At lære at være i sit eget selskab

I praktikken i efteråret kort efter bruddet med Heine snakkede jeg med en medstuderende, som midt i samtalen pludselig siger: “Du er gift længe før, jeg er”. Det er en sætning, der helt sikkert har ramt mig mere, end intentionen var. For jeg er såmænd sikker på, at den i hvert fald delvist var af god mening. Naturligvis må jeg have kigget noget forundret på ham – det er klart. Han er 25 år, single og nyder tilværelsen. Og selvom han måske ikke er i nærheden af at finde en kæreste, føler jeg nu alligevel, at jeg er et skridt eller 20 længere bagud til vejen mod at blive gift. For jo – jeg er da også single, men jeg er jo ikke kun single. Jeg er mor til 2 og i øvrigt lige gået fra mine børns far. Jeg kunne nok ikke være længere fra at blive gift, end jeg er lige nu!

Alligevel var det hans opfattelse, og forklaringen var ganske simpel: “Du kan ikke finde ud af at være alene”. Jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg overhovedet svarede. Jeg tror, at jeg mest af alt var målløs. For det første er det en meget.. Voldsom og direkte udmelding? Det er knap nok de rette ord! Men for det andet ramte han fuldstændig plet! For jeg kan fucking ikke finde ud af at være alene. Han har ret – og det i sig selv er mere chokerende end sætningen eller mig, der indser sandheden. Det er imponerende, hvordan han har kigget direkte igennem mig og konkluderet netop sådan i de få måneder, hvor vi har kendt hinanden, især fordi jeg startede studiet op som en del af en lykkelig familie, der ventede på at flytte ind i et nybygget hus til pludselig at være i en ulykkelig situation. Det er meget på kort tid, men ret havde han.

For jeg har nok aldrig helt lært at være alene med mit eget selskab. For det første er det dødsygt! Jeg keder åbenbart mig selv udover alle grænser. For det andet var jeg bare den typiske teenagepige, der hver uge havde op til flere aftaler med veninder, hvor vi sov hos hinanden. Og fra meget social teenagepige til fuldstændig forelsket i en alder af 17 flyttede jeg ind hos Heine i hans lejlighed. Derudover har jeg aldrig været single ret lang tid af gangen, faktisk er det her det længste, jeg har formået at være single, siden jeg var 14.. 13? Har I set “How I met your mother”? Selvfølgelig har I det! Husker I afsnittet med nabopigen, der aldrig måtte være alene, når hun var single, fordi hun i løbet af et splitsekund kunne blive optaget igen? Det er fuldstændig mig.. Åbenbart.. Men alt det har min medstuderende jo umuligt kunne have vidst! Alligevel har det hurtigt været hans konklusion.

Jeg er ikke i nærheden af at finde sammen med en anden. Det er jeg slet ikke mentalt klar på. Vi er for pokker først lige gået fra hinanden. Jeg har hverken overskud eller lyst til at involvere mig i et andet menneske, lære ham at kende, hans venner, familie, hans styrker, hans svagheder, hans irritationsmomenter.. Hele hans historie. Jeg magter det ikke! Og det kommer ikke til at ske lige foreløbig. Først skal jeg hele, først skal jeg finde mig selv igen, finde ud af, hvad pokker jeg stiller op med ovennævnte og nu ubrugelige viden om Heine, lære mig selv at kende, lære at være alene.

Sidstnævnte er jeg jeg knap så god til. I mine børnefrie weekender sørger jeg for at være godt beskæftiget, se så mange som muligt, have så mange planer så muligt, således det er en alt andet end overskudsmor, der træder indad døren søndag aften. Det er i virkeligheden en dum plan – jeg burde lade op til de kommende 12 dage, men jeg holder simpelthen ikke ensomheden eller stilheden ud.

Men det betyder bestemt ikke, at jeg er et skridt nærmere at blive gift hr medstuderende!