Ambivalens til salg

Jeg er for alvor begyndt at sælge ud af drengenes babyting. Det handler udelukkende om pladsmangel i det lille, hvide hus, men det er nu stadigvæk underligt at stå i døren med en komplet fremmede og tage imod penge for den vugge, som begge drenge har sovet i eller smide bæreselen i postkassen velvidende at den ikke kommer igen.

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have flere børn – det ved I også, hvis I fulgte med, mens jeg ventede Theo, og det er stadig sådan, jeg både tænker, føler og håber på. Omvendt opfatter jeg mig selv som værende mere end heldig, hvis jeg ender med kun at have de her to sunde og raske, lyshåret drenge. Men netop derfor er det virkelig ambivalent at sige farvel til netop alle de her babysager, nyfødtstøj og sikkerhedsudstyr, som jeg jo inderligt havde regnet med at skulle bruge igen en anden gang.

Flere børn er naturligvis overhovedet ikke aktuelt lige nu – og slet ikke før om adskillige år, så jeg er ikke i tvivl om, at jeg alligevel ville vælge at købe noget nyt. Især fordi det jo så bliver med en anden mand, og det må unægteligt være underligt for ham, hvis vi kun benyttede sig af alt det, som jeg har købt sammen med Heine. Men jeg kan ikke undgå at synes, at det er lidt trist at skille sig af med alle de her babysager, og det føles bundærligt lidt som om, at man lukker dét kapitel i ens liv og siger farvel til flere graviditeter, fødsler og lækre spædbørn.