Sidst jeg havde en på 2

Sidst, jeg havde en på 2 år, havde jeg også en på 6 måneder. Og det er virkelig surrealistisk! Det er både underligt at se på Theo og tænke, at havde vi “lavet samme nummer igen”, ville han allerede have været storebror i et halvt år nu, men det er også helt underligt pludselig at have en 2 årig dreng uden forstyrrelserne fra en baby. Jeg kan rent faktisk nyde ham fuldt ud og den rivende udvikling, han befinder sig i. Ikke at Noam ikke blev nydt, og jeg har jo heller ikke just uden Noam nu, men det er bare noget helt, helt andet. Det virker som et helt andet liv, og det er med meget ambivalente følelser, at jeg ser på Theo og netop tænker på, at jeg rent faktisk var et helt andet sted i mit liv, da Noam var den samme alder. Sådan er det vel altid nok.

Om mindre end en måned fylder Theo 2 år, og tiden er virkelig fløjet af sted. Det er et år siden, vi flyttede ind i huset, og dermed er det også et år siden, at Heine og jeg gik fra hinanden. Det første halve år befandt jeg mig uden tvivl i en zombie lignende tilstand. På de allermest hektiske dage ryger jeg direkte tilbage i de følelser, hvor hverdagen er ren overlevelse, og det kan være svært at finde et øjeblik, hvor man rent faktisk kan trække vejret, nyde nuet og nyde mine børn. Men så ser man på dem: ser, hvor hurtigt de er vokset, hvor langt de er nået i deres udvikling og hvilke skønne, fjollede individer de er.