Farvel ferie

Der er ingen tvivl om, at efterårsferien forsvandt væsentligt hurtigere, end den kom. Mens Kenneth snuppede én 48 timers vagt, var drengene af sted i børnehave de første par dage, så jeg kunne få læst lidt op på studiet og samtidig ordnet det sidste med forsikringen. I samme sekund, Kenneth havde fri sen tirsdag aften, kørte han hjem til os, og de sidste par dage af ferien har vi tilbragt i Holstebro med masser af tøffetid, familiehygge, en tur i biografen for at se Trolls, besøg hos min veninde i Struer og deres 4 årige søn samt en bonusfødselsdag for Theo, som jo fyldte 3 d. 16. oktober.

Drengene har virkelig hygget sig! De har været i centrum hele ferien igennem og nydt mindst ligeså at komme ud og se fodboldkamp som at sidde derhjemme og lave musik med Kenneth ud af vandfyldte glas. Og som bonus har de været virkelig gode ved os ved at sove til mellem 8 og 9 absolut alle dage. Jeg er vant til, at vi er oppe senest kl. 6.30 uanset hvilken dag på året, det er, så dét der må meget gerne blive ved. Men shit, hvor var det til gengæld også bare røvhårdt at stå op i morges, da uret ringede kl. 6 velvidende, at vi alle fire først er samlet igen engang i morgen eftermiddag, og selv den mindste fidus insisterede på, at han altså skulle sove videre. Lige dér hvor han lå.

Og apropos ham, så røg sutten helt spontant midt i ferien. Det lader lidt til, at Theo er ved at udvikle et overbid, så efter at have kigget nøje på sig selv i spejlet med åben mund og et forsøg på at lukke fortænderne sammen var han helt med på, at det nu er ‘slut med sut’. Dét har han taget helt i stiv arm. Faktisk har han ikke én eneste gang spurgt efter sutten. Heller ikke til natten. Jeg havde virkelig frygtet det værste! Theo blev for alvor først glad for sin sut, da amningen stoppede, da han var 13 måneder gammel, og siden da har han til gengæld også været meget knyttet til den. Kun én enkelt gang vågnede han midt om natten og spurgte Kenneth, hvor suttetræet var henne af. Traditionen tro skal sutterne selvfølgelig afleveres på et suttetræ efterfulgt af kagebagning med Theos valg af pynt, præcis som jeg gjorde med Noam i sin tid. Desværre nåede vi det ikke med alle de andre planer, vi hurtigt var opslugt af, men han er helt med på, at vi gør det næste gang, vi skal hjem til Kenneth og smutter forbi Anlægget. I mellemtiden får vi lige skrabet alle sutterne herhjemme sammen og stor-roser ham for den store dreng, han er blevet.