Og hvor er der så bedst på jord?

“Mellem far og mellem mor”

Når man får børn, bliver konceptet med tid i samme sekund forandret. Tiden flyver forbi os, og vi har ingen jordisk chance for at følge med. I går kunne Heine og jeg have fejret 9 års dag, i stedet har vi ikke været kærester i halvandet år. Men hvad der allerede følges som en evighed for os, står stadig meget nær for især Noam. Selvom han kun var 2,5 år, da vi gik fra hinanden, husker han stadig momenter, oplevelser og ting, vi sammen har gjort. Det er imponerende, og jeg troede ærligt ikke, at det var muligt. Forleden snakkede Theo og jeg om både – Theo ville rigtig gerne ud at sejle. Noam bryder ind i samtalen og siger: “Ligesom dengang dig og mig og far og Theo sejlede. Og min cykel var med på båden.” Han havde fuldstændig ret – for sommeren, inden vi gik fra hinanden, tog vi Hjejlen til Himmelbjerget, som Noam cyklede nedad på sin blå løbecykel.

Men det føles virkelig som et helt andet liv, siden Heine og jeg var kærester. Det føles efterhånden som en drøm, der ind i mellem går igen i ens søvn. Det føles fjernt og surrealistisk, at vi engang var kærester, at vi engang var en familie, at vi engang boede sammen, delte drømme, køkkeninventar og fremtid sammen. Tiden læger sår, det gør stadig ondt, men det er blevet lettere at acceptere med tiden. For os.

For samtidig står vi med en nu knap 4 årig dreng, der har et fortsat stort og ubærligt savn. Og det må uden tvivl være det hårdeste af det hele. Vi voksne kan virkelig være nogle røvhuller ind i mellem, som Håndværkeren så fint sagde det, da jeg fortalte ham om en elev, jeg havde i praktikken, der flere år efter forældrenes skilsmisse stadig var i sorg – til sammenligning med Noam. Og han har så rammende ret. Det har jeg også tænkt mig at fortælle Noam og Theo, når de engang bliver ældre. For det er jo rigtigt: vi er jo nogle røvhuller, når vi ikke kan få tingene til at fungere og i stedet vælger at bryde en familie op. Et barns hverdag, et barns et og alt.

De første 10 måneder af vores brud havde Heine samvær i huset med drengene, mens jeg agerede hjemløs. Selvom det var vanvittigt hårdt for mig, og jeg aldrig følte, at jeg nogensinde havde ´’hjemme’ i huset, var det nok i virkeligheden en rigtig god overgang for drengene. Indtil vi flyttede til Vejle, hentede Heine så drengene i institution, men nu prioriterer vi gerne, at overbringelsen af dem foregår gerne mellem os. For når der er tale om 4 dage, og Theo fortsat er så bundulykkelig over at blive afleveret i vuggestuen, har jeg ikke lyst til at aflevere ham sådan velvidende, at der går mange dage, før han ser mig igen. Samtidig prioriterer vi også, at Heine spiser med til aftensmad, når de mandag eftermiddag kommer med toget hjem igen. Og drengene stornyder det. Noam ringer altid stolt hjem og fortæller, når Heine uhindret kan spise med, og samtidig fortæller han også med jævne mellemrum, at det er hyggeligt, når vi alle 4 laver noget sammen.

Jeg vil ikke kalde det held, for vi har virkelig knoklet for at nå hertil, hvor vi snildt kan tage drengene med på legepladsen sammen, i biografen sammen eller senest Økolariet i Vejle. Det er ikke noget problem for os, men særligt Noam absolut suger øjeblikkene til sig.

Men her kommer bagsiden af medaljen så. For mens man bliver rost for sit gode forældresamarbejde, tilsidesættelse af egne behov og prioritet af drengenes, står der i virkeligheden stadig en lille dreng på snart 4 år, som konstant følelsesmæssigt veksler mellem at savne enten sin mor eller far. Han er i utrolig god kontakt med sine følelser, når han som i går står på togstationen grådkvalt og siger, at han har svært ved at slippe mig ved ‘det sidste kram’, at “det gør ondt i hans hjerte“, at han allerede savner og mangler mig. Og her knækker filmen for mig. Hver evig eneste gang. For når Noam græder sådan, så starter jeg helt automatisk med at græde også. Jeg kan simpelthen ikke lade vær – jeg har absolut ingen kontrol. At se sit barn i sådan en smerte kan få selv den mest hårdhudet forældre til at græde. Det bilder jeg mig selv ind i hvert fald.

Men det er jo sådan set både godt og skidt, at han ser mig sådan. Jeg knuger ham til mig og fortæller ham, at det er helt i orden at have det sådan, at jeg godt kan forstå, at han har det sådan, og at jeg absolut også mangler og savner ham i det øjeblik, han er med toget. At han er mit hjerte. I går spurgte Noam så Heine, om han ikke godt måtte blive hos mig, og her opstår en crappy situation udover alle grænser. For ligeså hårdt det er for ham at sige farvel til mig torsdag, ligeså hårdt er det for ham at sige farvel til Heine mandag. Så få minutter inden togets ankomst stod vi fortsat dér og snakkede med Noam, som grædende kom på Heines arm og ind i toget. Og jeg grædende gik tilbage til bilen. Kort tid efter sender Heine mig en besked om, at alting er godt igen, og få timer efter, da jeg snakker med Noam, er han stadig glad. Men det er en skod situation, og jeg hader noget så inderligt at se mit barn have sådan og føle, at han konstant skal vælge mellem os.

Der er nu bare noget ganske særligt over ‘mor og far og mig sammen’, ik? Derfor spørger Noam fortsat et par gange om måneden, om Heine og jeg ikke godt bare kan blive kærester igen. Og det er fandeme svært, for et eller andet sted ville jeg bundærligt ønske for Noam, at man bare kunne slette det sidste 1,5 års smerte, savn og knuste drømme, glemme det hele og være en familie igen. Fandtes der sådan en tryllestav, der kunne gøre alting godt igen, er jeg på sådanne afleveringsdage bundærligt fristet til at svinge den. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det godt igen for ham. Og det er netop derfor, at jeg glædeligt fastholder vores middagsaftaler og gerne går med på Noams forslag om en dag i Tivoli sammen til sommer. For hvad ellers kan man gøre?

 

1 kommentar

  • For pokker, Simone. Jeg tuder også, når du beskriver som du gør her. Kan sagtens forstå at det river og flår i ens hjerte. Puha.

    Men jeg synes jo bare I gør det så godt! I anerkender Noams følelser, når de allersværeste situationer opstår, og I laver ting sammen, så han oplever sine forældre som de voksne i hele situationen, og han ser I stadig har en gensidig respekt for hinanden. Det må alt andet lige give noget i det lange løb.

    Kram til dig fra Jeanette 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og resten af vores køkken