Á Paris part une

Á Paris part deux

Vi får hurtigt bestilt drinks, og to af de nærmeste fyre starter med at snakke med os. De er smadder venlige og imødekommende, og jeg får endda også hilst på fødselsdags”barnet” og ønsket ham tillykke. Til gengæld har jeg slet ikke set Mickaël i den anden ende af bordet, selvom han tilsyneladende straks fik øje på mig.

De her to fyre spørger så, om vi vil med videre på en natklub, og siden vi ikke havde nogle egentlige planer, takker vi ja og følger med. Men turen derhen er lidt længere, end mine bare ben kan holde varmen til, og da vi omsider når køen til stedet, får Mickaël formuleret noget a la “der er da ikke særlig meget viking over dig”. Først dér får jeg egentlig øje på ham, og vi falder straks i snak. 
Inde på klubben får vi betalt for et bord og noget alkohol, og ret hurtigt ender min veninde og jeg på dansegulvet. Endnu hurtigere ender jeg med at danse med Mickaël, og det gør vi faktisk, indtil stedet lukker om morgenen, og vi bliver bedt om at forlade det. I mellemtiden får vi selvfølgelig også snakket, og han er endda så sød at spørge, om han må kysse mig, før han gør spor. Noget jeg normalt ikke er til, men han gør det på den mest charmerende måde. Udenfor klubben foreslår han at vise mig Louvre den følgende dag. Planen var hele tiden, at jeg søndag skulle på noget shopping og sightseeing alene, idet min veninde står midt i en flytning og kommer tilbage til Danmark om mindre end 14 dage. Han får hurtigt tilføjet mig på facebook, og vi aftaler at snakkes ved.
Inden vi er hjemme og i seng er klokken noget nær 8, så først ved 14 tiden er vi atter vågne, hvor jeg sådan nogenlunde skynder mig i bad og gør mig klar til at smutte. Min internet forbindelse var helt vanvittigt dårlig, idet jeg netop havde skiftet udbyder, men jeg når at se, at Mickaël har skrevet, og jeg sender ham i stedet straks mit nummer. 
I metroen på vej mod byen hører jeg så fra ham, og han siger, at han gerne vil gøre mig selskab, hvis jeg stadig har lyst, og jeg takker med det samme ja. Men det er ikke helt uden nervøsitet, for én ting er at kunne snakke, danse og more sig, mens man er fuld, noget helt andet er kemien, når alkoholen har forladt kroppen. 
Vi aftaler at mødes ved Louvre, men med mange indgange kan vi overhovedet ikke finde hinanden. Da jeg endelig får øje på ham stående opad en væg ved siden af Apple butikken, er det faktisk med en kæmpe lettelse. Underligt nok. Men han er meget sødere, end jeg overhovedet huskede ham med sine grøn-brune øjne, brune hår og lidt over en hovedstørrelse højere end mig. Der er ingen tvivl om, at han er franskmand. Det stråler ud ad ham på alle faconer. Du kan se det på ham, men også hans væremåde. Han er så vanvittigt høflig, og han kysser mig da også på begge kinder på god fransk maner, da han kigger op og får øje på mig. 

Louvre lukkede dog 15 minutter efter, vi fandt hinanden, så med løfte om at vise mig det en anden gang gik vi i stedet hen til en lille hyggelig café og fik lidt varm kakao til mig og kaffe til ham. 
Og kemien? Jo, den var der fuldstændig fra første sekund. Det er virkelig kommet bag på mig, hvordan vi to fremmede med hver vores nationalitet, sprog og kultur bare klikkede. Der var ingen stille eller akavede øjeblikke. Mickaël er virkelig sjov og skøn! Det er længe siden, at jeg har grint så meget og så oprigtigt, han var enormt opmærksom og inderligt interesseret. For selvom jeg i princippet først lige har mødt ham, spurgte han med den her oprigtighed indtil drengene og mig og Heine, og jeg åbnede mig fuldstændig op for ham. Jeg følte mig komplet tryg ved ham og fortalte ham tingene, som de var. Og hans respons var endda empatisk og kærlige aen på min arm. Fik jeg sagt, at han var skide skøn? Og så udviste han kæmpe forståelse med ordene, at han ville ønske, at hans forældre var gået fra hinanden længe før, de reelt gjorde.
Jeg ved, at det ikke er særlig længe siden, at jeg netop fortalte om her på bloggen om, at jeg på ingen måde er klar på en ny, men der var bare noget over Mickaël.. Det er længe siden, at jeg har følt mig så meget i live, og for det vil jeg altid være ham taknemlig. Det var en fantastisk dag! Han fejede fuldstændig benene væk under mig. Han havde humor og selvironi, men var også komplet åben og ærlig og fortalte om sig selv, hans familie, hans drømme, hans liv og viste billeder af steder, han har boet, hans søskende osv.. Jeg var både opslugt og fascineret over ham.
Vi endte med at gå rundt i Paris, se bl.a Notre Dame, spise 3 forskellige steder og først kl 00.30 satte han mig af ved metroen hjem til min veninde med et kys og et “vi ses”. 
Men hvad så nu? Det vil jeg egentlig ikke tænke på. Jeg prøver at lade vær! Men det er svært. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at de bedste ting her i livet måske ikke nødvendigvis er de mest simple. Jeg ved ikke, om jeg skal se Mickaël igen. Jeg ved, at jeg rigtig gerne vil. Jeg ved, at jeg gik derfra med det højst sandsynligt største smil på læberne. Jeg ved, at jeg stadig griner, når jeg tænker over nogle af de ting, der blev sagt og joket med, og jeg ved, at det er med sommerfugle i maven, når jeg modtager en besked fra ham. For ja – vi har snakket lidt sammen, efter jeg er kommet hjem. Det er ikke meget, men som nyuddannet i Frankrig har man nogle vanvittige, lange arbejdsdage, således man kan skære ned, når man stifter familie. Det er i princippet meget smart. 
Derudover afhænger det naturligvis også fuldstændig af Heine, for det kræver, at han tager drengene, så jeg kan rejse frem og tilbage nogle dage af gangen. Men det er et helt andet indlæg og emne i sig selv. Dog nævnte jeg Mickaël for Heine med det samme, jeg trådte indad døren mandag aften. Jeg er normalt ikke en, der “kiss and tell”, men jeg havde lyst til at fortælle jer om det her på bloggen og med alt respekt for Heine, var det vigtigt for mig, at han hørte det fra mig og ikke læste det her. Heine har dog været rigtig sød og venlig og spurgt ind til det hele med gode intentioner.
Uanset om jeg skal se Mickaël igen eller ej, bragte han mig tilbage til livet. Jeg har ikke haft det så sjovt i så lang tid. Jeg er kommet hjem med nogle helt utrolige og fuldstændig uventede minder. 

3 kommentarer

  • Ihh hvor dejligt 🙂 hvor er det bare eventyr-agtigt.. <3
    Jeg har fulgt dig/jer siden bloggens start, og fik helt ondt i maven på jeres vegne da du skrev i var gået fra hinanden, det er derfor også dejligt at læse dette 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih, altså ….. <3

    Storby og forelskelse/betagelse – dét er altså et godt match. Jeg prøvede det selv, da jeg boede i London. 4 dage før jeg rejser hjem for good møder jeg den her fyr fra Sydafrika, og det siger bare BANG! Kemi ud over alle grænser – og så bliver det intenst, fordi tiden er knap. Vi besøgte hinanden nogle gange det følgende år, men det gled ud i sandet til sidst. Men åh, hvilke minder 🙂

    Dejligt du har fået så skøn en oplevelse. Spændende at se hvad der videre sker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh romantisk… En franskmand og Paris er vist noget mange kvinder drømmer om 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Á Paris part une