En beretning om hjemmefødsel #1

På facebook findes der en hjemmefødselsgruppe. Her er der masser af råd, erfaringer og hjælp at finde. Jeg er en af de kvinder, der absolut elsker at læse om andres fødsler og ligeledes sidder jeg klistret til skærmen hver onsdag aften, når der vises hjemmefødsler på Tv2. Med tårer i øjnene selvfølgelig, for hvordan kan man ikke blive helt overvældet og rørt af netop dét? I gruppen har en række kvinder – og mænd – været så sød at sende mig deres oplevelse med at føde hjemme. De kommende lørdage vil jeg derfor udgive én efter én, hvor de fortæller om fødslen, deres tanker og forberedelser til at føde hjemme samt gode råd til alle os, der ligeledes leger med tanken om at føde hjemme i vores trygge, velkendte omgivelser. Den første er Ida, som ikke alene har født deres første datter hjemme, men også er uddannet Doula. Et nyt begreb, jeg først blev bekendt med, da tanken om hjemmefødsel blev aktuel, og som hun er så sød at forklare i sin beretning. En rolig nat på Nørrebro

Lidt om mig. Jeg er 22 år og bosat på Nørrebro med min dejlige kæreste gennem 5 år. Til dagligt læser jeg til sygeplejerske, men gik med et brændende ønske om at udforske jordemoderfaget (da fødsler er intet mindre end fantastiske i min optik). Derfor valgte jeg at starte på doulauddannelsen i efteråret 2016, og midt i læren om fødsler, psykologi, anatomi osv. stod jeg selv med en positiv graviditetstest i hånden.
Mit første barn blomstrede i maven, og jeg glædede mig fra første sekund til fødslen og mødet med det lille væsen. Mit navn er Ida Glad, og min fødselsberetning starter en mandag aften i april 2017.

Kl. 22.00: Min kæreste besøgte sin familie, men grundet plukveer valgte jeg at blive hjemme i seng. Jeg hyggede med preggo-snacks og tv, da jeg hørte en anderledes lyd (som en elastik der sprang) fra maven. Jeg rejse mig fra sengen og dryppede med vand rundt på soveværelsesgulvet. Jeg tog mine trusser af for at vurdere hvor meget vand, der var tale om (var stadig i tvivl om jeg bare småtissede), men vandet var klart med små klatter af fosterfedt og nu var jeg ikke længere i tvivl, jeg skulle snart være mor. Jeg ringede straks til min kæreste og fortalte vandet var gået. Han var enormt rolig i telefonen og sagde, at han tog hjem med det samme. Da jeg ventede på ham, begyndte hormonerne allerede at pulsere rundt i kroppen på mig. Jeg havde et underligt sug i maven af spænding, lykke, nervøsitet og power, lidt samme følelse en eksamen kan fremkalde, og jeg kunne ikke stoppe med at smile.

Kl. 22.30: Min kæreste var nu kommet hjem, og jeg ringede febrilsk til fødegangen ? ?Hej. Jeg tror mit vand er gået, men jeg har ingen veer. Og jeg skal føde hjemme?. Jeg fik en sød jordemoderen i røret, og hun lykønskede mig med, at fødslen var i gang. Vi aftalte, at jeg skulle ringe, hvis veerne kom og ellers skulle jeg møde ind på hospitalet dagen efter. Sove kunne jeg ikke grundet alle de vilde hormoner, i stedet tog jeg et varmt bad for at slappe af. Min kæreste gik i gang med at gøre stuen klar, han lagde plastafdækning og håndklæder ud på sofa og gulv, hvorefter han pustede fødekaret op (fødekar fra la bassinet kan klart anbefales). Omgivelserne var nu klar, vi dæmpede lyset og spiste en is. Vi diskuterede, hvorvidt jeg skulle tage lavement nu eller vente, men da jeg så gerne ville føde i karret, besluttede jeg mig for at få det overstået.

Kl. 23.30: tog jeg lavement, og veerne startede undervejs i toiletbesøget. Jeg synes, det var lettere ubehageligt, da den meget voldsomme og fremprovokerede tømning gjorde det svært for mig at komme i kontakt med mine veer. Dog var jeg på den anden side så glad for ikke at skulle bekymre mig om afføring mere, og det var jo hurtigt overstået. Jeg ville gerne være i stuen med min kæreste under mine veer, her har vi en dejlig belysning, god temp. musik og vores egne smukke billeder på væggene. I starten prøvede jeg forskellige stillinger for at mærke, hvor veerne føltes bedst. Men der gik ikke lang tid, før veerne kom så tæt, at jeg besluttede mig for at blive på knæene og læne overkroppen over sofaen.

Kl. 01.00: Veerne var rimelige uregelmæssige, men intervallet var aldrig over 3 min. og varighed på ca. 30 sek. Jeg ringede derfor til fødegange endnu engang. Jordemoderen var igen en dejlig stemme i røret, der nu lykønskede mig med veerne. Hun forsikrede mig om, at der kunne gå lang tid endnu, både fordi jeg var førstegangsfødende og fordi hun synes, jeg lød lige frisk nok i røret. Jeg følte mig da også frisk. Mine veer sad solidt plantet på maven og nåede aldrig om til lænden, og jeg koncentrerede mig absolut kun om at trække vejret.

Kl. 01.30: Veerne tog nu til i styrke. Jeg måtte sige fra overfor min kærestes tilbud om rebozo-massage af lænden. Jeg måtte ligeledes stikke to fingre i halsen for at kaste op – ikke pga. af smerten isoleret set, men fordi veerne var så fantastisk vilde! Jeg kunne ikke fokusere på berøring eller en fyldt snack-mave samtidig. Veernes interval var på dette tidspunkt på 2 min. og varighed af 1 min. Veer er intense, men fantastisk intense, vil jeg alligevel vove at påstå. Veerne står for mig som et stykke hårdt arbejde, som kræver fuld koncentration! Jeg fokuserede derfor kun på min vejrtrækning. Mine første overfladiske/hurtige vejrtrækning føltes som det vildeste modarbejde, da min krop arbejdede i to forskellige tempoer. Jeg forestillede mig i stedet, at jeg trak vejret så dybt, at det nåede helt ned i livmoderen og hilste på veerne. På den måde følte jeg en kontrol, og jeg mærkede min dybe vejrtrækning ?harmonerede? bedre med den dybe, langsomme og skærende fornemmelse, veerne gav.

Kl. 02.00: veerne blev blot ved med at tiltage, og jeg kunne mærke på min kæreste, at han blev en smule ængstelig, da jeg blev ved med at forsikre ham i, at vi ikke skulle ringe til fødegangen igen. Der kunne jo gå mange timer endnu, havde de sagt. Som min kæreste beskriver det, trak jeg mig herfra ind i mig selv og sagde ikke mere. Han kunne blot observere, at veerne blev kraftigere og længere. Interval på 2 min. og varighed ca. 1,5 min. Altså mere ve end pause. Jeg husker blot den næste time i vejrtrækning. Jeg stod solidt plantet på mine knæ og koncentrerede mig om at trække vejret, jeg hørte ikke længere efter musikken eller min kæreste. Jeg havde ikke brug for at give lyd fra mig, da dette bare ville forstyrre vejrtrækningen. Jeg forsvandt bare til mit lille ve-land, hvor alle veer var velkomne – nok mest af alt fordi mit fødselsmantra lød: ?Når denne ve er ovre, er det en ve tættere på mit barn?.

Kl. 02.30: Min kæreste gav udtryk for, at han ville ringe til fødegangen, selv hvis det var mod min vilje. Men denne gang gav jeg ham lov til at ringe. Jeg følte på dette tidspunkt ikke, at jeg selv var i stand til at ringe, hvis jeg samtidig skulle have kontrol over min vejrtrækning. Veerne buldrede nu afsted! Og jeg var ude i lidt af en ve-storm. På intet tidspunkt fornemmede jeg pause mellem veerne. Jeg begyndte at have svært ved at forestille mig, at det kunne blive mere intenst og mit andet fødselsmantra: ?Det bliver meget vildere endnu? blev pludseligt et perifert begreb. Dog strejfede tanken om smertestillende eller andet behov for hjælp ikke mine tanker. Jeg var nemlig ikke bange i løbet af den smerte, på intet tidspunkt, jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge for at føle mig godt tilpas, inde for rækkevidde.

Kl. 03.00: Det ringede på døren og min kæreste åbnede for jordemoderen. I samme sekund ændrede alle følelser sig i min krop ?Jeg skal presse?. Jordemoderen trådte ind i stuen og ville have mig op på sofaen til undersøgelse. Jeg prøvede at forklare, at det var urimeligt, jeg ingen pauser havde fået imellem veerne. Jordemoderen var sød til at give mig ret, da hun undersøgte mig, ?9 cm er du udvidet, så det er også gået stærkt?. Jeg følte den vildeste lettelse, alle veer havde været til gavn, og jeg var nu meget tæt på målet. Jordemoderen foreslog min kæreste at fylde karet, så jeg kunne føde deri som ønsket og samtidig slappe bedre af efter vestorm. De næste 20 min. blev de værste i fødslen, fordi jeg lå på den skide sofa og følte mig så tung og ubesværet. Jeg havde pludseligt mistet al den skønne kontakt til min krop og blev pludseligt nervøs for første gang for at veerne forsvandt. Underligt nok kunne jeg ikke engang tænke på at bede om hjælp til at komme op, jeg var i total ubalance og pressede derfor heller ikke med i veerne de første 20 min.

Kl.03.20: Yes! Nu fik jeg en hjælpende hånd over i karret. Og hold nu op, vand og fødsel var for mig den bedste kombination i verden. Jeg fik pludselig ro igen, vejrtrækning på plads og for første gang en rigtig følelse af pause mellem presseveerne. Jordemoderen var fantastisk og sad roligt og afventende ved karet. Hun lyttede blot hjertelyd 2 gange og gav ellers mig grønt lys til selv at styre ?showet?. Den vildeste følelse af selvkontrol, for under presseveerne følte jeg absolut, at jeg styrede slagets gang. Jeg havde i løbet af graviditeten øvet mig på, at barnet skulle gispes ud! Jeg benyttede mig også af perineum massage og hindbærblad-te under graviditet for at nedsætte risiko for større bristning og dermed chancen for at skulle på hospital. Jeg pressede (brummede), lige til det brændte og så gisp, gisp, gisp. Helt intuitivt, og det føltes så rigtigt. I fodenden af karret sad jordemoderen og min kæreste, jeg vil aldrig glemme, hvordan de smilte (min kæreste nærmest grinte af glæde). Fantastisk støtte og jeg følte mig på toppen. Men av, hvor det brændte! Fik også sagt en del ?av, av, av?. For vores lille pige var en stjernekigger. Jeg fødte hende ud i vandet kl. 3.50, og min kæreste løftede hende op på brystet til mig. Herfra forsvinder al smerte, jeg sidder blot i karret med mit lille barn og beundrer det med en lykkelig kæreste ved min side. Jeg ønskede sen afnavlning, men grundet en meget kort navlesnor blev hele mobilisering over til sofaen pludselig meget besværlig for min trætte og ømme krop. I stedet klippede min kæreste navlesnoren i karet, hvorefter jeg blev lagt på sofaen med vores datter. Efterbyrden blev født (sikke en lettelse af slippe af med den), jeg blev undersøgt og fik et par sting. Jordemoderen blev hos os tre timer efter fødslen. Hun satte sig til at skrive journal, imens fik vi knap to timer som nybagt familie alene på sofaen, inden hun tjekkede vores datter.

I de efterfølgende dage var det fantastisk, vi var i vores egne omgivelser, tryghed og ro. Hvilket, jeg også tror, var med til, at min mælk løb til kun 15 timer efter fødsel. Vi fik besøg 2 dage i træk af jordemødre, så vi følte os absolut i gode hænder, og på intet tidspunkt følte vi os overset. Jeg må sige, at min hjemmefødsel var det eneste rigtige for mig, og jeg fandt virkelig en respekt for alle de dejlige fødende kvinder, som skal bevæge sig ind på hospitalet med veer – det er altså godt gået! Ingen skulle i hvert fald flytte på mig med veer. Håber, dette har været en inspiration og et afskrækkende billede af hjemmefødsler.

Min forberedelse og baggrund som doula (aspirant):

Eftersom jeg har kastet en del penge efter at blive uddannet som doula, ønskede jeg i første omgang ikke at betale flere forberedende ydelser til fødslen. I stedet tog jeg imod det offentliges tilbud (rigshospitalet og hjemmefødselscafe) og gav mine egne doula kvaliteter en chance.

Doula stammer fra græsk og betyder ?kvinde som tjener?. Det er en ældgammel tradition og er et meget udbredt fænomen i USA og Canada – og ses i stigende grad herhjemme. Doulaen er en trænet fødselshjælper (oftest en kvinde der selv har født) med både teoretisk og praktisk erfaring. En Doula agerer omsorgsperson for den fødende og partneren før, under og efter barnets fødsel. Doulaen erstatter hverken de pårørende eller jordemoderen samt andre fagpersoner til trods for, at hun har viden indenfor fødsler. Doulaen er en ekstra hjælp med ?redskaber? til fysisk og psykisk støtte. Doulaen er den fødendes og pårørendes kontinuerlige omsorgsgiver, der opmuntrer og er vidende til den gravides ønsker, behov og tanker.

Der er intet ?langhåret? eller overnaturligt ved brug af en doula. I stedet har dokumenteret undersøgelse påvist at: tilstedeværelsen af en person, som den fødende er tryg ved, under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 50 %, mindske forbruget af smertelindring med 30 % og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 40 % – den såkaldte doula-effekt.

Det, som doula-effekten fortæller mig, er, at kvinders smerteopfattelse kan påvirkes positivt af trygge rammer bl.a. ved tilstedeværelse af en doula. Oplevelse af smerte varierer meget fra kvinde til kvinde, men målet for mig som doula er at fødselssmerten ikke skal blive en ubærlig lidelse for den fødende. Dette kan afværges ved at arbejde med kvindens forventninger inden fødslen. Er den fødende anspændt, utryg eller bange, kan dette forplante sig i ve-arbejdet, så fødslen hyppigere går i stå eller opleves som mere smertefuld. Kvinder, som er trygge, forberedte og ved hvad der skal ske, kan oftere slappe af, acceptere ?overraskelser? og opleve fødslen mindre smertefuld (ikke nødvendigvis smertefri).

Som doula er jeg ikke interesseret i at gøre mig til dommer for de valg, den gravide træffer, i stedet vil jeg bakke op og støtte vedkommende. Forkerte fødsler findes ikke i min optik, og for mig som doula er målet ikke nødvendigvis at føde vaginalt eller uden smertelindring. Med en medicinsk tilgang som sygeplejerskestuderende ved jeg, at lægevidenskaben er skabt for at hjælpe os, og indgreb i alle former kan være til gavn for både mor og barn. Når det er sagt, vil jeg hellere dreje fokusset væk fra medicinsk vs. naturlig, hospital vs. hjemme osv. og i stedet snakke om en stor reference ramme, der for mig at se er overskriften, nemlig tryghed.

Under hele min graviditet så jeg en vægtskål for mig. På den ene side lå stresshormoner, der symboliserer det uvisse, frygt, angst, smerte, dårligt usammenhængende ve arbejde, der ?løber? fra mig. På den anden side lå kærlighedshormonet oxytocin, tryghed, ro, varme, overskud, vejrtrækning, positive tanker og det gode ve-arbejde jeg ?løber? med. Ideen med denne vægtskål er, at den gravide i sidste ende skal få følelse af, at skålen opnår overvægt og tipper mod siden med tryghed (oxytocinland). Samtidig skal vægtskålen skabe et billede af, hvorledes psyken og kroppen arbejder i et samspil, man ikke kan underkende. Hvordan skålen skal tippe over i tryghed findes der ligeså mange opskrifter på, som der findes mødre. Men fælles for dem alle er, at jeg synes, man som gravid skylder sig selv den tjeneste at arbejde for at opnå dette. Man kan anskue graviditeten som en lang prøvelse i at mærke efter sin mavefornemmelse og stille sig selv spørgsmål som eks. ?hvordan ville jeg føle mig tryg?, ?hvad er jeg i grunden bange for? Og hvorfor?. 

Interview med Far:

Hvordan oplevede du din rolle ved hjemmefødslen?
Min oplevelse var nok lidt blandet, tror jeg. Ligesom mange andre mænd tror jeg hurtigt, at vi føler os i vejen til en fødsel og magtesløse. Og den oplevelse havde jeg også under veerne. Til gengæld fik jeg en række opgaver og dermed lidt mere ansvar som eks. at dække af, varme håndklæder, fylde kar og være min kærestes støtte i al tiden, før jordemoderen kommer. Det var meget rart at have de her opgaver. Derudover tror jeg altid, det er rarest at være i ens vante omgivelser, når man føler sig på udebane, så jeg tror bare, at jeg nød, vi ikke skulle forholde os til taxature, hvide kitler, hospitalslugt og spotlys. Jeg kunne tage mig lidt mad, sidde i min egen sofa osv. Det er særligt de første dage efter fødslen, at man sætter pris på at være i sit eget hjem, seng og køkken. Det gav bare en helt speciel ro, jeg tror, der er svær at genskabe på et hospital.

Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring en hjemmefødsel?
Jeg gjorde mig ikke super mange overvejelser omkring fødslen. I mit hoved var det, jeg kendte til fødsler blot, at de foregik på hospitalet, og det måtte der jo være en årsag til. Derudover forestillede jeg mig, at det ville svine en del, så jeg synes, den praktiske del af fødslen virkede uoverskuelig at have i hjemmet. Så jeg var imod min kærestes forslag om hjemmefødsel til at starte med, jeg synes, det var bekymrende og virkede unødvendigt, når vi har 10 min. til hospitalet, hvor vi kunne modtage al den hjælp, vi havde brug for.

Hvad var årsagen til din bekymring for hjemmefødslen?
Min bekymring bestod primært af uvidenhed. Jeg havde ingen form for nødvendig viden på området, og min tankegang fulgte bare den gense kulturelle betragtning af fødsler. Jeg havde nok en formodning om at fødsler var farlig, det var sådan noget med meget uforudsigeligt, med smerte, blod, bristning og akutte kejsersnit. Bestemt ikke noget vi skulle gøre derhjemme.

Hvad fik dig til at skifte mening?
Det var en kombination af flere ting. Det var vigtigt at få sine fakta på det rene. Min kæreste havde fået grønt lys af fagfolk til at føde hjemme, så på den måde kunne jeg ikke argumentere fagligt. Jeg manglede tydeligvis viden på området, og derfor blev jeg nød til at læse lidt mere. Jeg læste de seneste artikler vedrørende travlhed på fødegangene, det var lige omkring den tid, hvor overlægen fra Rigets fødselsgang havde sagt op. Artiklerne bekymrede mig en del, og pludselig kunne jeg se en mening med at have sin egen jordemoder for sig selv til en hjemmefødsel.  Derudover var jordemoder konsultationer og særligt hjemmefødselscafeer enormt givende, her fik man uddelt en masse statistikker og tal i forhold til hjemmefødsler, og samtidig kunne man få svar på alle sine spørgsmål. Min kæreste (lidt snyd, da hun jo havde en del viden på området), ?tegnede? en masse forskellige scenarier af fødsel eks. den hurtige fødsel, ukompliceret, overraskelse hvor vi ikke kunne nå at få fødekaret op og jeg skulle tage imod. Den mere almindelige, lange førstegangsfødsel, med 0,5 til 1 cm åbning per time, mobilisering til skiftende stillinger, rebozo massage, lindrende vand. Eller de mere hospitalskrævende at gå over tid og blive sat i gang. Få grønt fostervand, stor bristning, blødning eller fastsiddende moderkage så vi skulle på hospitalet. Hun forberedte mig ligeledes på, at fødslen kunne stoppe helt igen eller at hun ville fortryde ikke at kunne få epidural i hjemmet, og sikkert mange andre ting jeg ikke kan huske. Vi så også en film sammen ?organic birth?, den tegnede mange forskellige billeder af fødsler. Det mest overbevisende argument blev dog i sidste ende min kærestes stålfaste vilje til at føde hjemme. Hun var så sikker på, at det ville være det bedste for os begge og italesatte det hele tiden positivt. Jeg kunne tydeligt mærke, det var det eneste rigtige for hende, og da hun trods alt var den, som skulle føde, fandt jeg også ro gennem hendes.

Gode råd til andre fædre?

• Lyt til jeres partner. Hvis de har behovet og har fået grønt lys fra fagfolk, skal de støttes i deres valg. Og så har de nok også ret! Gravide/fødende kvinder er ikke for sjov, de kan mere end de fleste.
• Få jeres facts på det rette! Herved ment at man ikke kan træffe valg eller gå rundt og være nervøs, hvis man ikke har de rigtige informationer på området. Undersøg for og imod for henholdsvis hjemme/hospital og traf jeres beslutning derfra.
• Jordemoderkonsultation og hjemmefødsels cafe er guld værd! Hvis man ikke vil lytte til sin partner, kan man i stedet høre de professionelle.  Eller søg evt. andet professionel forberedelse alt efter, hvad pengepungen har lyst til. Men i skal i hvert fald ikke være bleg for at tage imod hjælp til forberedelse.
• støt jeres partner. Knus, kys og kram. Ro, fred, opmuntring er nøgleord til, at I begge vil føle jer trygge. Skab nye tanker om fødsler! De er ikke nødvendigvis farlige, de kan foregå over alt med den rette ro og tryghed til stede.  Så ingen panik.
• Forhold jer helt lavpraktisk. Hvad er nummeret til fødegange, skal der laves en spille-liste, pakkes en taske, fyldes et kar osv.