Hverdagen kalder

I dag var første dag i vores nye hverdag, siden vi flyttede. I sidste uge brugte jeg tirsdag og onsdag på at køre drengene ind samlet, mens Kenneth stod for dem torsdag og fredag. I dag afleverede jeg dem så for første gang og smuttede hjem igen. Det var helt underligt! Nu har vi praktisk talt gået op og ned ad hinanden siden midten af februar. Fiduserne løb bare af sted med hver deres madkasse i hånden, satte dem i køleskabet og havde knap nok tid til at sige farvel til mig, da jeg havde hjulpet dem i flyverdragt, så de kunne komme udenfor og bruge en masse energi.

Det virker til at fungere rigtig godt for dem i den nye børnehave. Der er ingen stuer, kun grupper 2 gange om ugen, hvor de er opdelt efter årgang i 30 minutter inden frokost. Det er de nu heller ikke super begejstret for, men resten af tiden står det dem fuldstændig frit for at lege sammen, hvor de vil med, hvad de vil. Der kan være rigtig mange ulemper ved at lade søskende gå på samme stue, både fordi den store skal have lov til at være sig selv uden at føle ansvar for den lille, men den lille skal også have lov til at føle sig stor og så er der alt det med relationer og venskaber på kryds og tværs. Vi valgte børnehaven her, netop fordi den ikke er stueopdelt. Drengene har så stor glæde af at lege sammen, og samtidig er de rigtig gode til at finde på ting hver sig for, men også inkludere hinanden i nye venskaber. Det er klart, at de her i starten finder tryghed i hinanden, så der er de højst sandsynligt mere sammen end ellers, men det er også okay. Hvorfor ikke tilgodese deres behov her og nu, når alt andet er så nyt og fremmed? I den gamle børnehave formåede de såmænd også at lege hver for sig på andre børn på andre stuer, selvom de gerne måtte være sammen. Jeg er i hvert fald sikker på, at det nok skal gå. De nyder hinandens selskab, og dét er en gave i sig selv.

Derudover trives de simpelthen og er så glade for vores nye hus. De elsker deres nye værelse med deres nye hjemmebygget seng, og de er så ovenud lykkelig for Mads, vores kat – hvis navn vi i øvrigt IKKE selv har valgt 😉 Han er god til dem: super tålmodighed, kælen og legesyg. Og drengene elsker ham virkelig. De er så opmærksomme på ham, lukker ham ind og ud og fodrer ham, når han mangler mad.

Vi er efterhånden ved at være godt på plads. Der mangler lige at blive sat et par lamper op, lavet et barbord, fjernet lidt malertape, hængt billeder op, og så har jeg lokket Kenneth med på at få malet den ene væg i vores entre, da vi har grå maling til overs. Ellers bliver haven næste projekt, for den skal gøres sommerklar og skide hyggelig med sansegynge, trampolin, havestole, loungesæt, grill og jordbærbede. Og hvis vi kan få plads så også gerne et fodboldmål og en lille bålplads.

Men jeg føler godt nok, at der go på for tiden. Fodboldsæsonen er atter startet op for Kenneth, og i morgen er der faktisk intro på fodbold for drengene. Om det kun er Noam, der skal starte, er endnu ikke helt afklaret. Det er godt nok et miks hold af årgang 2012 og 2013, men vi kan skisme ikke helt finde ud af, om Theo med sine 3,5 år reelt er for lille til det endnu. Onsdag har jeg 24 timers eksamen, og i næste uge starter det nye modul så allerede op samt Noams 5 års fødselsdag. 5 år! Det er så vildt! Tiden drøner af sted for tiden. Det kommende modul havde jeg virkelig håbet på at kombinere med et studierelevant job ved siden af af en art, men har vi ligeså travlt, kan jeg slet ikke se det ske. Heldigvis går Kenneth lige om lidt ned på 37 timer, og det bliver uden tvivl skønt at have ham mere hjemme, og så passer vores skema gudskelov også lidt bedre sammen på næste modul end det nuværende, hvor vi bogstaveligt skiftes til at være hjemme. Der er godt gang i den i det lille hus, og vi keder os bestemt ikke i hvert fald 😉