Drengelopper

– Ramt af drenge

Med børnene som offer

jul
26

Jeg har altid tænkt, at uanset hvad der skulle ske mellem Heine og jeg, havde jeg valgt den rigtige far til mine børn. Det er jeg absolut alle dage været overbevist om. Jeg var sikker på, at vi ville være det gode eksempel, at vi ville kunne samarbejde på alle fronter på allerbedste vis og sætte vores børns behov først. Jeg var ikke det mindste i tvivl.Der er rigtig meget her i bruddet, jeg har valgt at holde privat, men nu er jeg simpelthen nødt til at åbne op, lukke jer ind og lukke frustrationer ud. Især fordi jeg oplever, når jeg snakker med andre om det, står de enten selv i den aktuelle situation, eller så kender de en enlig mor, som gør. Jeg har endda oplevet at sidde med en veninde og hendes kæreste, hvor han havde meget markante meninger om ansvarsfratagende fædre, men blot få måneder senere gik de fra hinanden, og pludselig var hun i mine sko.

Vi var to om at få børn. Vi var to om at tage beslutningen om at få børn. Vi var to. Men af en eller anden årsag er vi nu kun en. Semi halvanden på en god dag.

Jeg kunne aldrig finde på at nægte mine børn at se deres far. Jeg vil altid ønske og unde dem et helt unikt og nært forhold til deres far, men ikke for enhver pris. Han skal også ville det. Og her når vi netop ind til kernen.

Da Heine og jeg gik fra hinanden, røg vi i en klassisk 12/2 ordning. Det har jeg før fortalt jer. Og ligesom jeg før har sagt, har Noam savnet sin far noget så inderligt, så ordningen blev i april udvidet til en “torsdag eftermiddag til mandag morgen” ordning hveranden uge. I maj ytrede Heine så ønske om yderligere udvidelse, som på sigt skulle føre til 7/7 ordning, når han havde fået sin egen lejlighed. Og det forstår jeg såmænd godt. Jeg ville heller ikke kunne undvære mine børn hverken 10 eller 12 dage i streg. De to separate uger, han har haft dem her i sommerferien, har været hård nok. Det ville en 7/7 ordning unægteligt også blive, men han har ligeså meget krav på drengene, som jeg har – og de har mindst ligeså meget brug for ham, som de har for mig, så jeg accepterede naturligvis, at det skulle sættes i gang, når han fik sin egen lejlighed.

Det fik han så bare aldrig. Egentlig var aftalen, at han senest 1. maj skulle have egen bopæl og dermed samvær med drengene hos sig selv fremfor i mit hjem, hvor jeg så har ageret “hjemløs”, mens han har haft dem. I stedet fik jeg en besked i juni om, at han havde valgt at flytte til København og ind i en vens 2værelses lejlighed. Yes – du læste korrekt. Intet mindre end 4 timers kørsel fra os. Fra drengene.

Og her bliver det godt kompliceret, for først mente Heine, at man sagtens kunne fortsætte med 10/4 ordningen, og at han blot ville putte drengene ind i en bil kl 5-ish om morgenen, så de kunne nå i institution. Her gik jeg i baglås. Her valgte jeg at kontakte diverse instanser, som alle fortæller, at med sådan en distance og drengenes alder taget i betragtning anbefaler man kun samvær fredag-søndag hver 3. weekend. Jep – altså ville ordningen få et ordentlig hug i den anden retning, og vi kunne nok ikke komme længere væk fra en 7/7 ordning, som jo blot en måned forinden var Heines eget ønske.

Siden da har vi ikke lavet andet end at skændtes. Vi er så langt fra et samarbejde, som man overhovedet kan være. For selvom jeg har det dårligt med at stride imod anbefalingerne på dét område, har jeg det endnu værre med at lade drengene betale prisen for Heines valg. Det er i forvejen dem, der skal i gennem så led en transporttid, hver gang de skal se deres far. Men med samvær hver 3. weekend vil enhver idiot kunne se, at relationen til deres far næppe bliver særlig nær.

Så her står vi nu: med mine mange, indre kampe har jeg alligevel foreslået Heine, at vi fortsætter torsdag-mandag med betingelse af, at de bliver hjemme fra institution fredag og mandag. Men hvad gør man så, når faderen til ens børn mener, at han har fået så enestående muligheder, at han foretrækker kun at se sine børn 12 weekender om året? Sådan ca? Fordi han pludselig ikke mener, at det kan passe ind i hans nye liv med samvær? Hvad gør man, når han mener, at det alligevel allerede gik udover børnene, i det øjeblik man gik fra hinanden? Og hvordan fanden fortæller man sin 3 årige søn, at han fremover kun har halvandet døgns samvær med sin far om måneden? Som i øvrigt skal bestå af 8 timers transport?

3 Responses to Med børnene som offer

  1. kære Simone,
    Jeg har fulgt med hos dig, ligeså længe jeg kan huske. I meget lang tid! Husker da du offentliggjorde Noams navn, bamsen du viste med hans navn skrevet i øret og en masse andre graviditets-opdateringer, flytninger, studiet, lillebror osv.
    Jeg har ikke været blandt dine aktive læsere (men har vist vundet en konkurrence en gang :-))

    Anyway.. Dette indlæg ramte mig! Lige i hjertet! Vi har næsten jævnaldrende børn. Med det kendskab jeg har til dig og Heine gennem bloggen, havde jeg aldrig set dette ske. Det gør mig ondt, at du skal tage valget og at du & drengene skal opleve, at prioriterer som han gør.

    Du er en top sej kvinde og får hermed det største skulderklap, jeg er dybt imponeret over, hvor flot du klarer det!

    Godnat ☺️

  2. Av av i moderhjertet!! 🙁
    Og det bliver dig, som skal tørre tårene væk fra deres kinder og give dem masser af bekræftelse, så de undgår at føle sig tilovers. Er det jobmulighed, som gør at han fravælger dem så meget? I så fald kan man håbe på, at når han er godt implementeret i jobbet, at der atter bliver tid med jeres drenge.

  3. Kimmie Bach Torp

    Av hvor får jeg bare ondt i maven over det du skriver. Jeg føler virkelig med dig og især drengene.

    Jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er, men jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan man kan nøjes med så lidt tid med sine børn. Eget kød og blod. puha.

    Et kampe kram til jer alle 3 for det i går igennem <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *