Der er noget, jeg ikke har fortalt

Der har været stille på bloggen i noget tid nu, og det er der flere årsager til. Først og fremmest havde jeg den allerførste eksamen på uni, som krævede fuld fokus. Det nye modul er nu begyndt, og vi er mere optaget end nogensinde før.

Dernæst har jeg faktisk det sidste halve år tænkt rigtig meget i at lukke bloggen ned. Jeg har nu blogget i over 5 år, og det har for mig altid været et frirum, hvor jeg har kunnet dele alt om graviditet, fødsler, mor-kroppen og senest mit brud med mine børns far, samarbejde og om at starte forfra i livet. Her over to år senere er jeg endelig dér i mit liv, hvor jeg har fundet indre ro, en form for fred, komplet lykke og jordens skønneste mand. Det har været nogle vanvittigt hårde år som alenemor, og set tilbage forstår jeg ikke altid, hvordan fanden jeg egentlig kom igennem det. Hvordan jeg scorede et 12 tal til min specialpædagogik eksamen med under 20 timer til den næste, hvordan jeg formåede at aflevere min bachelor før tid oveni en 24 timers eksamen og alligevel gå fra læreruddannelsen med et vildt flot gennemsnit, der gav mig adgang til universitet. Sådan helt alene på egne ben. Med to børn, skoldkopper og søvnunderskud oveni. Det er vanvittigt. Og jeg ønsker aldrig nogensinde at stå dér igen. Jeg tror på, at man nogen gange er nødt til at miste noget, før man finder dets egentlige værdi. Det er pisse dumt, ærlig talt. I dag ved jeg bedre, i dag kender jeg den fulde værdi af familien. Jeg siger ikke, at det var forkert, at Heine og jeg gik fra hinanden, men i dag ved jeg, at jeg vil kæmpe med næb og klør for aldrig nogensinde at stå i dén situation igen.

Jeg er ikke alene mere. Vi er ikke alene mere. Om noget som helst. For i sommers matchede jeg med den her fantastiske mand på jordens mest tåbelige app. En mand som var langt ude af min selvvalgte radius, men tilfældigvis lige på gennemkørsel i den, netop som jeg åbner appen. Hvor heldigt er det ikke lige? Og han var der bare. Med hele ham og alt af ham. Han prioriterede os fra dag ét, og han gør det endnu. Han prioriterer os over alt andet. Som når han feks klokken lort om aftenen kontakter sin leder for at høre om muligheden for at møde senere ind den efterfølgende dag, fordi jeg netop er hjemvendt fra vagtlægen med en feberramte dreng på 39,6, så jeg ikke misser den første dag i det nye modul på uni. Eller som når han smutter på apoteket, fordi han har bemærket, at jeg er ved at løbe tør for creme. Eller når han synes, at vi skal udvide vores seng, så vi alle fire bedre kan være der. Eller når han står op med drengene om morgenen og lader mig sove videre velvidende, at jeg har været oppe en milliard gange om natten. Jeg er så imponeret over, hvordan han bare har kastet sig ud i småbørns familielivet uden forbehold, men med masser af kærlighed, rummelighed og lyst. Han har fra dag ét tilbragt alle vågne – og sovende – timer hos os, når han ikke har været på arbejde. Han var der bare med det samme med åbne arme og lukkede os ind i den her familie, som har taget os ligeså meget med storm. Som kysser og krammer mine børn, beder om alenetid med dem, indretter værelse og køber legetøj til dem og kalder dem for sine børnebørn. Jeg er så heldig, at jeg ikke selv forstår det. Jeg kigger på den her mand og forstår slet ikke, at han er min. Han er min med hele sit hjerte og alt hvad han overhovedet har i sig. Han er så dedikeret, så kærlig og omsorgsfuld, og han ser mig på en måde, jeg slet ikke vidste, at jeg manglede. Og jeg forstår det slet slet ikke. Men jeg er lykkelig. Lykkelig helt ind til benet, så lykkelig, at det gør helt ondt. Det er en kombination af sårbarhed og komplet overgivelse. At være fuldstændig tryg i at lukke øjnene, kaste mig tilbage og vide, at han griber mig. Der er ikke dét, jeg ikke vil gøre for ham eller med ham.

Og så kommer vi tilbage til endnu en årsag til stilheden, og måske noget nær en af de største årsager til mine overvejelser om at takke af og slutte. For nok kan bloggen være et stress moment til tider, som fører til stilhed. Men jeg ved også, at vi bloggere kan stå for skud, og lige her har jeg ikke brug for negative kommentarer eller fordømmelser. Jeg banker mig selv nok i hovedet og må minde mig om, at også kun jeg er et menneske. At jeg kan begå fejltagelser – også selvom jeg er blevet mor, og jeg må minde mig om, at jeg tog en chance. En pokkers dum en nu set i baglyset. For sidste forår stod jeg dér: jeg havde netop opsagt den stilling, jeg ellers var så glad for, to af mine næreste veninder var flyttet fra byen, og jeg befandt mig pludselig i Vejle, jeg var single og langt væk fra mit bagland. Mine veninder havde begge købt hus længere sydpå, og selvom de naturligvis også skal leve deres liv med deres mænd, og der absolut intet ondt er at sige om det, var de altså en kæmpe faktor for overhovedet at flytte herned. Ligesom det at komme bare lidt tættere på Heine for drengenes vedkommende ift transport. Single-statussen så jeg komme, men da var det for længst for sent at fortryde med mit hus i Silkeborg, der ganske få dage efter opsigelsen var udlejet til den næste i køen. Men med alt min familie i Århus og min optagelse på mit drømmestudie der ligeledes vidste jeg, at jeg skulle tilbage, hvor jeg kom fra. Men så mødte jeg Kenneth.

Og her stod vi så. Kenneth opsagde sin lejlighed og flyttede ned til os. Trods arbejdsplads i Skive og familie, venner, netværk og fodboldklub i Holstebro. For sådan er han. Drengenes tarv er vigtigst. Vi er vigtigst. Og han har kørt hele vejen klokken lidt i 6 om morgenen hver uge til trods for 30 timers vagter. Helt uden brok, helt uden tøven, helt uden noget som helst.

Men nu er det slut. For Kenneth og jeg underskrev sidste år en lejeaftale på et hus i den her lille, idylliske by med en kæmpe, lækker badesø og natur, fantastisk børnehave, masser af familieliv, indkøb og gode skoler og blot en spytklat fra Herning. Det er den perfekte mellemvej for os. Han halverer sin tid til arbejde, er igen nær sin fodbold, jeg har samme afstand til mit studie, men vi er tættere på hans familie. Og dét betyder enormt meget for os alle fire. Snart passer mit skema ikke sammen med Kenneths – eller Heines – arbejdstider, men dér er det fuldstændig fantastisk, at han til gengæld står med to forældre, der inderligt ønsker at have en ugentlig dag med drengene. En dag hvor hverken Kenneth, Heine eller jeg kan nå at hente drengene fra børnehave.

Så her befinder vi os nu: drengene er på weekend hos Heine, mens Kenneth og jeg sidder midt i byggerod i vores nye 110 m2 store hus, som vi netop er ved at renovere ved hjælp fra vores familier. Vi har nemlig fundet et rigtig lækkert hus, som vi giver nyt trægulv, døre, maler, rengøre og istandsætter, mens udlejer tænker på at istandsætte deres egen nye bolig.

Og drengene? Jo, de glæder sig helt vanvittigt. De er blevet tilbudt hver deres værelse i det nye hus, men takkede pænt nej, for de ønsker fortsat at dele værelse. Til gengæld bygger vi en ny seng til dem, så der er bedre plads. Og så har de fået en kat. Kenneth og jeg har længe snakket om, at vi gerne vil give dem et kæledyr, men da vores udlejers 2 år gamle hankat ikke kunne finde sig til rette i det nye hus, men blev ved med at besøge os, blev vi tilbudt den. Den hedder Mads, er enormt kælen, god til børn og vant til at bo med hund. Den er tålmodig og sød, og drengene elsker den.

Og Heine? Han støtter os hele vejen igennem det. Han har været så sød og forstående og snakker meget med drengene om deres nye hjem. Vi havde ham hele tiden i tankerne, mens vi ledte efter ny bolig ift afstand, men man må give ham kæmpe credit for at være opbakkende og aldrig modarbejde os. Han og Kenneth kommer bare så godt overens, og ofte er det Kenneth, der grundet mit skema må bringe børnene mellem os og Heine, og det fungerer bare fuldstændig.

Og mig? Tjo, jeg ved endnu ikke, om jeg fornyer domænet og beholder bloggen. Men jeg har fået lov til at starte forfra i livet. Med Kenneth føler jeg, at jeg har fået min second chance. Og det er en chance, som jeg både knuger til mig og sætter så ydmygt stort pris på. Pludselig befinder jeg mig ikke bare malplaceret blandt stålpostkasser, duften af grill og familieliv. Jeg er atter en del af dét igen. Jeg er endelig en familie igen. Det er utroligt, hvordan man kan kæmpe sig igennem så meget, men alligevel ender dér, hvor man skal. Der, hvor man hører til. Der, hvor det hele tiden var meningen. Der, hvor meningen skabes.