Á Paris part deux

Er jeg min mor?

Uden at lyde som en utaknemlig snotunge ønsker jeg uden tvivl at være en bedre version af mine forældre, ligeså vel som jeg håber, at Noam og Theo bliver en bedre version af mig. I ved.. Lidt mere opmærksomme på økologi, lidt mere tålmodige, lidt mere eftertænksomme og have knap så travlt.

Der er særligt sætninger, som min mor har sagt, som jeg aldrig nogensinde troede, at jeg skulle sige. Sætninger, jeg hadede at få i hovedet, og som jeg svor igennem hele min barndom og teenagerår, at jeg aldrig ville bruge, alt i mens jeg insisterede på, at jeg i hvert fald ikke ville blive mine forældre. Men det er alligevel sætninger, der er kommet ud af min mund, og hvor jeg hver gang har tænkt: “Er jeg i virkeligheden min mor?”

– “Stop, mens legen er god”. Vi fucking hadede altid at høre den sætning midt en god leg, men jeg hader endnu mere at høre mig sige den! Alligevel har jeg en tendens til at få netop de ord ud af min mund, når jeg fornemmer, at det lige om lidt går galt. Til gengæld ser jeg præcis samme skeptiske ansigtsudtryk fra Noam, som jeg 100% selv har givet mine forældre 
– “Ellers kommer du i seng”. Apropos zombie-lignende tilstand ikke? Så så man lige underskudsmoderen true med det allertarvligste! Trusler burde slet ikke komme fra mig, men for pokker hvor det har en tendens til at virke på skod-dage.
– “Hvis ikke du sidder pænt og spiser, kommer Nissen jo ikke med gaver”. Hvad sker der for det!? Julemåneden var en absolut fantastisk måned at lære sin stædige og meget lyststyret søn at gøre en pokkers masse ting, men jeg havde alligevel aldrig troet, at Nissen skulle indgå som opdragelsesmetode. Det var det der med trusler ikke? I øvrigt savner jeg allerede den der skide nisse! 😉
– “Skal jeg blive sur nu?” Nogle gange skal man bestemt bare lade vær med at stille spørgsmålet – og i det hele taget er det jo et skide træls spørgsmål efterfulgt af en ligeså træls kommentar: “Jeg gider virkelig ikke være sur!” Hvor mange af os har ikke tænkt som barn: “Så lad dog vær?” Alligevel var Noams respons en dag, da jeg spurgte ham om præcis dét spørgsmål: “Ja. Meget gerne”. Hærdet much?

– “Jeg får knopper”. Skod sætning! Lad os bare lade den være ved det.

– “Jeg tæller til 3” i starten virkede den fantastisk, indtil Noam så i går svarede: “1, 2, 3, 4”. Er I klar over, hvor svært det er at holde masken ind i mellem? Slut med den strategi!

– “Kom så her! Nu!” Med det resultat at Noam er begyndt at svare i samme toneleje tilbage “Noam kommer nu. Rolig mor”. 

Og det er præcis, hvad jeg bør være. Men det er som om, at når jeg står i de allermest pressede situationer med frustrationen langt op over begge ører, er det min mor, der kommer ud af min mund, og pludselig forstår man jo, hvorfor hun sagde, som hun gjorde. Men derfor bør jeg alligevel forsøge at være den forandring og bedre version, jeg altid har insisteret på! 

4 kommentarer

  • Anonymous

    Æblet falder ikke langt fra stammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh kender det… Allermest træls har jeg det når jeg kommer med trusler, men vi er allesammen pressede indimellem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonymous

    Ha ha ha ha, du er SŠmeget din mor ��
    Kys og kram fra din mor ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonymous

      Din mor har ret, men du vågner nok op en skønne dag og opdager at det ikke er så slemt at ligne hende 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Á Paris part deux