En anden tid

Vi er efterhånden ved at være ovre julen og tilbage til hverdagen. Drengene har fortsat ferie indtil tirsdag, men for os andre er vi så småt tilbage.

I går var jeg for første gang i 1,5 år på arbejde som eventpige i Salling. Jeg er såmænd blevet tilbudt vagter i alt den tid, men ingen af dem har desværre passet med weekender, hvor drengene er hos Heine, og så har der været eksamen og så meget andet. Men pludselig står jeg altså her: i en fuldstændig uvant situation, for Kenneth tilbød netop, at han da bare kunne have en alenedag med drengene, mens jeg smuttede af sted og tjente lidt ekstra lommepenge. Så det gjorde jeg. Hele dagen. Uden den mindste nervøsitet for hvordan det ville gå dem. Og da jeg kom hjem om aftenen, var alle mand glade og tilfredse, og spisebordet var endda dækket op, så også jeg kunne få en bid mad, når drengene var blevet kysset, krammet og puttet for natten.

I dag var det så Kenneths tur til at smutte på arbejde, og for første gang siden i sommers var vi tre helt alene om at se Disney Sjov. Det er godt nok underligt! Det er pludselig så fjernt, at det engang bare var os 3. Altid. Så vi overgav os til nattøjet i dag, fjernsyn i baggrunden og samlede en masse LEGO. Drengene har simpelthen fået så meget LEGO i julegave, at vi de sidste 3 dage har samlet den ene kasse efter den anden og alligevel mangler vi stadig én endnu. Og så er fiduserne naturligvis blevet puttet i min seng, som de altid gør om mandagen, når Kenneth er på døgnvagt. Så mindes vi den tid, hvor det bare var os 3. Og vi mindes den med glæde og taknemlighed. For selvom det var en hjernedød hård tid med studie, søvnløse nætter, knuste drømme, ‘skilsmisse’ og meget andet, og det absolut ikke er en tid, jeg savner, så holder minderne om den tid mig alligevel både jordbunden og fokuseret. Den gør, at jeg føler mig så røv taknemlig over, hvor jeg er i dag. Hvor drengene og jeg befinder os i dag. Den gør, at jeg sætter pris på alle de små ting, nyder øjeblikkene lidt ekstra, suger oplevelser til mig og mærker efter. Godt efter og helt ned i maven. Med Kenneth er jeg fundet hjem igen. Jeg har fundet mit hjemme, dér hvor jeg hører til, dér hvor jeg finder fred, indre ro, tryghed og den allerdybeste kærlighed. Jeg beundrer ham på så mange måder. Han imponerer mig dagligt med hans medfølelse, hans empati og indlevelsesevne. Hans fuldstændig uselviskhed og kærlighed til mig og drengene. Den der komplet betingelsesløse kærlighed til alt, hvad vi er og har i os. Jeg beundrer ham for, at han har været her fra dag ét med alt, hvad han indebærer. Ingen tøven, ingen betænkeligheder, ingen fod ud ad døren. Han er her, og han er her med hele ham. Men det er jo ikke kun ham, minderne får mig til at være taknemelig over. Det er ligeså meget samarbejdet med Heine og alt, hvad det betyder. Det er ligeså meget, at vi er gået fra knap nok at kunne snakke i telefon uden at blive uvenner til, at vi nu alle 5 sidder sammen og spiser aftensmad, og at han og Kenneth ikke alene kan bringe og hente mellem hinanden, men også tilbringe tid sammen, når jeg er hindret. At vi har kæmpet os gennem sårede følelser og dumme ord til, at vi på alle leder og kanter har drengene så meget for øje, at vi også gerne sms’er om alt andet, at jeg kan bede Heine om at tage en studiebog med fra København, så jeg sparer portoen, at han låner vores bil, at vores samværsordning er så fleksibel, at det hele sagtens kan rykkes og ændres hvis nødvendigt. For det er sgu ikke nemt, selvfølgelig er det ikke det. Det kræver blod, sved og en masse kompromisser, man må indgå for at nå dertil. Det er en lang og snoet vej, som nogle gange giver bagslag og omveje, men det er bare i sidste ende så vigtigt, at man gør det til en proces og ikke endestationen. Jeg ser det på drengene, jeg mærker roen og glæden i dem, når vi alle sammen bare kan sammen. Og hvor vigtig en egenskab er det ikke lige? Hvor godt er det ikke lige at signalere, at selvfølgelig kan mors kæreste og far sammen? Selvfølgelig kan mor og far sammen?

Det er jo absolut helheden, jeg ser og er så forbandet lykkelig over, når jeg lige om lidt putter mig ind i mellem fidusserne, kysser dem og glædes over, hvor langt vi er nået.