Efter lang tid med gråt vejr, masser af blæst og on/off sne er det virkelig rart med en
Se næste indlæg >
7/7, 8/6 eller 9/5?
Da jeg for alvor begyndte at overveje, om Heine og jeg burde gå fra hinanden, gik der mange tanker igennem mit hoved. For hvad med drengene? Hvilken ordning ville være bedst? Hvad med amning? Hvor meget kan de holde til, og hvad er i deres tarv?
Lynhurtigt stoppede amningen, så den behøvede vi slet ikke at tage hensyn til. Men jeg havde svært ved tanken om at skulle undvære min børn, gå glip af dem på daglig basis, dele jul, ferier og fødselsdage i mellem os.
Derfor faldt vi måske i den traditionelle “hveranden weekend ordning”. Traditionel fordi det er den selvsamme ordning, mine forældre valgte i sin tid. Jeg tror på, at børn har bedst af en fast base, men jeg tror også på, at børn har brug for begge deres forældre, og jeg vil altid holde på, at de har ligeså meget krav og ret til deres far, som til deres mor.
Derfor har jeg hurtigt ændret holdning. I starten var det hårdt for mig blot at vide, at vi ikke længere skulle sove under samme tag hver dag. Men nu ser jeg, hvad det gør ved mine børn, når der går for længe imellem, at de ser deres far. Og det er jo klart. De har jo brug for ham, ligeså meget som de har brug for mig. Jeg ser, hvordan Noam ytrer, at han savner Heine, når de lige har haft weekend med ham, men jeg ser også, hvordan han efter blot et par dage ytrer, at han “er sur på far” og ikke vil snakke i telefon med ham om aftenen til det faste godnat-opkald.
Mange spørger, hvilken ordning vi har nu, og forstår jeg egentlig godt. Men ærligt kunne jeg nok også godt selv tænke mig helt at vide det. I princippet har vi nok noget nær en 12/2 ordning, men Heine er trådt til enkelte gange feks i forbindelse med indkøring af Noam i børnehaven, og da jeg skulle hjem fra Paris. Enkelte gange har han også været her og spist med til aften på almindelige hverdage, men vi er ikke i nærheden af, hvad der er bedst for drengene. Hvad der er i deres tarv.
Jeg ved, at det er en smule problematisk at få en egentlig, ordentlig og hensigtsmæssigt ordning op at køre, før Heine sådan rigtigt har sit eget sted at bo. Lige nu er han her i huset, når han har samvær med drengene, og jeg er derfor i princippet hjemløs hveranden weekend. Det er desværre anstrengende nok uden at inkludere hverdage.
Men ordningen holder ikke. Drengene mangler deres far, og ham skal de naturligvis have. Men hvad er bedst? De skal stadig have et fast holdepunkt, vil jeg mene, men jeg tror på, at det er godt for dem, at de har hinanden, således at de altid følges ad, uanset om de er hos mor eller far.
På det seneste har jeg derfor tænkt meget på, om det bør være 7/7, 8/6 eller 9/5 ordning. Heine har altid været en meget kærlig, nærværende og dedikeret far, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det kun vil være sundt for dem at have mere tid med ham i hverdagen. Han tog jo for pokker 5 måneders barsel med Noam og var hjemmegående med Theo. De har altid haft deres far på tæt hold, og det ønsker jeg kun for alle parter, at de bliver ved med. Og med de rette intentioner tror jeg også på, at sådanne ordninger kan gøres fuldstændig hensigtsmæssigt.
Flere har nævnt “Med børnene som våben” programmet for mig, men jeg har helt bevidst valgt ikke at se det. For det første kommer det alt for tæt på. Jeg har endnu ikke helt affundet med mig med tanken om delebørn, men for det andet bliver jeg bare indebrændt og vred. Og det er uanset, om det er en mor, det nægter at lade faderen se deres fælles børn, eller om det er faderen, der nægter at se dem. Det går for tæt på, og mit hjerte bløder for børnene i begge tilfælde.
Alle børn har krav på begge deres forældre, og forældrene har sammen valgt at få de her børn, som er skabt i ren kærlighed. Det burde være ganske simpelt, burde det ikke?
Uden at gå alt for tæt på og udstille hele vores privatliv kan jeg vidst roligt sige, at samarbejdet mellem Heine og jeg slet ikke har været, som jeg havde håbet på. Der har været for mange følelser i klemme, og vi har fuldstændig taklet bruddet på hver vores måde. Men når alt kommer til alt, handler det jo om vores børn, hvad der er bedst for dem, og vi burde sagtens kunne se ud over egen næse for at få det bedste ud af en ellers skod situation – for alle parter. Vi burde være eksemplet. Jeg håber, at tiden er vores ven, at den læger alle sår, og jeg håber inderligt, at vi her snart et halvt år senere omsider kan overholde de løfter, vi altid har givet hinanden. At vi snart kan blive enige og fokusere kun på børnene. Også selvom det burde være sket i går og ikke i morgen.
Åh altså… det lyder SÅ hårdt! Og vanskeligt! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle stille op, hvis vi kom i den situation. Jeg håber, at I med tiden finder en løsning, der er til at leve med og holde ud for alle!
Vi har set programmerne herhjemme, og de er barske, men ender altid ret godt – og sådan som jeg læser om jeres samarbejde, er det ikke tilnærmelsesvis bare en smule i nærheden af at være, som det er i de programmer! Måske du endda skulle se dem bare for at opdage, at det faktisk går meget godt hos jer 😉