Theo-tandløs

Så.. Det her skete i dag: Kenneth og jeg har været en tur i Herning centeret efter badetøj og lidt andet til ferien i morgen, og netop som vi kommer hjem, bliver vi ringet op af børnehaven. Noam og Theo har slået hovederne sammen i en leg, og det lader til, at Theos forstand sidder en smule løs. Begge drenge er trøstet, så vi ringede straks rundt til flere forskellige tandlæger, indtil det lykkedes os at få en akuttid, og bagefter hentede vi selvfølgelig drengene.

Og der sad de så tæt sammen i sofaen i lettere blodigt tøj, Theo holdt en våd klud oppe i munden på hans ellers meget hævede overlæbe og rigtig nok ser den ene tand øverste fortand ud til at være lidt længere nede end den anden.

Tandlægen kiggede lidt på den og valgte at foretage røntgen for at se, om der er sket skade længere oppe. Han ville under alle omstændigheder ikke presse tanden på plads i fare for at ramme den kommende, blivende tand. Mens vi ventede på fremkaldelsen af røntgenbilledet, talte vi lidt om, hvordan kosten skal være skånsom de næste 14 dage, at vi skal børste forsigtigt og kontakte tandlægen igen, hvis der opstår betændelse.

Theo var i øvrigt helt vanvittigt sej. Den her ellers lille, forsigtige og meget generte dreng lyttede koncentreret til alt og gjorde præcis, som han fik besked på og klarede det bare over alt forventning med at være alene i rummet, mens røntgenbilledet blev lavet.

Desværre viste billedet, at rødderne er knækket, og at tanden derfor vil dø og falde ud indenfor de næste 14 dage. Og når det så sker, skal vi forbi tandlægen igen for at sikre os, at alt er kommet ud, så der ikke opstår betændelse. Men fordi Theo jo kun er knap 4 år, og tanden altså ikke naturligt skulle ud nu, kan vi forvente, at han mangler sin ene fortand i intet mindre end halvandet år. Det er simpelthen så synd! Han forstår det godt, og der er blevet snakket meget om det her i eftermiddags, mens vi alle skiftes til at kysse, kramme og ae ham. Men selvom han tager det hele i stiv arm, og vi har fortalt lidt om tandfeen, synes jeg altså alligevel, at halvandet år uden en fortand er helt vildt lang tid. Han har det mest fantastiske smil, og lige nu har jeg virkelig svært ved at forestille mig, at dét smil fremover – og i så lang tid – kommer til at være en tand mindre.

Stakkels lille Theo-mus..