Når mor siger “nej” og far siger “ja”

Jeg tror, at alle enlige mødre kan genkende følelsen af afmagt, frustration og at være bussemanden. Jeg er også pædagogisk nok til at forstå, at det må være mindst ligeså frustrerende at være såkaldt weekend-far, hvorfor man ønsker at forkæle sit mest dyrebare på alle tænkelige måder. For de skal jo have det sjovt, de (potentielle få) dage om måneden de er hos deres far. Det er klart. Ingen har lyst til kun at se deres børn 2 ud af 14 dage, hvoraf man så er en omvandrende nej-hat med opdragende funktion. Det er klart. Ingen har lyst til atter at aflevere deres børn efter kort visit med sure miner, weekendtaske og trælse minder. Jeg har i den grad forståelse for følelsen eller behovet for at (over)kompensere for de mange dage, de så ikke kan være sammen. Selvvalgt eller ej. Men fuck, hvor er det mindst ligeså irriterende at stå på tilskuersiden og være påtvunget bad cop, når den anden insisterer på at være good i de dyrebare timer, de endelig er sammen med deres et og alt.

Dét oplever jeg i hvert fald, og dét lægger jeg slet ikke skjul på. I bund og grund har Heine og jeg de samme værdier. Det var ikke tilfældigt, at jeg var helt tryg ved at få børn med ham, uanset hvad skæbnen ville byde os. Vi har været enig om alt fra bagudvendte autostole til sukkerpolitik, hjemmebørn, samsovning og legetøj. Vi var enige om, at alt babymad skulle laves fra bunden med kærlighed og mindre kemi. Vi var enige om, at der ingen grund var til at fylde vores børn med sukker og farvestoffer, når de er mindst ligeså begejstret for saftige meloner og frisk frugt. Og vi var i dén grad enige om at fastholde dem i begejstringen så længe som muligt. Og så kan det godt være, at det “bare” er en slikkepind og et stykke kagemand en ganske almindelig torsdag og et “han kan alligevel ikke lide sodavand, så derfor kunne han ligeså godt smage”. Men for fanden hvor kan det da være hjernedødt frustrerende at føle dén slags modarbejde, når man alle dage har været enige om, at selvsamme sukkerholdige drik ikke hører til i en 2-årig mund eller at kage var til særlige omstændigheder. Jeg ved, at jeg ikke har en fuck at sige om, hvad der foregår under hans tag, men enhver kan vel relatere til den slags afmagt, man føler, når man var så enige i absolut alt ned til den mindste deltalje for så at stå blot få år senere og få kastet: “Det må jeg gerne for min far!” lige i hovedet. Det kan være så frustrerende, at jeg sågar har taget mig selv i at foretage jordens mest tåbelige: “Jeg har sagt til Noam, at han ikke må få tyggegummi, før han er 6 år gammel. Er det okay med dig?” opkald eller: “Er vi stadig enige om, at ingen af vores børn skal have udbetalt deres til den tid jævnt store opsparinger, før de er 21, nu vi åbenbart laver separate?” opkald.

Jeg er helt med på, at ingen gider en weekend med børn, der er sure og skaber sig over ikke at få sin vilje. Jeg er også med på, at is måske er lidt sjovere at spise end æble. Men der må være en balance. For jeg gider sgu da heller ikke altid være den sure, men når man har sine børn i en 10/4 ordning, og de i de 4 dage egentlig langt hen ad vejen må alt det, vi i kærlighedens navn aftalte, der var et no-go, så får man helt automatisk tildelt en rolle som hende den sure bussemand, man aldrig må noget for modsat far, der agerer legeonkel. For hvor går grænsen? Skal alle restriktioner om tv-tid, sovetider og sukker-indtag så bare helt kasseres i hverdagen? For hvis man altid må hos far, hvorfor må man så aldrig hos mor? Og gider man så i grunden overhovedet være hos sin sure mor?

Jeg vil også forkæle mine børn og have det sjovt med dem. Men det kan man også, uden det skal være i materielle sager, slik og sløsen med basale regler. I sidste ende er vi forældre. Både mor og far. Og bonusfar og bonusmor. Det er os, der skal opdrage og danne vores børn, så de bliver sunde og raske, selvstændige og anstændige voksne mennesker, der er behagelige at omgås med. Voksne mennesker, som vi netop selv ønsker at omgås. Vi er deres forældre – ikke deres venner – og vores vigtigste opgave er at elske dem. Men at elske dem betyder også at opdrage dem, ikke at lade dem gøre absolut alt hvad de selv vil. Mine børn oplever overhovedet ikke en strid, firkantet, militær-lignende opvækst. Men vi har et ansvar for at skabe de bedste betingelser for ‘det gode liv’ for dem, og det indebærer også, at man lærer, at der er en tid til hver ting, og at nogle gange må man bare bide i det sure og indordne sig under et: “Det bestemmer jeg, og jeg har sagt nej.” Jeg ønsker ikke børn, der er utålelige og ikke hører efter, det tror jeg, at ingen gør. Men jeg ønsker bestemt heller ikke at stå om 10 år, og begge mine sønner vælger, at nu vil de bo hos far, for der er der meget sjovere.

Jeg må hellere påpege, at det her absolut ikke er ment som en hetz mod Heine eller skilsmissesfædre generelt. Det kan sagtens være, at jeg risikerer et ordentligt rap over fingrene, men det er også okay. Jeg er sikker på, at de modarbejdende handlinger ikke er intentionelle, men derfor kan man alligevel godt blive enormt frustreret! Og hvad er bloggen bedre til end at lufte ud for sine frustrationer sammen med en generel opfordring til et samarbejde, hvis grundlag er fælles skabt? For selvom man ikke er sammen, kan man godt opfostre sine børn sammen. Hver for sig, men alligevel sammen. For nok er det svært at blive skilt, men det behøver ikke være svært at være skilt.