Tilbage til begyndelsen

Okay, så I får lige historien helt fra begyndelsen. Da Kenneth og jeg valgte at få min spiral fjernet i januar var det med en masse tålmodighed i hånden. Efter to år med spiralen tænkte vi, at der måske ville gå noget tid, inden min krop fandt sin naturlige cyklus igen. Jeg har aldrig kunne tåle p-piller, og hormonspiralen har der også været nogle problemer med, så det er klart, at kroppen skal finde sig selv igen. At vi allerede blot to måneder efter stod med to, fine streger i hånden, er vi både meget priviligeret og overrasket over.

Den første cyklus var på kun 22 dage, den næste var på 32, så jeg hentede en app ned, der skulle hjælpe med at forsøge at danne overblik, men den har vist kun forvirret mere. For da Kenneth mente, at det måske snart var testtid, mente appen noget helt andet. Alligevel sneg jeg mig ud på badeværelset dagen efter og brugte den test, jeg havde liggende i skabet. Theo kom brasende ud for at tisse midt i det hele, men han opfattede heldigvis ikke spor, mens jeg forsøgte at camouflere, hvad jeg foretog mig, og han snakkede løs. Lettere distræt lagde jeg testen ned og med det samme var teststregen der, før kontrolstregen overhovedet var kommet til syne. Jeg kontaktede straks min gravide veninde, sendte et billede og spurgte med hamrende hjerte, om jeg virkelig så rigtigt. I min utålmodighed nåede hun aldrig at svare mig, før jeg indenfor få sekunder stod med så tydelige mørkerøde streger, at jeg lagde testen og gik ind til Kenneth, som stadig sov ganske uvidende.

Jeg ville så gerne overraske ham på en sød måde. Så helt tilbage til opstart af projekt baby havde jeg købt en gave, som siden har været gemt godt væk inderst i mit skab. Med en mave fyldt med sommerfugle – og en baby 😉 – bad jeg Kenneth om at sætte sig op og tage briller på. Han var naturligvis godt forvirret, men gjorde det alligevel. Og endnu mere forvirret blev han da af, at jeg rakte ham gaven.

Bedst som jeg fortæller om testen, kommer Noam-nysgerrig selvfølgelig ind i soveværelset, putter sig opad Kenneth og vil vide, hvad vi laver og hvorfor Kenneth har fået en gave. Og fordi sådan en 5-årig selvfølgelig ikke behøver vide nyheden, før vi overhovedet har forstået den, blev det sådan en halv dårlig “det er voksen-ting” forklaring.

Ganske få timer senere fyldtes hele huset med vores familier, for Noam og jeg holdt traditionen tro fælles fødselsdag. Min mor når da også lige at spørge ind til flere børnebørn, mens Kenneths mor gjorde det nøjagtig samme for blot en uge siden. Hurtigt får vi lavet den her spøjse “Ork nej, vi har masser at se til” og “Ikke lige nu” dans, som man skulle tro, vi havde øvet os på. Det er sjovt, for i virkeligheden har man lyst til at skrige ud til hele verden, hvor lykkelig man er, hvilken fantastisk nyhed, der gemmer sig i maven og hvordan ens drømme er ved at gå i opfyldelse. Men alligevel benægter man det hele, for man vil både gerne over de værste risikouger, inden man annoncerer spor, og samtidig er der noget så fint og hyggeligt ved, at det bare er vores hemmelighed.

2 dage efter, d. 27. marts på min fødselsdag, smutter jeg forbi lægen, som bekræfter og tillykkeønsker graviditeten og giver mig en umiddelbar terminsdato d. 6. december.

Et par dage senere kommer Kenneths bedsteven forbi og ser vores nye hus, da han som nybagt far prikker ind til Kenneth. Det gjorde han også ganske kort tid inden, da vi var forbi på barselsbesøg og efter flere hentydninger endte Kenneth da også med at overgive sig og fortælle om projektet. Så hans ven får nyheden, og det samme gør min bedsteveninde gennem 13 år. En torsdag aften sidder jeg alene hjemme med hende i telefonen, mens drengene sover og Kenneth er til fodbold. Hun havde hurtigt gættet vores projekt tilbage i januar, så da jeg sender hende et billede af testen og siger: “Du skal lige se, hvad jeg lavede i lørdags” begyndte hun straks at græde af glæde. Det er helt fantastisk at opleve den støtte, vi har fået af alle omkring os og hvor glade alle er på vores vegne.

Ganske kort tid efter, at de fineste streger dukkede op, fulgte kvalmen. En altoverskyggende, led kvalme, som jeg slet ikke oplevede på samme måde som med drengene. Jeg har virkelig haft svært ved at finde noget, jeg kunne spise, som ikke gav mig endnu mere kvalme alene ved tanken om det. Jeg har virkelig følt mig en blanding mellem virkelig søsyg og influenzaramt. Her 13+6 er kvalmen der fortsat, selvom jeg er trådt ind i 2. trimester, som jeg ellers længe har talt ned til i håb om, at kvalmen ville forsvinde. Den er blevet lidt bedre, men den kommer stadig snigende dagligt og fuldstændig overfalder mig.

Men fordi vores lille november-baby jo har været en hemmelighed indtil NF, valgte jeg i stedet at skrive ned uge for uge, hvordan jeg hidtil har oplevet graviditeten. Over de næste par dage får I derfor en hurtig update på ugerne, der er gået. Muligvis de bliver afbrudt af en enkelt lille deltalje på fredag, når vi har en tid til kønsscanning 😉