Bræksyge og børnehavestart

I går skulle drengene begynde i den nye børnehave, men midt om natten blev planerne pludselig ændret. Theo kom ind til os lidt i midnat, bøvsede, sagde en underlig lyd, der medførte en velkendt lugt, og lynhurtigt var vi alle ude af sengen. Med 10 minutters interval fortsatte Theo så hele natten med at kaste op. Omkring kl 3 meldte diarré sig så også på banen. Det længste stræk, vi nåede op på, var 45 minutter. Stakkels dreng. Han var fuldstændig udmattet og ulykkelig. Klokken 7 stod Noam så op, og mens Theo faktisk sov hele dagen væk, tilbragte Noam og jeg 2,5 time i den nye børnehave. Med ferie til overs har Kenneth snart været hjemme i 2 uger. Det har været helt vildt godt timet. I Herning kommune må man kun begynde i børnehave til d. 1. i hver måned, og da drengene var udmeldt fra den gamle d. 15. februar, stod vi pludselig med et pasningsproblem. Vi havde dog håbet på, at ferien ville blive brugt på indkøring i stedet for syge børn, så i næste uge må vi skiftes til at tage drengene af sted, mens vi hver især enten er på arbejde eller til forelæsning.

I børnehaven gik det rigtig godt. Det er spøjst at se Noam være genert. Vi snakker altså om det barn, der hilser på alle fremmede, spørger hvad de hedder og alt mellem himmel og jord. Det barn, der har sagt hej til den tilfældige kassedame, siden han lærte ordet. Men blandt 30 andre børn i nye omgivelser blev han pludselig meget genert. Børnehaven er ret lille, lige over 30 børn i alt og ingen opdelte stuer, men med masser af grønne udendørsarealer, en bæk, bondegårdsdyr, ugentlig tur til svømmehallen og alt, hvad hjertet begærer hos børnehavebørn i de mange funktionsopdelte rum. Vi skulle med 5 andre, meget imødekommende drenge på samme alder som Noam og en pædagog lave meditationsøvelser, og selvom Noam slet ikke havde mod på hverken det ene eller det andet, snakkede han løs derhjemme om, hvor søde drengene var, sang sangen derfra og fortalte Heine i telefonen, at børnehaven bare er SÅ god. Og så glædede han sig helt vildt til at komme af sted igen i dag.

Men med under 2 uger til min næste eksamen var jeg nødt til at tage af sted til forelæsning i dag. Noam er naturligvis ikke klar til at være alene af sted, og med en fortsat syg Theo-mus måtte Noam blive hjemme med ham og Kenneth. Heldigvis har de bare hygget sig. Theo har igen sovet en stor del af dagen væk, men hverken han eller Noam havde lyst til at komme hjem til Heine i dag, som de ellers skal hveranden torsdag. Så med Heine i røret allerede fra morgenstunden blev vi alle tre enige om at lade dem blive hjemme en dag mere. For selvom de selvfølgelig elsker at være sammen med deres far, er der intet at sige til, at Theo har brug for bare at ligge herhjemme på sofaen og sove sygdommen væk. I telefonen sent i eftermiddags sagde Theo til Heine, at han ikke måtte være ked af det, så empatisk han er – selv når han knap nok er ordentligt vågen, og Heine forsikrede ham om, at det var han heller ikke, men at han glæder sig til at se dem i morgen. Det er fantastisk, hvor godt et samarbejde kan køre, hvordan alle kan være fleksible og kun have børnene og deres behov for øje.

Selvom vi har været vildt hårdt ramt herhjemme med Theo, der både har diarré og bræksyge og Noam, der havde samme omgang i sidste uge, så er det længe siden, at det har været SÅ nemt at have syge børn. At være to, der står op om natten, at være to til at skifte sengetøj, holde spanden under barnets udmattede krop, at være to om at trøste, putte, hente vand og være der for barnet. At have muligheden for at skiftes til at sove, når natten har været hård og strid. At vide, at en anden har ens ryg – helt frivilligt, på eget initiativ og uden betænkeligheder. At kunne putte sig fuldkommen udmattet i sengen, finde en hånd dér, holde i den, mærke et fast klem og vide, at også dén tager sin del af slæbet uden man overhovedet behøver at bede om det. Det er fuldkommen, ubeskriveligt fantastisk. Ord kan ikke beskrive det. Taknemlighed er for fattigt. Med dén hånd lige der ved siden af mig kan jeg det hele. Intet virker for hårdt eller uoverskueligt, vi er pludselig to om dårlige dage mEd trodsige og umulige børn, to om hjemmet og alle dagligdagens pligter, to til at tørre bræk op. Og så er vi to om at kysse de lyshåret drenge, to til at putte, kramme og trøste, to til at give tøj på, to til at snakke, grine med og opleve de store blå øje, to til at lege med, opdrage og udforske verdens finurligheder i børnehøjde og besvare alle de spørgsmål, der følger med. To om at dele familielivet og elske alt, hvad det medfører. Af stort og småt. På godt og ondt ?

PS. Som I kan se, er bloggen her endnu. Jeg var egentlig afklaret med at afslutte dét kapitel efter 5 gode år, men i sidste øjeblik blev det alligevel for svært at slippe og vinke farvel til.