Forresten #2

– Har jeg givet mig selv en tur til Paris i julegave. Midt i januar skal jeg ned og besøge en gammel veninde, og jeg glæder mig enormt meget! 

– Har jeg opdaget tør-shampoo. Det er jo for fedt! At vaske håret om morgenen fremover bliver en luksus, som jeg ikke har tid til. Men sådan her undgår jeg jo fuldstændigt følelsen af fedtet hår. Tør-shampoo for the fucking win!

– Har jeg kun undværet min bil i 14 dage, og jeg savner den allerede meget! Der burde automatisk følge en bil med i “skilsmissen”, når man bliver enlig mor. Sådan a la en “det gør os sgu ondt” gave fra staten. 

– Har Theo ikke det helt store sprog endnu, men alligevel lykkedes det fuldstændigt ham og Noam at kommunikere. Og nogle gange forstår Noam ham endda bedre, end jeg gør! Således så man lige underskudsmoderen, der havde været oppe i 3 timer midt om natten med en umulig og yderst snakkende 1 årig, sidde ved middagsbordet lettere opgivende over den selvsamme 1 årige, der brokkede sig gevaldigt. Jeg fattede bundærligt ikke, hvad han nu ville have, eftersom barnet vil have alt og havde alt. Men der sad Noam bare ganske køligt på den anden side af bordet og forklarer mig, at Theo ville have spegepølse. Jeg kunne nok ikke have været mere taknemlig, stolt og forundret på samme tid over Noam dér.

– Elsker jeg, hvordan Noam er blevet så stor, at han bare snakker i ét væk om alt, hvad han har oplevet – også oplevelser, hvor jeg ikke har været med, men blot kan stole blindt på, hvad han siger, alt i mens jeg nyder, at sætningerne bare falder ud ad munden på ham. 

– Var Noam og jeg en dag på vej hen efter Theo på gåben, da vi ser en rødhåret kat. Således siger jeg til Noam: “Har du set den lille rødhåret kat?” Og hans svarede ganske køligt: “Den der ikke rød, mor. Den der kat er gul”. Jaja, jeg ved godt, at røde katte ikke er røde-røde, så det var jo egentlig godt observeret af ham, men det er sgu lidt spøjst at blive irettesat af sin 2 årige.

– Har jeg stadig ikke helt vænnet mig til at sige, at jeg har en på 1 år og en på 2 år. At bedømme fra andres ansigtsudtryk er det vist heller ikke noget, folk hører hver dag. Alligevel syntes jeg, at pseudotvillinger bliver mere og mere udbredt.

– Er Theo kommet i den der irriterende periode, hvor han har så meget motorisk uro, at han rejser sig op i søvne og bare står i sengen og kalder halvsovende. Jeg troede, at den periode kom, inden barnet lærte at gå og stå? Og ikke efter! 

– Er jeg flere måneder bagud med Theos 1 års status – I know, jeg skal nok få det gjort! 

– Har jeg alene pakket de 3 første flyttekasser ned med Heines ting. Officielt bor vi ikke længere sammen: hans adresse er skiftet og økonomien er helt splittet, men derfor gjorde det alligevel ondt at folde kasserne ud og fylde dem op med vores ting. Det var jo ikke sådan her, jeg havde forudset, at det skulle gå os.

– Har hende den dårlige, underskudsmor ikke haft Theo til 1 års undersøgelse endnu. First thing to do i det nye år!

– Er jeg røvnervøs for, hvordan den nye hverdag bliver for os. For selvom skolen også er her i Silkeborg, skal det hele times med en bybus. Dvs vi nok skal ud ad døren omkring 6.40 om morgenen! Det er jo vanvittigt! Først skal jeg cykle med drengene hen til hver deres institution, aflevere dem, tage bussen og så gå 1 km hen til skolen. Det var den der bil, vi kom fra ikke!? Jeg har endnu ikke sat mig ind i, hvordan jeg gør med at komme hjem, handle ind, hente børn, lave mad, ordne huslige ting, putte børn for så at lave lektier. Jeg sidder fuldstændig fast ved “mine børn spiser ikke længere morgenmad hjemme” fasen. Det andet er sikkert en endnu større omvæltning til, at jeg overhovedet magter at tænke over det!