En dagpleje tid er forbi

Okay, så på rigtig mange områder glæder jeg mig uendeligt meget til at starte på en frisk, og kun på ét område har jeg dårlig samvittighed. Til gengæld overvældende tårer-i-øjnene meget.

Jeg har ikke haft det spor dårligt med at skifte Noams børnehave. Og det er ikke pædagogernes skyld – de gør, hvad de kan. Men det er bare lidt for meget opbevaring til min smag. Det er underbemanding og fulde hænder, og det er virkeligheden, når den er værst. Dog har Noam fået sig nogle rigtig gode venner, som jeg selvfølgelig er ked af, at han skal undvære!

Men det er mest Theo, der her har skabt den dårlige samvittighed. Theo startede først i dagpleje, da han var 14 måneder som følge af vores brud. Jeg kiggede en enkelt gang på vuggestuen tilhørende Noams børnehave, men det var tydeligt, at han ikke ville passe ind der. Han har altid været en ret genert dreng, der ikke har kunnet tåle for mange mennesker omkring sig og som nemt bliver påvirket af stemninger og larm. Og sådan er det i en vuggestue: ufatteligt mange babyer på ét sted, grædende, skrigende, grinende osv. Theo er den præcise modsætning af Noam: han har aldrig villet holdes – ikke engang som nyfødt – af andre end mig og Heine. Han er altid blevet bundulykkelig, hvis selv min mor forsøgte, og han har altid skreget, hvis et andet menneske stod tættere på ham end jeg. Selv herhjemme er han blevet vanvittigt ked af det, hvis jeg hurtigt er gået på toilet, og andre har været til stede i vores hjem i mens.

Så vi valgte dagplejer til ham: nærhed, få børn og én person at knytte sig til. Selvom det klart har været mest upraktisk for mig ift afhentning og aflevering, har både Heine og jeg altid været fortaler for dagpleje. Men da Theo begyndte ved Conni, stod jeg midt i et hjerteknusende brud, kommende delebørn, min drøm om hjemmebørn gik i opløsning, og selv min ældste måtte sige farvel til sin dagplejer og begynde lidt for tidligt i børnehave. Det var dårlig samvittighed på alle tænkelige områder. Så på daværende tidspunkt havde jeg slet ikke hjerterum til Conni, jeg var så fokuseret på alt det, jeg ville miste, at jeg slet ikke så hende for, hvad hun er: nærværende, omsorgsfuld, varm, betænksom og fuld af kærlighed. Og ikke kun rettet mod Theo som hun knuselskede fra dag et. Hun har både krammet, omfavnet, kaldt mig “skat” og aet mig på kinden, når jeg har haft det allerværst. Hun har været der bare mere, end jeg nogensinde har tænkt muligt. Hun har endda tilbudt at både hente og aflevere Theo, når jeg har ligget syg. Hvor vanvittigt fantastisk og uselvisk er det ikke?

Men vigtigst af alt: hun har taget sig af Theo, præcis som han har haft behov for. Og selvom indkøring selvsagt var vanvittig hård, er Theo i dag enormt tætknyttet til Conni. Selv havde hun ved opstart kun ét dagplejebarn og udover Theos plads er resten altså gæstepladser. Det har betydet, at hun har haft masser af tid til ham – hun har snildt kunne putte med ham i 30 minutter, når han er vågnet fra lur, og hun har kunnet tage absolut alle de hensyn til ham, som han har haft brug for. Så selvom hun var med fra start, da jeg havde brug for at vende mine tanker omkring en potentiel flytning, var det hjerteskærende at fortælle hende, at det blev en realitet. Hun har bare været der for os mere end man turde håbe! Og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi begge vil stå med tårer i øjnene, når vi på mandag siger farvel. Jeg gruer sådan for det! Især fordi vi var godt på vej til det for allerede to måneder siden, da hun med ordene: “Jeg siger det virkelig sjældent, men jeg kommer sådan til at mangle Theo!” var godt på vej til at få os begge til at græde. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun mener det. Sådan som hun omfavner ham, kysser og krammer ham er fuldstændig ægte.

Anyway i samråd med hende har Heine og jeg i fællesskab alligevel valgt, at Theo skal begynde i vuggestue pr 1. december i Vejle. Og det er der såmænd mange årsager til, som jeg vil fortælle mere om senere.

I mellemtiden er jeg på jagt efter den perfekte afskedsgave i et håb om, at det nærmere bliver en “vi ses snart igen” gave. Årh for helvede! Jeg sidder jo allerede nu med tårerne trillende ned ad kinderne.. Hvordan skal det ikke ende?!