Mandags mode

Det er nok de færreste, som ser frem til mandag morgen, hvor vækkeuret ringer alt for tidligt, alle er lidt for trætte og hverdagens travlhed atter banker på. I dag har ikke været nogen undtagelse for nogen af os herhjemme. Kenneths vækkeur ringede 5.30, for hans arbejdsplan er netop ændret: vagterne er blevet lidt længere, og fridagene er der blevet flere af. Det passer os egentlig mægtig godt, men når man sover i Vejle og arbejder i Vestjylland, så starter mandag morgen altså lidt en tand tidligere. Drengene snorkboblede og vågnede begge op til, at han var smuttet. I går var vi nemlig forholdsvis sent hjemme. Hele weekenden har vi tilbragt i Holstebro med en tur i badeland, fodboldkamp, guitar spil og masser af lego-byggeri med hele Kenneths familie, som ugentligt samles til spisning. Jeg elsker det. Jeg elsker, hvordan flere generationer er så tætknyttet, at de tager sig tid i en travl hverdag til alligevel at se og fordybe sig i hinanden.

Så da vores mandag morgen startede et par timer efter Kenneths, var hverken Noam eller Theo tilfredse med at opdage, at den ene halvdel af sengen pludselig var tom. Theo prøvede endda at lokke med, at jeg ville være rigtig rigtig sød, hvis jeg lod ham komme til Holstebro igen i dag. Heldigvis kunne jeg – ligesom de efterhånden er ved at være vant til – glæde dem med, at Kenneth altså kommer igen i morgen så snart, hans vagt er overstået.

Til gengæld ville Theo absolut ikke i børnehave. Han sagde det hele morgenen herhjemme, og selvom jeg forklarede, at jeg har masser af lektier at lave, hvorfor han skulle, ændrede det ikke hans mening. Og som det stædig barn, han kan være, var det også dét, han holdt fast i, da vi stod midt i garderoben med 3 forskellige pædagoger omkring os. Theo klyngede sig til mig som en koalabjørn, gemte sit hoved i mit bryst, nægtede at se på nogen og grædende svarede Noam, som også forsøgte at lokke ham med til leg. Pædagogerne havde heller aldrig oplevet noget lignende, og selvom jeg godt kunne være strid, tvinge hans arme af mig og aflevere ham bundulykkelig til en pædagog, blev vi enige om, at han nok bare har ekstra meget behov for mig i dag, hvorfor jeg tog ham med hjem igen. Og inden vi nåede hjem, havde Theo takket mig intet mindre end 4 gange for at tage ham med mig igen. Jeg har snakket meget med ham om, at jeg først og fremmest er nødt til at læse i dag og dernæst at han altså skal af sted i morgen. Begge dele er han indforstået med, mens han fortsat takkede mig. Heldigvis er Theo da også rigtig god til at lege selv eller sidde med en bog ved siden af mig, og jeg kan da heller ikke lade vær med at føle mig enormt taknemlig over det pivilegie jeg som studerende har, der giver mig mulighed for at tilgodese hans behov og tilbringe en helt almindelig mandag i selskab med ham. Om han så accepterer at skulle af sted i morgen? Det vil tiden vise, men jeg kan ikke bebrejde ham for at være knap så meget fan af mandag morgen. Weekenden har været så god ved os, og kunne jeg være blevet i den lidt endnu, gjorde jeg det uden tøven.