Stopper man nogensinde med at være mor?

Jeg kan godt føle mig kvalt i hverdagen. Uden tvivl. Kvalt i hverdagens mange pligter, ansvar og aleneheden i det hele. At stå alene med en 3 årig med alt for mange meninger, en knap 2årig på trapperne til the terrible twos-stadiet, alene med planlæggelse af aftensmad, afhentning og aflevering af børn, indkøb, madlavning, oprydning, tøjvask, alle bleer, alle tandbørstninger og putning, som pt igen går frygteligt dårligt. Et sted mellem godnathistorie, anerkendelse af et kæmpe LEGO tårn, “hvad har du lavet i dag” på vej hjem fra børnehave og lektier bliver jeg kvalt. Jeg tæller ned til de børnefrie weekender, og når jeg når til dem? Jo, i samme sekund begge børn bliver afleveret med “jeg elsker dig, hav en fantastisk weekend med far, jeg ringer i aften”, savner jeg dem. Noget så inderligt. Som forsvandt et stykke af mit hjerte. Hver evig eneste gang. Det er nu et år siden, vi gik fra hinanden, og alligevel gør det stadig ondt at undvære dem. Det vænner jeg mig ikke til lige foreløbig. Og jo, jeg ringer. Jeg ringer hver dag og gerne flere gange. Jeg har masser af tiltro til Heine, jeg ved, at mine børn hygger sig enormt meget med deres far, men jeg savner dem, jeg længes efter deres stemmer, deres store, flotte, blå øjne, deres arme om min hals og alt det, der kvæler mig.

Det sidste døgn har jeg egentlig været syg, men som alle andre enlige mødre er der bare ikke mulighed for at ligge syg, når man netop er alene med sine børn. I dag skulle jeg have været til bachelor-dag – en naturligvis vigtig dag – og jeg tænkte i morges, da jeg satte mig tvivlsomt på cyklen, at jeg bare skal agere rask, præcis ligesom jeg gør, når jeg står og laver aftensmad til mine børn, tørrer deres hænder og hjælper dem i nattøjet. Men i det samme, sidste mand var afleveret, kollapsede jeg bare mentalt. I dag skal drengene hjem til Heine, i dag kan jeg trække vejret, i dag kan jeg tillade mig at være syg. Så selvom jeg er mægtig stædig, måtte jeg dreje til højre i stedet for venstre, og i stedet for at befinde mig i en forelæsnings sal befinder jeg mig under dynen på min sofa med feber og følelsen af at fryse.

Og der lagde jeg mig til at sove. Jeg hørte ikke Heine, da han hentede klapvognen i carporten, men jeg hørte mine børn 40 minutter senere. Og jeg rejste mig. Jeg rejste mig fra min syge-sofa og varme dyne. Jeg rejste mig på mine tvivlsomme ben og gik ud i kulden i små shorts, en lettere gennemsigtig stropbluse og cardigan. Det var bestemt ikke det bedste valg, det er jeg helt klar over. Men jeg hørte mine børn, og jeg savnede mine børn. Så jeg åbnede døren og på skælvende ben gik jeg direkte hen til de to, store smil og gav dem masser af kys og kram. Så mens Heine pakkede vognen, sad jeg på hug, snakkede med mine børn, mærkede savnet og mærkede min ældste søns hånd, der drejer mit hoved, holder mig lige under hagen og kysser mig direkte på munden. Dét var det hele værd.

Jeg ønskede dem en rigtig god togtur til København, vinkede, lukkede døren og lagde mig atter på sofaen. Og i aften? Der ringer jeg naturligvis og siger godnat til mine hjertebørn. For selvom jeg er børnefri, stopper jeg ikke med at være mor.