusseklud i hånden.