Sommerferie med ambivalens

Der er intet som at få sommerferie. Man glæder sig til sol, varme og familietid. Man ser frem til strandture, afslapning og ingen tidsplaner.

Men når man er deleforælder, er der også en bagside til sommerferien. Og dén glæder jeg mig overhovedet ikke til. Man skulle tro, at man ville nyde muligheden for at spise chokolade midt på dagen, uafbrudte nætter, lange dage på sofaen, friheden til at gøre lige, hvad man vil og at man ikke behøver stå klar med sund, varieret aftensmad på slaget 17.30. Det skulle man tro.

Det er nu min 3. sommer som deleforælder, og man skulle tro, at det hele bliver nemmere med tiden. Jeg husker tydeligt den første gang, jeg afleverede Noam i børnehaven velvidende, at der ville gå 7 dage, inden jeg så ham igen. Så lang tid havde jeg aldrig før prøvet at undvære mine børn. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kyssede og krammede ham og straks brød sammen, da jeg stod på den anden side af lågen. Jeg hulkede hele vejen op til dagplejen med Theo i klapvognen, der vendte den modsatte vej af mig. Han så mig ikke, og jeg gjorde alt i min magt for, at han heller ikke hørte mig. Lige indtil jeg trådte indad døren hos vores allerskønneste dagplejer. Jeg græd og græd, og det samme gjorde jeg på hele turen hjem igen. Og jeg startede fuldstændig forfra, da Heine flere timer efter kom efter drengenes tasker. Det var som om, jeg blev kvalt. Jeg kunne ikke trække vejret. Nogen havde revet mit hjerte ud. Sådan føltes det. Sådan føles det stadig.

Og misforstå mig ikke – for jeg ved godt, at der findes masser af samværsforældre, som altid må undvære sine børn i 7 eller flere dage i streg. Altid. Men for mig er det ikke blevet spor nemmere. For mig føles det stadigvæk noget så grundlæggende forkert, at mine børn er væk fra mig i så mange dage i streg. Det er ikke, fordi jeg bryder mig om at skulle aflevere dem hveranden weekend. Men sommerferien er hård. Virkelig hård og uoverskuelig, når drengene ikke er hjemme, hvor de hører til.

Jeg mangler deres vejrtrækning om natten, deres kram om morgenen og deres utallige mange spørgsmål og finurlige samtaler i løbet af dagen. Jeg mangler deres grin og fantasi og deres “jeg elsker dig mega meget, mor”, inden de atter går til ro. Og det gør det da heller ikke spor nemmere, når ens 5-årige allerede ringer første aften for at fortælle, at han savner mig, når jeg i virkeligheden var helt klar på at hente dem hjem igen, inden jeg overhovedet havde sat mig i bilen.

Selvfølgelig hjælper alle mine graviditetshormoner ikke spor på det, men det føles bare så forkert, at vi skal være skilt fra hinanden i så lang tid. Det må være enhver deleforældres mareridt. Og med Kenneth i Spanien med arbejdet er der ingen til at beskæftige mig, ingen til at trøste og tørre mine tårer væk. Jeg har her til aften forsøgt at distrahere mig med Netflix, chokolade og hækling. Men ikke engang chokolade kan jeg (af alle!) spise spor af, hækling kan jeg ikke finde ro til og Netflix sucks med deres udvalg for tiden.

Så i stedet er jeg hoppet i seng. I den meget tomme seng i det meget stille hus, og her ligger jeg og tæller dage til, at min familie atter er samlet igen. Præcis som den skal være. Præcis som jeg hungrer efter.

Og så må jeg trøste mig med, at mine børn nyder ferien hos deres far. At de har ret til også at være sammen med ham, selvfølgelig. Det gjorde Noam enormt godt at få lov til at forkorte og udskyde ferien med en dag. For modsat de sidste mange måneder var han i dag ikke ked af at skulle af sted, da vi kørte sidst på eftermiddagen, og dét gør selvfølgelig tingene én tand nemmere – også den dårlige samvittighed overfor de ufrivillige delebørn, selvom det hele bare er hjerteskærende hårdt at skulle affinde sig med.