Drengelopper

– Ramt af drenge

Dele-forældre

aug
02

Der er ingen tvivl om, at det kan være barsk at være delebarn, det erkender jeg fuldt ud, men for mig er det også enormt hårdt at være dele-forældre.

Jeg har altid ment, at mine børn hører til hos mig – og deres far – og at de ikke bør undvære nogen af os unødigt eller i længere tid. Af samme årsag er drengene aldrig blevet passet ret meget, og det var også selvsamme årsag til, at jeg så inderligt brændte for at have hjemmebørn. Og stadig gør, hvis jeg engang skulle så heldig at få flere børn.

Naturligvis har jeg i perioder følt, at jeg egentlig bare holder vejret, mens jeg langsomt drukner i stressede eksaminer, alle dagligdagens opgaver og to så små børn alene. I de perioder har mine såkaldte børnefrie weekender været et afbræk, hvor jeg atter er kommet op til overfladen, trukket vejret og ladet op til de kommende 10 dage, hvor jeg igen står alene om alting.

Men derfor synes jeg stadig, at det er hårdt. Jeg føler, at mit hjerte bliver revet ud ad mig, når jeg afleverer mine børn velvidende, at der går et par dage, inden jeg ser dem igen. Jeg føler, at det er så grundlæggende forkert at undvære mine børn. Misforstå mig ikke, for jeg mener i den grad, at børn har ligeså meget krav og ret til deres far som til deres mor, men derfor hader jeg alligevel at skulle undvære mine børn. Og at de skal undvære mig.

Henover sommerferien har Heine og jeg valgt at have 7/7 ordning, men virkeligheden har været en helt anden. Ingen af os har haft de vilde planer eller udenlandsrejser, så i stedet for at være stringent med den ordning, vi havde valgt, har vi imødekommet drengene i deres behov. Det betyder, at de er kommet før hjem, hvis de har ringet og ønsket det, og omvendt betyder det også, at de har været hos Heine en enkelt dag midt i min uge med dem. Dét er absolut fordel nr 1 ved at bo så tæt på hinanden: det hele er meget mere fleksibelt og kan langt nemmere foregå på drengenes præmisser, som jo aldrig nogensinde har valgt den her form for familieliv. Jeg takker Heine af hele mit hjerte for ikke bare at være kommet tilbage til Jylland, men for at bosætte sig så tæt på os, mens jeg ser lykken stråle fra mine børns øjne. Tak!

samarbejde deleforældre delebørn co-parenting drengelopper

Søndag kom drengene hjem til Heine, efter mine forældre havde haft dem til en enkelt overnatning i forbindelse med min venindes bryllup. Det var Theos første overnatning ude, og vi var alle spændte på forløbet. Heine kontaktede endda mine forældre væsentligt mere, end jeg fik gjort midt i kærlighedserklæringerne, traditionerne og kirkeklokkerne. Så i går på vej til fitness gik det op for mig, at jeg ikke havde set mine børn siden lørdag morgen. Selvom vi altid FaceTimer og ringes ved minimum én gang dagligt, når de er hos den ene eller anden af os, er det ikke rigtigt det samme som at mærke deres små arme om min hals, se deres store, blå øjne og høre deres fine stemmer. Så på vej ned mod byen, drejede jeg impulsivt af, bankede på Heines dør og kyssede mine børn, som straks inviterede mig med til frokost. Der sad vi alle fire og snakkede og hyggede os, da Noam spørger, om de måtte komme til aftensmad den følgende dag. Så her sidder vi naturligvis alle fire og venter på, at den vegetarlasagne, vi sammen har lavet, er færdig. For selvom vi er en splittet familie, er vi stadig en familie. Jeg stor-nyder det samarbejde, vi sådan har arbejdet og kæmpet for at skabe. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at vores børn gør det præcis samme.

Jeg ved godt, at det er langt fra alle, der kan være i det, som vi er, ovenpå et brud eller skilsmisse. Og det har jeg alverdens forståelse for. Jeg er også klar over, at det kræver to samarbejdsvillige parter i dén tango. Men det er vigtigt for mig at vise, hvordan vi har udviklet os i alt det her og være “det gode eksempel”. Heine var min bedsteven gennem knap 8 år, og dét tab kan slet ikke beskrives. Det har krævet blod, tårer og kompromisser at nå hertil. Men det er hverken et tilfælde, at han var min bedsteven gennem så mange år eller far til mine børn. Jeg elsker ham for at have givet mig den største gave af alle. Og netop derfor bør vi da for fanden godt kunne fokusere på det vigtigste, vi sammen har valgt at skabe: drengene. Når alt kommer til alt, er det dem, der betaler prisen for vores valg. Så hvorfor ikke gøre det så nænsomt som overhovedet muligt? De elsker at have os på én gang ligesom de bestemt heller ikke led, da vi var sammen. Så ofte føles det som ren og skær egoisme, at jeg alligevel valgte at bryde vores familie op i sin tid. Derfor ligger det mig så nært, at vi har dem så meget som muligt i sigte i alt, hvad vi gør, og at vi samarbejder på absolut bedste vis. Selvfølgelig kan jeg godt tænke, at Heine træffer nogle dumme valg i sit liv, ligesom han højst sandsynligt tænker om mig, men fordi jeg kender ham på godt og ondt, er der frirum til både at navigere i det og støtte hinanden. Det håber jeg også, at drengene kan tage med sig i resten af deres liv: At deres forældre kæmpede med dem i deres tanker og hjerter. For i dag ved jeg, at vi er præcis, hvor vi skal være. I dag ved jeg, at det var det hele værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *