7. uge

I onsdags gik jeg ind i 7. uge, og jeg er i dag nu 6+2. Kvalmen er her fortsat, og den er virkelig strid. Jeg har så svært ved at finde lysten til mad, og konstant bliver jeg svimmel, når jeg rejser mig op. Det flimrer helt for øjnene. Jeg mindes langt fra, at jeg var SÅ dårlig her med drengene. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har et 37 timers job at passe, mens jeg har det sådan her. Alene tanken er uoverskuelig. Og så tæller jeg ned til 2. trimester, hvor jeg forhåbentlig får det godt igen.

Kenneth er virkelig god! Han kører mellem hjem og Rema på alle tidspunkter i håb om at finde noget, jeg kan få i mig. Det har mest været mig, der altid har lavet vores mad, men jeg kan slet ikke være i nærheden af køkkenet. Så de dage, han er hjemme, har han taget helt over. De dage, han så er på arbejde, kæmper jeg en brav kamp om at få lavet aftensmad og smurt madpakker til drengene.

Ligamentsmerter er jeg begyndt at mærke til, men murren er der ikke så meget af mere, kun ind i mellem. Og så er jeg begyndt at skulle tisse 1-3 gange om natten. Det er pisse irriterende! Drengene er endelig begyndt at sove igennem, så jeg gad da virkelig godt have gode, lange nætter, inden den om lidt står på amning og bleskift døgnet rundt.

Mine bryster gør vanvittigt ondt bare Kenneth så meget som kigger på dem, men taget i betragtning af at de både er vokset og knaldhårde, er der måske ikke så meget at sige til ømheden. Men de er ikke det eneste, der er vokset! Jeg er simpelthen så oppustet. Selv om morgen, selv inden jeg overhovedet har drukket og spist noget som helst. Med Noam måtte jeg overgive mig til ventebukser omkring uge 15, med Theo var det et sted mellem 10 og 12, så jeg ved jo godt, at jeg hurtigt bliver oppustet, selvom baby kun er omkring 6-8 mm lang, men helt ærligt.. Det her er vanvittigt!

I går skulle vi til påskehygge og aftensmad hos Kenneths forældre, hvor hans søster, hendes datter og kæreste kom hele vejen fra Sjælland til Holstebro. Jeg havde ikke flere rene strømpebukser, så jeg kunne tage en nederdel på, så jeg måtte tage et par sorte jeans på. Godt nok er mine bukser med tiden blevet mere højtalet, men jeg kunne knap nok lukke dem, og inden vi var nået til Holstebro, havde jeg simpelthen så ondt i maven. Diskret fandt Kenneth et køkkenelastik til mig, jeg knappede bukserne op, monterede elastikken og nød godt af at gemme mig under Kenneths store trøje. Men selv det var ikke nok. Selvfølgelig bliver man mere oppustet i takt med, at man spiser. Da vi satte os ind i bilen, fjernede jeg straks elastikken, og selv halvanden time efter havde jeg et rødt mærke tværs henover min mave. Og ondt i maven, naturligvis. I dag er jeg hoppet i Kenneths træningsbukser, men tænk, at jeg allerede nu må opgive at bruge mine egne, almindelige bukser.

Vi har hele tiden håbet på at vente med at fortælle spor så lang tid som muligt. Min mor fylder 50 år midt i maj, og der ved jeg på forhånd, at det ikke længere ville kunne skjules. Så der får min familie nyheden. Drengene skal vide det inden, og fordi vi lige nøjagtig ikke kan nå NF, betaler vi os til en tryghedsskanning. Men med den allerede nu voksende mave og ugentligt samkomster med Kenneths familie tror ingen af os på, at vi kan holde den 4-6 uger endnu. Derudover kan drengene jo tydeligt mærke en ændring i mit aktivitetsniveau, og det er så svært, for vi vil så gerne fortælle dem, hvorfor jeg er så dårlig, men det er bare alt for tidligt.