Trolde unger

Vi har som sagt valgt, at Theo fremover skal gå i en integreret vuggestue. Det var en virkelig svær beslutning, og oprindeligt var han faktisk også skrevet op til dagpleje. Beslutningen blev da også først truffet, efter vi besøgte den børnehave, jeg brændende ønskede til Noam. Heine og jeg vaklede netop meget frem og tilbage, fordi Theo altid har været den her lille, stille, generte trold, der har haft et stort behov for tryghed og enten mig eller Heine lige i nærheden. Henover sommeren har han så rykket sig gevaldigt – min mor må pludselig holde ham, han græder ikke, når der er andre i nærheden, han taler pludselig til andre og udvalgte personer må nu også få et kram.

Først og fremmest valgte vi vuggestuen, fordi han her kan være sammen med Noam. Vi har været så heldige at få både børnehave og vuggestueplads på Troldebakken i Vejle. Kender man lidt til institutionerne i Vejle, ved man, at det er den yderst eftertragtede institution med dyr. That is right. Værdierne her er nemlig fra jord til bord. De har en lidt alternativ tilgang, og det er præcis i både min og Heines ånd. Slut med ipad-babysitteren, slut med opbevaring af børn. Institutionen har både grise, gæs, høns, kalkuner, kaniner, heste og ja, selv et æsel. De er selvforsynede med både deres marker, men også kød fra dyrerne, som bl.a. får børnenes rester. Og børnene er så med til at fodre og passe på dyrerne. Det er et fuldstændig fantastisk koncept! Også for en vegetar som mig 😉 .. Troldebakken skelner så heller ikke rigtigt mellem børnehavebørn og vuggestuebørn, så drengene får altså lov til at lege sammen i løbet af dagen. Og pga Theos alder vil han om under et år alligevel skulle i børnehave, så for at undgå endnu et skift i nærmeste fremtid valgte vi, at det var den bedste løsning.

Vi har nu alle besøgt Troldebakken et par gange, og drengene elsker det! De leger og hygger sig. Henover sommeren har Theo som sagt udviklet sig helt vildt. Jeg plejer at sige, at der er en usynlig navlesnor mellem Theo og jeg, som forhindrer ham i at være mere end en meter fra mig, men den er pludselig blevet længere og længere, og sidst, vi besøgte vuggestuen, forsvandt både Noam og Theo ud i et stort, fælles legerum, mens Heine og jeg snakkede med pædagogen. Så vi er slet ikke i tvivl om, at han nok skal falde til der. Jeg er spændt på den gode måde, når Heine og jeg i fællesskab starter indkøringen op på tirsdag. Men derfor bliver det stadig hårdt og enormt svært at sluge, at vi fremover skal undvære Connis hjerterum og opløftende energi.