Long time, no see

#Assholeparents

Lige for tiden tror jeg, at det er ret svært at være 2, næsten 3 år. Jeg har tit oplevet veninder med børn i samme situationer, men med Noam har jeg alligevel aldrig oplevet ham kaste sig sådan på gulvet og græde hysterisk. Alle steder. Over alt. Over intet.

I hvert fald ser det nogenlunde sådan her ud, hvis jeg skærer mit eget æg forkert over eller beder Theo vente med at lukke køleskabet til, at jeg er færdig derinde. Eller når jeg beder ham vente med at gå ud ad døren. Eller når jeg fortæller ham, at han skal tage sutten ud ad munden. Eller når jeg hælder morgenmaden op for ham. Eller når jeg spørger, om han vil pakke mandlerne i indkøbsposerne og med responsen “nej” selv vælger at gøre det.

image

Ikke alene føler jeg komplet på bar bund trods at have været mor i 4 år, så er jeg altså også noget af en assholeparent, som ikke helt formår at gøre ret meget rigtigt for tiden. Især hvis man spørger Theo.

Jeg trøster mig med, at der også må sidde andre assholeparents derude med børn, som pludseligt og uforudsigeligt bliver ramt af en altoverskyggende uretfærdighedsfornemmelse.

1 kommentar

  • Sandra

    Det er så meget mig!!!
    Og jeg har vitterlig Ingen ide om hvordan jeg bør håndtere det. Arthur laver 80 gange dagligt den hvor han fx siger nej til mælk og når jeg så pakker det væk bryder helvede løs og der er ingen måde at få det til at stoppe igen. Jeg lever og ånder for tanken om at det kun er en fase ?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Long time, no see