Overskud ovenpå underskud

Der er slet ingen tvivl om, at det er skide hårdt at stå alene i dagligdagen med 2 så små drenge. Det er fuldstændig unødvendigt at betvivle, hvor hårdt det er at stå alene med 2 så små drenge ovenpå et studie og dertilhørende eksamen.

Jeg har virkelig set frem til at få sommerferie. Jeg har set frem til at bliver fyldt op med overskud, få færdiggjort huset og få hygget med mine drenge. Jeg har set frem til atter at være den mor, som jeg plejer at være. Hende, som er fyldt med energi og har tid til leg. Jeg har glædet mig til, at vi ville få masser af tid til hinanden, rolige morgener og sene aftener, og at vi ikke skal løbe ud ad døren 6.45, fordi jeg har en bus, jeg skal nå.

Men jeg har også glædet mig til alenetid. Og jeg ved godt, hvordan det lyder. For det lyder ikke ret pænt. Men når man er helt alene om sine børn og absolut alle de opgaver, der følger med, når man er voksen med eget hjem, så er et afbræk yderst tiltrængt. Jeg bliver så fyldt op af dagligdagen og nærværet med mine børn – og ikke mindst alle kampene med en trodsig 3-årig – at jeg ganske simpelt har brug for at savne dem i ny og næ, så jeg ikke bliver fuldstændig sindssyg. Jeg ved, hvordan det lyder. For jeg var engang en af dem, der rystede på hovedet af sådan et behov. Men dengang var vi også 2 om alting, og jeg havde derfor ikke et egentlig behov for at prøve også bare at være mig.

Heine og jeg har valgt 7/7 ordning hen over sommerferien. Drengene skal selvfølgelig også have ferie med deres far, og ligeledes har han også krav på dem, så jeg kunne aldrig drømme om at modsætte mig samvær mellem dem. Men jeg havde nu alligevel forestillet mig, at jeg ville have en følelse af pusterum, når ordningen startede op. I stedet for havde jeg rigtig svært ved at gå fra Noam om morgenen i børnehaven, og da jeg så ham smilende stå i vinke-vinduet, gik det op for mig, at der går en helt uge, inden jeg ser ham igen. 7 dage. 6 nætter. Så lang tid har jeg aldrig nogensinde før skulle undvære nogen af mine børn. Og så lang tid har de aldrig nogensinde skullet undvære mig. Jeg smilede, vinkede tilbage, gav et luftkys, vendte mig straks om og så hev jeg efter vejret. Sådan rigtig angstfalds-agtigt hev efter vejret. Og sådan fortsatte jeg hele vejen op til Conni, Theos dagplejer. Heldigvis sad Theo udadvendt i kklapvognen, så han så mig slet ikke og med bilerne og cyklerne susende om os, lykkedes det mig også at være lydløs.

Med Theo sad jeg så længe og holdte om ham, da jeg afleverede ham. Det gør vi jævnligt, men jeg er ikke i tvivl om, at han kunne mærke, at noget var i gærde, for han ville bestemt heller ikke slippe mig. Jeg snakkede med Conni om det, jeg fortalte hende, at dét her kan jeg simpelthen ikke. Og hun forstod mig. Sådan fuldstændig. Conni er ganske simpel fantastisk: hun kysser altid Theo, når hun ser ham og hun krammer mig. Hun lytter til alle mine frustrationer, og hun har endda tilbudt at aflevere Theo, en dag jeg var så syg, at hun så, at jeg knap nok kunne stå oprejst. Hun er fantastisk! Efter uendelig lang tid fik jeg løsrevet mig Theo, jeg gav ham i armene på Conni, jeg vinkede, jeg lukkede døren og så græd jeg.

Og det gjorde jeg hele vejen hjem. Jeg græd, jeg hulkede, jeg hev efter vejret. Jeg følte mig fuldstændig kvalt i det her. Jeg ringede grædende til min veninde, jeg ringede grædende til min mor, og jeg ringede grædende til Heine. Og da han nogle timer senere kom for at hente klapvogn, autostole og tøj til hele 6 nætter og 7 dage, stod jeg også og græd.

I dag smutter jeg med 3 veninder – også enlige mødre til 3-årige marts børn – til Amsterdam, og jeg tænker, at det er præcis dén slags distraktion, jeg behøver for ikke at tænke på det her. Det er første gang nogensinde siden bruddet, at Heine ikke skal være med drengene i mit hjem, og jeg er ikke sikker på, at jeg endnu er klar til at se de tomme senge om aftenen. Vi lander i Vejle søndag aften, og om jeg reelt vælger at være alene, hjemme hos mig selv, kan jeg godt blive tvivl om.