En beretning om hjemmefødsel #3

Onsdag den 25. maj cyklede jeg Rapanden i børnehave, dernæst cyklede jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg lå og så fjernsyn. Ved 11 tiden begyndte der at være lidt murren i maven, og jeg kunne fornemme, at der var ved at ske noget. Da min første fødsel varede 5 timer og 30 minutter, var vi forberedt på, at denne fødsel formentlig ville gå endnu hurtigere. Blandt andet derfor havde jeg også valgt, at jeg gerne ville føde hjemme. Min jordemoder havde også fortalt mig, at jeg skulle ringe så snart, jeg fik veer, så hun kunne nå ud til os, og så skulle jeg pænt pakke mit Vestjyske så-ondt-gør-det-da-heller-ikke væk og bare ringe.

Der skete ikke spor andetend småveer. Så jeg sprang op på cyklen og cyklede de fire kilometer for at hente Rapanden fra børnehave. Imens jeg cyklede, tog jeg faktisk tid mellem veerne. De varede knap 1 minut, og der var 6-8 minutter imellem. De nev, men ikke mere end det. Min krop var træt og tung, da vi først vendte hjem på matriklen, lagde mig ned for at hvile mig. I løbet af aftenen var der fortsat ikke sket andet end uregelmæssige veer. Derfor besluttede jeg også klokken 21, at nu ville jeg gå i seng, så jeg kunne få sovet lidt, inden fødslen formentlig snart ville begynde.

Klokken 02:00 vågner jeg i den vildeste ve. Jeg råber på Tyrken, som sov lige ved siden af mig. Jeg skriger: “Det er nu. Fyld karret. Ring efter jordemoderen.”

Min stakkels Tyrk er forvirret. Han skynder sig op og løber ud i køkkenet. Denne ve fortsætter i 6 minutter, og jeg tænker, at barnet kommer nu, og vi kan hverken nå at få fyldt vand i karret eller få jordemoderen her ud. Barnet vil ud. Nu. Efter seks minutter kommer min Tyrk ind til mig, veen aftager, og han fortæller mig, at han ikke har ringet efter jordemoderen endnu, men er begyndt at fylde karret. Næste ve begynder. Jeg fortæller ham, at han skal ringe nu. Næste ve tager 8 minutter, og jeg kan nu tydeligt huske det fra for tre år siden.

Da den efterfølgende ve er færdig, tænker jeg, at jeg hellere må komme ud i stuen og hjælpe min Tyrk. Jeg havde også planlagt, at jeg ville bage boller, som skulle spises efter fødslen. Da jeg kommer ud til Tyrken, taler han med jordemoderen. Da vi har kendt jordemoderordning her, hvor jeg bor, har jeg mødt de tre mulige kandidater, hvor én af dem vil komme hjem til os. Inde i mit stille sind håber jeg på, at det er én bestemt, af de tre, Louise, da Tyrken fortæller mig, at det ér Louise. Hende. Hende jeg håbede på, og jeg skal lige til at begynde og hyle af ren glæde, men jeg bliver afbrudt af en ve. Måske heldigvis. 😉

Tyrken kæmper med vand i karret, gryderne buldrer på komfuret, og elkedlen er i fuld gang. Rapanden sover trygt og sødt i sin seng. Jeg begynder at tænde stearinlys i stuen og i køkkenet. Vi får skabt en hyggelig stemning. En perfekt stemning. Og helt naturligt bliver det dejlig varmt i huset. Tyve minutter senere ankommer jordemoderen, Louise, sammen med den jordemoderstuderende, Therese, jeg heldigvis havde sagt ja tak til.

Inde i mit hoved er jeg jo lige ved at poppe denne baby, der bor under mit maveskind, så da jeg bliver undersøgt, og Louise fortæller mig, at jeg kun har åbnet mig 3 centimeter, bliver jeg ret nedslået. Men så sød og rar som hun er, fortæller hun mig, at hun kan se på mig, at veerne gør ondt og derfor arbejder godt, så der skal nok snart ske noget. Det beroliger mig.

Jeg lå på sofaen og arbejdede med mine veer, Tyrken kæmpede stadig med vandet, og Louise og Therese fandt deres ting frem og gjorde det hele klar. Der var fortsat en hyggelig stemning. Jeg kunne høre, at de andre småsludrede og grinte. Veerne tog til, de var kraftige og hyppige. På et tidspunkt går jeg ud på badeværelset. Jeg kaster op flere gange, og mellem opkastningerne bliver jeg liggende på badeværelsesgulvet. Jeg har lyst til at være alene og blive liggende og nyde godt af gulvarmen.

Louise kommer ud og spørger mig, om jeg er okay, og om jeg er klar til snart at komme ned i karret. Jeg fik mig samlet sammen og gik ud i køkkenet. Cirka klokken 03:30 kommer jeg kom ned i det dejligt, varme vand. Det var skønt og smertelindrende at komme ned i vandet. Veerne gjorde ondt, og jeg kunne mærke, hvordan jeg var ved at udvide mig til snart at skyde et menneske ud af babykanonen. Mellem veerne havde jeg dog så meget overskud, at jeg enten kunne sove lidt, ellers talte jeg med Louise og Therese om festivaller, øl, børn, haver, livet, fødsler og meget andet. Det var fedt, at jeg havde det overskud og selv kunne være med og være så bevidst hele vejen igennem.

Klokken 06:10 begyndte det at presse, jeg havde på forhånd aftalt med jordemoderen, at jeg gerne ville vente så lang tid som muligt med at presse. Selvom jeg på daværende tidspunkt var ret ligeglad og bare ville have den baby ud af min krop. Herfra går det hurtigt, jeg er ti centimeter åben, pressetrangen er der, babyen ligger helt nede og er klar, så jeg begynder så småt at presse. Kl. 06:25 begynder pulsen at dale, og Louise fortæller mig, at nu skal jeg presse alt, hvad jeg kan. Den skal ud. Det lykkedes ikke i næste ve, og hvad, jeg ikke ved, er, at Louise nu finder en sugekop frem og gør den klar, hvis babyen ikke kommer næste gang. Hun fortæller mig, benhårdt og helt perfekt, at nu er det nu, din baby skal ud i næste ve, så jeg skal finde alle mine kræfter frem.

Svubs, og min lille baby blev skudt ud.

Jeg tager ham selv det sidste stykke ud og tager ham op til mig på mit bryst. Kigger intenst på min lille baby, imens jeg nu konstaterer, at det er en smuk lille dreng jeg har født. Han falder i søvn på mit bryst, er lidt blå og vil ikke rigtig vågne op. Louise fortæller mig, at hun er nødt til at klippe navlestrengen og få ham op på bordet. Som sagt, så gjort. I øjeblikket fanger jeg ikke alvoren, glædes mere over den pæne skabning, som ligner sin storebror og at han nu er født. Louise får ham op på bordet og kilder ham på maven og ganske kort tid efter sætter han i et ordenlig skrig, den blå farve forsvinder hurtigt, og han er så fin at se på.

Efter skriget kommer min Tyrk og Rapanden ind til os. Rapanden studerer sin lillebror med stor beundring. Det gør vi andre iøvrigt også.

Kort tid efter springer jeg op på min sofa sammen med min Frøhopper og kan ligge trygt og dejligt under min egen dyne resten af dagen. Imens min Rapanden og min Tyrk jævnligt kommer hen til os, ligger sig ind til os og vi begynder vores rejse som en familie med fire mennesker.

Det var en vidunderlig drømmefødsel, som jeg ikke kan forestille mig bedre, omend han lige havde lidt startvanskeligheder. Jeg følte mig tryg og i gode hænder hele tiden.

Han var 52 centimeter lang og vejede 3205 gram.