Lyset for enden af mørket

For der var da tider, hvor jeg tænkte: “Det kommer bare aldrig til at ske“, og tit har det virket som om, at vi har været på hver vores side ift samarbejde, forventninger og tanker deromkring, og at vi har løbet med panden mod muren. Ofte har jeg tænkt, at vi kan gøre livet enormt nemt for hinanden, men vi kan virkelig også gøre det rigtigt stridt og surt.. Men hvorfor skulle vi egentlig ønske det sådan? Og ligeledes har jeg tit fået smidt kommentaren: “Du kan ligeså godt vænne dig til, at du er helt alene om de to drenge” i hovedet af venner, familie og bekendte.

Men sådan en kommentar er for mig rigtig strid, og jeg bliver både stædig og sur. For nej – jeg er ikke alene om drengene. Jeg valgte at gå fra mine børns far, ja, men det betød ikke et afkald på ansvar fra hans side. De har trods alt stadig en far – og heldigvis en pokkers god en af slagsen. Vi skulle blot finde hinanden i hele det her kaos af følelser, skuffelser og uoverensstemmelser.

Naturligvis kan jeg stadig tænke, at Heine er et fjols – og ofte får han det også at vide. Han har trods alt kendt mig i 8 år, så han ved, at jeg fortæller ham tingene, som de er. Men vi er nået til et punkt nu, hvor tingene kan siges med et smil på læben, hvor vi kan grine, joke og tage pis på hinanden. Vi er nået til et punkt, hvor jeg ser glimt af den mand, jeg forelskede mig, hvor jeg bliver mindet om, hvorfor jeg fik børn med netop ham her, og hvor jeg husker, hvorfor han var min bedsteven i så mange år. Og det er virkelig rart! Rart er vel knap nok dækkende.. Det er en kæmpe lettelse at se, at den mand er den samme mand, som jeg valgte at dele mit liv med, det er de samme værdier, han har, det er de samme holdninger, og det er den samme platte humor, han altid har kunnet få mig til at grine af. Og når man længe har været så fortvivlet, så ked af det og så såret, vred og bitter, som jeg også har været, er det mere, end man havde ønsket og håbet på. Især når ideen om samarbejde og en form for venskab var så god, men realiteten viste sig at være noget nær umulig.

Men måske man blot skal være en god blanding af insisterende og tålmodig. Måske tiden bare læger alle sår. Måske tiden endda er ens ven. For måske det bare var det, vi havde brug for: tid og plads. Tid til at sørge over det, der ikke gik, og plads til at finde ud af, hvordan vi så skulle gøre det. For selvom vi er en splittet familie, og selvom vi ikke er, hvad vi drømte om, er vi stadig en familie. Og det er præcis, hvad jeg ønsker, at vores drenge altid skal vokse op med. De er endnu så små, at de måske aldrig nogensinde vil kunne huske, at vi har boet sammen, elsket hinanden og sammen elsket dem. Det er så vigtigt for mig, at de forstår, at vi faktisk har elsket hinanden, at de var ønskebørn, og at de altid kan regne med os – begge!

På tirsdag kunne vi have fejret 8 års dag, og drengene skal vide, at det er ikke blot ved en tilfældighed, at de er opstået, men skabt af ren og skær kærlighed. De skal vide, at jeg altid vil elske deres far, at jeg altid vil ønske ham det godt, og at jeg synes, at han fortjener det bedste. Og det skal han nok få.

For selvom Heine og jeg ikke finder sammen igen, er det stadig enormt hyggeligt, at vi som i dag med helt blå himmel og varm solskin kan sidde sammen på Picasso inde i byen og grine og snakke sammen, mens vi har nydt selskabet af det yngste hjertebarn. Det giver altsammen håb for fremtiden, blod på tanden og en påmindelse om, at det ikke er en tilfældighed, at jeg brugte så mange år sammen med ham. Det er sådanne dage, momenter og øjeblikke, hvor jeg mindes om savnet til min bedsteven og fortrolige, og hvor jeg nyder, at vi nu er et sted, hvor vi kan dele med hinanden, læsse ud og snakke sammen uden sure miner, følelser i klemme eller spydige kommentarer.

Vi er omsider dét sted, jeg sådan har længtes efter.