Når man er indskolingslærer

Værsgo! Få endelig pseudotvillinger, hvis..

Indrømmet – jeg er elendig til at følge med hos andre bloggere, men i går faldt jeg alligevel over dette indlæg Få barn nr 3, hvis …, som flere på min facebook venneliste havde liket. Jeg var fuldstændig flad af grin! Jeg elsker det! Jeg lod mig derfor inspirere af det her fantastisk, selvironiske og alligevel komplet virkelighedsnære indlæg og tænkte, at jeg da ville give jer 16 gode grunde til at få pseudotvillinger:

image

  1. Du synes, at knibeøvelser er det fedeste i verden, men godt kunne bruge en udfordring.
  2. Du elsker at spise kold aftensmad og er i øvrigt vild efter at gøre mere end én bordplads, én højstol og al gulvpladsen under denne stol ren ved hver evig eneste måltid.
  3. Du synes ikke, at én Spørge-Jørgen kan komme med spørgsmål nok til at drive dig til vanvid.
  4. Du tænker, at det kunne være fedt at have ligeså mange børn, der ikke sover igennem, som der er komplet trætte og udmattede forældre.
  5. Du har ikke et behov for at få din seng for dig selv igen lige foreløbig. Eller et bad. Eller et toiletbesøg. Eller en rugbrødsmad.
  6. Du tænker, at den bedste træning for dig er konstant at bære minimum ét barn på armen. Minimum. Konstant.
  7. Du er ikke glad for søvn, men til gengæld vildt hooked på at være zombie, indtil den mindste kan kravle. Og med ‘mindste’ mener jeg naturligvis den yngste af de små. For små er de. Begge to.
  8. Du tænker, at genbrug er for tosser, og det er langt bedre at investere i endnu en babyautstol, endnu en barnevogn, endnu et badekar, endnu en tremmeseng, endnu en højstol, endnu en voksipose, endnu en barnevognssele osv.
  9. Du er virkelig glad for at købe bleer! I så fald kan du glæde dig over at skulle ligge inde med et mindre lager i form af 3-4 forskellige størrelser i mindst én pakke hver.
  10. Du har altid fantaseret dig om at dø langsomt, tyndhåret og fuld af rynker, når pseudotvillingerne unænsomt og bombesikkert placerer sig i hver sin stride selvstændighedsalder med mange meninger på én gang.
  11. Din indre diva lever højt på at komme for sent ud ad døren til hver eneste aftale, fordi Bøv 1 og 2 ikke alene er komplet afhængig af hjælp til at få alt tøj på, bleer skiftet, næser pudset og overtøjet fikset, men også strider imod hele processen med at forlade hjemmet indenfor selvsamme døgn.
  12. Du orker ikke at pakke babylegetøjet væk og tænker, at det er meget nemmere at få brugt det igen. Med det samme.
  13. Du er alligevel ligeglad med nogensinde at få fuldført en voksensamtale uden afbrydelser. Eller noget som helst andet uden afbrydelser.
  14. Du synes, at det er alt for nemt at handle ind med kun én indkøbsvogn. Fra nu af er du nemlig nødt til at beherske to: en rent faktisk til varer og en anden til babyer.
  15. Du ønsker, at alt omkring dig skal skrige baby: dit hjem ligner en vuggestue på en god dag, din bil er fyldt op med autostole og udstyr, din jakkelomme indeholder altid en sut, uanset hvor du befinder dig, dit tøj er fyldt med babysavl, bussemænd og havregrødspletter, og din vasketøjskurv er fyldt op til randen af stofbleer og bodyer. Og naturligvis ikke den sexede form for bodyer.
  16. Du vil virkelig gerne se, hvad der sker, hvis du går fra ungpige bryster til graviditets ømme bryster til mælkebar og sprækkede brystvorter til tomme kartonner til endnu mere ømme og i øvrigt lækkende bryster inden to streger på en test til mælkebar til absolut intet og komplet flade bryster på kortere tid, end det tog dig at læse det her.

Jeg fortryder naturligvis ikke – jeg kunne snildt gøre det igen. I ved.. Sindssyg i gerningsøjeblikket 😉

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man er indskolingslærer